Annonce
Viborg Nyt

Alternative hærvejsmarcher til både børn og voksne: - Vi er glade for, at det overhovedet kan lade sig gøre

En alternativ børnemarch er stablet på benene til dette års corona-alternative hærvejsmarch. Arkivfoto: Morten Dueholm
Både børn og voksne kan se frem til dette års hærvejsmarch, der igen vil være en del af Snapsting-ugen. Men det bliver ikke de store, officielle marcher, som fandt sted før corona-pandemien. I stedet er der fundet alternative og virtuelle løsninger.

Viborg: Igen i år bliver der mulighed for at snøre vandreskoene og gå hele eller dele af Hærvejsmarchen. Men ligesom i 2020, hvor der første gang måtte tages corona-forbehold, skal der også i år findes alternativer til den almindelige, officielle march.

Og alternativer er der fundet.

Den frivillige forening bag Hærvejsmarchen har spekuleret, diskuteret og valgt at diske op med tre forskellige vandre-muligheder for de lange ben samt én for de korte.

Annonce

Børn og deres korte ben får 27. juni chancen for at gå den "alternative børnemarch". Turen er cirka fire kilometer lang og begynder på Paradepladsen, hvor den også slutter efter at have rundet Borgvold.

Fra klokken 10 er der underholdning, og børn med dertilhørende forældre, bedsteforældre eller en helt tredje type voksen bliver sendt afsted på ruten i hold fra klokken 10.45.

- Vi står for vandring for livet, og mange af vores kommende vandrere er jo børn. Og siden vi startede børnemarchen for 12 år siden, er antallet af unge mennesker, som deltager i Hærvejsmarchen, også steget, fortæller formand for Hærvejsmarchen, Frank H. Mikkelsen.


Vi står for vandring for livet, og mange af vores kommende vandrere er jo børn. Og siden vi startede børnemarchen for 12 år siden, er antallet af unge mennesker, som deltager i Hærvejsmarchen, også steget.

Frank H. Mikkelsen, formand for Hærvejsmarchen


Der er ingen tilmelding til årets "alternative børnemarch". Man skal blot købe startkort i Hærvejsmarchens telt på Paradepladen. Og det kan gøres hele ugen frem til søndag.

For de lange ben

De voksne og deres noget længere ben har flere muligheder for at vandre.

"Pilgrimsvandringen", også den 27. juni, er - som den eneste af turene - næsten, som den plejer. Man kan vælge mellem 10- og 20-kilometers vandring i mindre hold, der starter med en andagt ved domkirken.

Den "virtuelle hærvejsmarch" giver - ligesom sidste år - folk i hele verden mulighed for at være med. Idéen er, at man går, lige når man vil, og lige hvor man vil, mellem den 28. juni og 30. september. På en hjemmeside kan man se, hvor langt man har gået og udfordre sig selv, så man til sidst har gået længden af Hærvejen - eller mere.

Der bliver hærvejsmarch i 2021. Men det bliver ikke den 52. officielle hærvejsmarch, som også blev udskudt fra 2020. I stedet må entusiaster slå sig til tåls med alternative løsninger. Arkivfoto: Morten Stricker

Den tredje og sidste mulighed for at vandre er den "alternative hærvejsmarch". Denne foregår i hele Snapsting-ugen, altså fra mandag den 21. til søndag den 27. juni.

På denne kan man vandre de kendte 20 eller 30 kilometer lange ruter, eller prøve den nye 10-kilometers rute. Uanset hvilken, man vælger, kan man også her gå turen lige den dag, det passer bedst.

- Vi er glade for, at det overhovedet kan lade sig gøre at afholde hærvejsmarch i år, siger Frank H. Mikkelsen og tilføjer:

- Vi er jo en frivillig organisation, der arbejder ulønnet med det her. Og det er ingen hemmelighed, at 2020 var et hårdt år for os økonomisk. Det kan vi ikke klare i år, og også derfor håber vi, at viborgenserne viser, at de vil deltage, så Hærvejsmarchen næste år også bliver en realitet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Klumme: Sex med din eks

Viborg Nyt

Klumme: Fun facts om sex

Annonce