Viborg: Bilhandel er anderledes end for fem-seks år siden.
Megen handel er gået fra de fysiske bilhuse til internettet, og samtidig er der kommet nye juridiske krav og afgifter.
Det har givet forhandlere som Thomas Kristensen hos Viborg Biler andre vilkår at forhandle biler under, og derfor har han ved årsskiftet valgt at flytte fra Lundvej 60 til Katmosevej 31.
- De ændringer koster penge på bundlinjen for mig, og hvis jeg skal vælge mellem at skære ned på kvaliteten af min service eller finde en billigere husleje, så vælger jeg det sidste, siger indehaver af Viborg Biler, Thomas Kristensen.
Det er seks år siden, at Thomas Kristensen og Viborg Biler flyttede ind på Lundvej, hvor mange biler kørte forbi den profilerede facade. Men facade er ikke længere så vigtig, vurderer Thomas Kristensen.
- I dag sidder rigtig mange derhjemme i lænestolen og bladrer biler igennem på ipaden - her i corona-tiden i særdeleshed. Men det er noget, der har flyttet sig de seneste år, og det bliver formentlig blot mere med de næste generationer, som kommer, da de er vokset op med at handle på den her måde, fortæller Thomas Kristensen og fortsætter:
- Hvis man finder bilen på nettet først, så er det lige meget, om den adresse, man skal køre hen til for at hente eller se nærmere på bilen, hedder Lundvej eller Katmosevej.
Flytningen er sket i al stilfærdighed, da corona-restriktionerne kom i vejen for en større markering.
- Og det har jeg det egentlig lidt skidt med. Jeg ville gerne have markeret klart og tydeligt, at vi er flyttet. Også så folk, der kommer forbi det tidligere lejemål, ikke tror, at vi er lukket. Men jeg havde da håbet på, at jeg kunne invitere folk på pølser og sodavand for at vise, hvor vi er, siger Thomas Kristensen.
Thomas Kristensen, indehaver af Viborg BilerHvis jeg skal vælge mellem at skære ned på kvaliteten af min service eller finde en billigere husleje, så vælger jeg det sidste.