Annonce
Viborg Nyt

350 lokale forbrugere er skiftet til fjernvarmeveksler

Siden 2017 har Viborg Fjernvarme tilbudt at udleje en fjernvarmeveksler til sine forbrugere. Her hos Benny Ruhe. Pressefoto
Flere end forventet har valgt at tage imod tilbudet om en fjernvarmeveksler, der kan hjælpe med at udnytte fjernvarme mere effektivt.
Annonce

Viborg: Tilbage i 2017 besluttede Viborg Fjernvarme sig for at tilbyde udlejning af fjernvarmevekslere til forbrugerne.

Det skete som et led i Viborg Fjernvarmes forsøg på at forbedre effektiviteten i fjernvarmedistributionen, og et vigtigt parameter i den forbindelse er, at forbrugerne også udnytter fjernvarmevandet effektivt. Mange gamle fjernvarmevekslere fungerer nok endnu, men er ineffektive i forhold til dagens standard, og flere har egentlige defekter.

For at fremme udskiftningen, og fordi forbrugerne sjældent prioriterer at investere i noget inde i varmeskabet, valgte Viborg Fjernvarme at tilbyde at påtage sig investeringen mod en omkostningsbestemt leje. Samtidig er service og udskiftning af defekte dele med i ordningen.

Der er nu 350 forbrugere, som har valgt at takke ja til tilbuddet.

- Vi vil drive distributionsnettet så effektivt som muligt. Det giver en mere stabil drift rent teknisk og reducerer ledningstabet og dermed varmeprisen. Med udlejningsmodellen har vi fundet en løsning, hvor vi får gennemført nogle tekniske tiltag, uden at vi bare kaster den finansielle udfordring over på forbrugeren, siger direktør Morten Abildgaard i en pressemeddelelse.

Det er forskellige forbrugertyper, som gør brug af tilbuddet. Oprindeligt vurderede Viborg Fjernvarme, at de varmeforbrugere, som fortsat har oliefyr, ville bruge ordningen til nemt og billigt at skifte til fjernvarme. Men det viser sig, at mange forbrugere med defekte eller blot gamle fjernvarmeanlæg også benytter sig af muligheden til at få ny teknik i varmeskabet, idet lejen typisk er mindre end den årlige besparelse. Så man sparer penge fra første dag.

Forbruger nummer 350 er Benny Ruhe, der bor på Spidstoftevej 8.

- Jeg har haft en individuel luft/vand varmepumpe de senere år. Men jeg har måtte konstatere, at den støjede til gene for en genbo. Det vil jeg gerne lave om på, og jeg har derfor valgt fjernvarme. Det kører stabilt, er simpelt rent teknisk og uden gener for mig og min genbo. Og med Viborg Fjernvarmes planer for omstilling til store eldrevne varmepumper opnår jeg over tid de samme grønne og økonomiske fordele som ved min varmepumpe. Udlejningsmodellen betyder, at jeg ikke skulle have penge op af lommen i forbindelse med konverteringen, hvilket tiltalte mig, siger Benny Ruhe.

Viborg Fjernvarme forventer at installere omkring 250 nye fjernvarmevekslere i 2021.


Det giver en mere stabil drift rent teknisk og reducerer ledningstabet og dermed varmeprisen. Med udlejningsmodellen har vi fundet en løsning, hvor vi får gennemført nogle tekniske tiltag, uden at vi bare kaster den finansielle udfordring over på forbrugeren.

Morten Abildgaard, direktør Viborg Fjernvarme
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Er du kæreste med din kæreste?

Viborg Nyt

Ny kunderådgiver

Viborg Nyt

New Jungle Trio kommer til Houlkær

Viborg Nyt

Camping i skovens dybe stille ro

Viborg Nyt

Butikschef vender tilbage til Wagner

Annonce