Annonce
Viborg Nyt

Da helikopteren kom, indså Allan, at der skulle mere end plaster og forbinding til

Hjemme i Viborg kan Allan Bjerregaard se på de ski, der førte kniven mod hans hud, der kostede en dyb flænge, en operation og hospitalsophold og særlig hjemtransport. Foto: Morten Pedersen
Et styrt på skibakken kostede Allan Bjerregaard en dyb og lang flænge i benet samt en operation på et østrigsk hospital. Nu er han hjemme igen og lykkelig over, at han havde en rejseforsikring.
Annonce

Viborg/Østrig: - Jeg håber aldrig, at jeg kommer til at prøve sådan en.

Allan Bjerregaard sidder i liften med sin familie - konen, sønnen og svigerdatteren - og peger ned på "bananen". En båre, som samaritterne på skicentret bruger, hvis nogen er kommet så slemt til skade, at de ikke selv kan transportere sig ned ad bakken.

En times tid senere lå Allan Bjerregaard i den.

Det er den sidste dag på en ellers perfekt skiferie. Det er den sidste tur, inden familien skal tilbage på hotellet for at hvile, inden turen går hjem til Danmark samme aften.

Det er her, det går galt.

Allan Bjerregaard er ellers en gennemrutineret skiløber med 30 års erfaring. Han kan lide at køre stærkt, og han og sønnen Anders konkurrerer ind imellem om at nå den højeste topfart. Men de gør det kun, når de kender pisten, når forholdene er til det, og når der ikke er mennesker foran dem.

Undervejs på denne skiferie er Allan Bjerregaard nået op på næsten 100 kilometer i timen. Men fart er slet ikke på tale, da ulykken indtræffer.

- Det er på en blå piste (de fladeste i Østrig, red.), og vi kører måske med 40-45 kilometer i timen. Vi cruiser bare nedad. Og så ved jeg ikke, om min opmærksomhed bliver forstyrret, men min ene ski rammer et eller andet, og jeg bliver slået ud af balance, mens bindingen går op, som den jo skal, fortæller Allan Bjerregaard.

Skien lander derefter så uheldigt, at den skarpe kant peger op mod Allan Bjerregaard. Den snitter hul i bukserne, skiundertøjet og laver en fem-seks centimeter dyb flænge i balle og lår hos Allan Bjerregaard. Og flængen er så lang, at han efterfølgende må syes med 23 sting.

LÆS OGSÅ - Guide: Undgå at skiferien bliver en dyr fornøjelse

At det går så slemt, har Allan Bjerregaard i begyndelsen ingen anelse om, mens han ligger på bakken.

Mens han ligger på bakken, kommer familien hen til ham. Svigerdatteren spørger som den første, om han er kommet noget til. Allan Bjerregaard forsøger at løfte sit højre ben, men det kan han ikke. I mellemtiden er sønnen Anders kommet til og konstaterer: ”Far, du bløder.”

- Nå ja, så må vi vel sætte et stykke plaster på, tænker Allan Bjerregaard for sig selv.

Men der skal mere til.

I alt 23 sting blev Allan Bjerregaard syet med - her kan man se 10-11 stykker af dem. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Konen græd

Langsomt går det nemlig op for Allan Bjerregaard, at skaden er mere alvorlig end som så. Han ser op på sin kone, Kirsten, der står med tårer i øjnene.

Sneen omkring begynder at føles varm, og han er klar over, at det er blod, som varmer.

- Pulsårerne sidder heldigvis et andet sted, så det står ikke ud med blod. Men der kommer da naturligvis noget, og det er jo meget synligt, når man ligger i sneen, fortæller Allan Bjerregaard.

LÆS OGSÅ - Børn på ski: Sådan undgår man ulykker

Samaritterne kommer hurtigt til stedet og lægger kompresforbinding på såret. Allan Bjerregaard koncentrerer sig mest af alt bare om at ligge stille, så samaritterne kan passe deres arbejde og stoppe blødningen.

Et kvarter efter ankommer helikopteren med en læge om bord.

- Da helikopteren kommer, bliver jeg klar over, at der skal mere end plaster og bandage til. Jeg finder ud af, at mit baglår er skåret op, og jeg er bange for, at det måske er et åbent lårbensbrud. Jeg havde ikke regnet med, at skien kunne lave et sår som det, jeg får.

Herefter kom den føromtalte banan, der transporterer Allan Bjerregaard op til helikopteren, som er landet på et plateau 250 meter højere oppe ad bakken. Ti minutter senere lander Allan Bjerregaard ved hospitalet ved Zell am See.

Annonce

Fantastisk behandling

På hospitalet bliver Allan Bjerregaards tøj klippet op og skistøvlerne taget af, og inden for kort tid han er han klar på operationsbordet, hvor musklerne skal sættes sammen igen.

- Jeg bliver godt orienteret undervejs, og så må jeg også skrive under på, at hvis der går noget galt under operationen, så er det mit eget ansvar. Men jeg har ingen betænkeligheder ved at skrive under, for hvad skal jeg ellers gøre, siger Allan Bjerregaard og tilføjer:

- Alt foregår meget professionelt. Jeg har intet at klage over.

Mens Allan Bjerregaard fortæller, gør han flere gange opmærksom på, at hans skade måske var dramatisk i øjeblikket, men at man på ingen måde skal have ondt af ham - ligesom han heller ikke har haft ondt af sig selv.

- Jeg har en god ven, som før jul har fået konstateret en alvorlig cancersygdom. Hun sendte mig en god bedring-hilsen. Der blev jeg faktisk lidt flov, når hun i sin svære situation havde overskud til at ønske mig god bedring med det pjatværk, jeg havde været udsat for, siger Allan Bjerregaard, der regner med at vende tilbage til sit arbejde som lokomotivfører hos DSB inden for de næste to-tre uger.

Halvt liggende på sofaen kunne Allan Bjerregaard fortælle sin historie om blodig sne og helikopter-tur i Østrig. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Husk nu forsikringen

Allans uheld skete fredag den 17. januar, og tirsdag den 21. januar landede Allan Bjerregaard i Billund.

Faktisk kunne Allan Bjerregaard have rejst hjemad allerede om mandagen, men da han ikke kunne sidde i et almindeligt flysæde, blev hjemturen udskudt til dagen efter.

LÆS OGSÅ - Tema i skiferie: Pas nu på jer selv og hinanden i sneen

Og rejsen hjem var på første klasse. Bogstaveligt talt.

En stor sort Mercedes kørte Allan Bjerregaard til lufthavnen. I lufthavnen blev han kørt ud til flyet i "et månelandingsfartøj", hvorefter han blev hejst op i flyet. Der var reserveret tre pladser til Allan Bjerregaard på businessclass, så han kunne have benet op og plads til krykkerne - og efter et flyskifte i Frankfurt havde han den oplevelse at sidde helt alene på businessclass, mens der var stuvende fyldt i den anden afdeling af flyet.

En fornem hjemrejse, men også en dyr fornøjelse - hvis man ikke har styr på sin forsikring.

- Man skal slet ikke tænke på at tage på sådan en ferie her uden en rejseforsikring, konstaterer Allan Bjerregaard, der anslår, at det ville have kostet ham mellem 100.000 og 200.000 kroner, hvis han selv skulle have dækket udgifterne til helikoptertransport, operation, indlæggelse på hospital og hjemtransport.

Rejseforsikringen har kostet Allan Bjerregaard 900 kroner om året. Så opfordringen er hermed givet videre: Husk nu rejseforsikringen.

Der går to-tre uger, før Allan Bjerregaard er klar til at vende tilbage til sit arbejde som lokomotivfører hos DSB. Foto: Morten Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Viborg Nyt

Småt - men godt - modeshow

Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ny medarbejder hos By Brorson

Viborg Nyt

Tag på tur med Bymanden

Viborg Nyt

Lær dit barn at spotte en groomer

Viborg Nyt

Mindfulness kan være vejen frem

Viborg Nyt

Brygmesteren stopper hos Viborg Bryghus

Annonce