Varde/Outrup: Med megapokalen i hånden og en stolthed som om de selv havde kørt den hjem takkede borgmester Erik Buhl og Mads Sørensen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid, de nykårede DM guldvindere i speedway. Fire ryttere, der onsdag den 19. september kørte guldet hjem til Region Varde Elitesport blev hædret ved en reception på Varde Rådhus.
- Mesterskabet er en fælles indsats, der er ikke kun guld til kørerne, men også til hjælpere, trænerne, mekanikere og de mange frivillige, der binder det hele sammen i en helt særlig klubånd, sagde Karl Barslund, der er formand for Region Varde Elitesport.
- Jeg er ofte til speedway. Det er publikumsvenligt og så er der masser af action. Jeg er stolt af DM-guldet, og der er ingen tvivl om at Region Varde Elitesport har været med til at promovere hele Varde Kommune, understregede Mads Sørensen.
Og med taler, flag, den røde løber og rådhuskager modtog de danske speedwaymestre en officiel hyldest fra både politikere og de fans der var mødt op til ceremonien på rådhuset.