Annonce
Viborg HK

Danske klubber melder fra på stribe - men Viborg HK vil være med på den europæiske scene

For Viborg HK er det meget vigtigt at spille europæisk - også selv om det koster klubben penge. Arkivfoto: Morten Dueholm
Økonomiske hensyn har fået fire håndboldklubber i den danske kvindeliga til at sige nej til europæisk deltagelse. Det kommer ikke til at ske i Viborg HK, som ser europæisk deltagelse som en hjørnesten for klubben.
Annonce

Viborg: Det burde være noget helt specielt at deltage i de europæiske turneringer, men alligevel har flere danske klubber på kvindesiden valgt at takke nej til at spille med i næste sæsons European Handball League - den næstbedste europæiske klubturnering i sæsonen 2020/2021.

Det er af økonomiske årsager, at København Håndbold (nummer fire i ligaen) har meldt fra, og at Silkeborg-Voel KFUM (nummer fem) har droppet at ansøge om et wildcard til turneringen. Randers HK og Aarhus United (nummer syv og otte) har efterfølgende meldt ud, at de ikke er interesseret i at overtage pladsen.

Men i Viborg HK er meldingen en anden. Klubben er i kraft af en tredjeplads i ligaen direkte kvalificeret til European Handball League i næste sæson, og det kommer ikke på tale at springe fra.

- Viborg HK er sat i verden for at spille håndbold, og hvis vi siger nej til at spille europæisk, så står verden ikke længere. Det ligger i vores gener og vores historie at være med i de europæiske turneringer, siger Viborg HK's direktør Jørgen Hansen.

- Det er blandt andet vigtigt for os i forhold til at kunne tiltrække spillere og skabe synlighed for vores samarbejdspartnere, siger VHK-direktøren.

Viborg HK er sat i verden for at spille håndbold, og hvis vi siger nej til at spille europæisk, så står verden ikke længere. Det ligger i vores gener og vores historie at være med i de europæiske turneringer.

Jørgen Hansen, VHK-direktør

Annonce

Under en halv million for triumf

Men hvis Jørgen Hansen udelukkende tager de økonomiske briller på, så medgiver han, at det ikke er fordelagtigt at deltage i European Handball League - Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) nye turnering.

Det er blevet bedre, end det tidligere har været - men økonomisk kan det stadig ikke betale sig at være med.

Jørgen Hansen fortæller, at klubberne modtager cirka 50.000 kroner per udekamp i gruppespillet, og fra og med kvartfinalen er der godt 7500 kroner i bonus for hvert point, det lykkes at hive hjem. Derudover er der præmiepenge til top-fire. 130.000 kroner for en fjerdeplads og mere, hvis det lykkes at spille sig ind i medaljerækken.

- Det giver cirka 300.000 danske kroner, hvis det skulle lykkes os at vinde turneringen, og det er jo ikke særlig meget. Det bliver vi ikke rige af. Der er ingen tvivl om, at det koster os penge at være med, siger Jørgen Hansen, som synes, det er ærgerligt, at flere af de danske klubber vender europæisk håndbold ryggen.

- Det er trist. Men jeg tror, at det er den økonomiske usikkerhed, som er årsagen. Vi er alle usikre på, hvor vi står på den lange bane. I Viborg HK har vi det bare sådan, at vi skal være med i de europæiske turneringer, men der er andre danske klubber, som ikke har en ligeså stor tradition for at spille internationalt, som vi har, siger Jørgen Hansen.

Annonce

Er godt forberedt

København Håndbolds ejer, Kim Mikkelsen, har til klubbens hjemmeside udtalt, at EHF har overtaget mange af de kommercielle rettigheder til turneringen, og at der samtidig er kommet krav om LED-bander bag mål, blåt gulv i gruppespillet, samt livestreamings-produktioner med tre kameraer. Det hænger økonomisk slet ikke sammen, mener han.

I Viborg er man imidlertid godt forberedt på at imødekomme kravene fra EHF.

Viborg HK har længe været vant til at rulle et andet gulv ud, når der skal spilles europæisk, og for et år siden fik klubben nye LED-bander, som giver mulighed for levende bandereklamer. Sidstnævnte betød en udgift på over en million kroner, fortæller Jørgen Hansen

Derudover har Viborg HK et samarbejde med lokale Jesper Aagaard, som gennem sin virksomhed Earvox Film og Lydstudie har liveproduceret Viborg HK's europæiske kampe.

- Der har været 10.000 seere, som har fulgt kampene, og det er pænt godt, synes vi. Vi har et super godt samarbejde med Jesper, men der er selvfølgelig en udgift forbundet med at skulle sende kampene live, siger Jørgen Hansen.

Det er blandt andet store rejseudgifter, som gør, at det for Viborg HK bliver en udgift at skulle spille med på den europæiske scene.

Torsdag kom det frem, at Nykøbing Falster Håndbold, som ellers i den afbrudte 2019/20-sæson sluttede uden for top-8, har sagt ja til den ledige danske plads i European Handball League.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Viborg Nyt

Bliv en del af Viborgs historie

Annonce