Annonce
Viborg Nyt

Det begyndte med en gruekedel for seks år siden: Nu drømmer Kent og Anders om at blive ølbryggere på fuld tid

Anders Villadsen og Kent Antonsen er mændene bag bryggeriet, Vocatus. Foto: Morten Pedersen
Skridt for skridt har Kent Antonsen og Anders Villadsen opbygget en produktion af egne øl i Viborg-bryggeriet Vocatus. Med en ølglad frø på etiketten har de nu syv typer øl på lager og deltidsjob som bryghusejere - en dag håber de at kunne dedikere sig fuldstændig til bryggeripassionen.

Viborg: Hvis man skulle være i tvivl om, hvad en "gruekedel" er - hvilket især nok gælder den yngre del af læserne - så indleder vi lige med et orienterende indslag.

En gruekedel er en stor gryde eller kar med et ildsted under. Den kan både kan være fritstående eller indmuret. Med tiden begyndte man at bruge gas som varmekilde. Den fungerede ofte som datidens vaskemaskine, men kunne også bruges til eksempelvis ølbrygning.

Og det er her, vores historie om Anders og Kent begynder.

Annonce

For seks år siden anskaffede Kent Antonsen sig nemlig en af de omtalte gruekedler med henblik på at brygge sit eget øl. Måske ikke den nemmeste måde at gøre det på, men det var billigt at komme i gang og en mulighed for at prøve det af.

- Den var tidligere brugt til at skolde høns - så den var fuld af fjer. Nej, så slemt var det nu ikke, men jeg måtte skille den ad og gøre den meget grundigt ren, inden jeg begyndte at lave øl, lyder det med et jovialt smil fra Kent Antonsen.

- Vi valser selv kornet og arbejder eksempelvis også med friske hindbær til vores hindbærøl, siger Anders Villadsen. Foto: Morten Pedersen

Gruekedlen har makkerparret ikke mere. Men ønsket om at brygge øl fortsatte trods den krævende start. I takt med at udstyret blev bedre, greb produktionen om sig, og langsomt begyndte idéen om, at hjemmebrygget skulle bruges til mere end bare privat forbrug.

Skridt for skridt voksede bryggeridrømmen sig større.

Skridt for skridt blev tanken om Vocatus skabt.

Makkerskabet

Det er snart to år siden, at Vocatus - det latinske ord for alkohol - blev registreret som virksomhed.

Ud over bryggertjansen er 33-årige Kent Antonsen og 32-årige Anders Villadsen også kollegaer på en institution for voksne i Viborg, og på et tidspunkt spurgte Kent Antonsen, om ikke de skulle slå sig sammen som virksomhed.

Den var Anders Villadsen med på.

- Det startede rigtig lavpraktisk. På et tidspunkt købte vi via Den Blå Avis nogle ting af en fyr, som havde et lillebitte lokale i Aarhus på 30 kvadratmeter. Det var småt, men et fint sted at starte, siger Kent Antonsen.

Ret hurtigt blev lokalerne dog for små.

- Og det duede heller ikke rigtig, at vi som småbørnsfædre tog fra Skive og Viborg til Aarhus i tide og utide bare lige for at tjekke op på, om der nu var gang i gæren. Det var måske 10 minutter, der lige skulle bruges på den del, men det krævede den lange køretur hver gang, fortæller Anders Villadsen.

Vocatus holder til i en lagerbygning i Viborg på Agerlandsvej 18. Foto: Morten Pedersen

Derfor rykkede det lille bryggeri ind i markant større rammer i en lagerbygning i Viborg på Agerlandsvej 18. Her ligger Vocatus i dag i al stilfærdighed gemt væk mellem JP Group, Dansk Revision og Howdiaudi, så man næsten ikke kan se bryggeriet fra vejen.

- Stedet passer os rigtig godt, og vi kan have halvdelen af lokalet varmet op til en fast temperatur omkring de 22-24 grader, som er nødvendig for at brygge vores overgærede øl, fortæller Kent Antonsen.

Ud over de sæsonbestemte jule- og påskeøl har Vocatus syv forskellige øl

Haletudsen (amber ale): En klassisk, letdrikkelig øl på 5,2 procent, som var den første, Vocatus sendte på markedet.

Hvedetudsen (hvedeøl): Lavet med overskudsbrød fra Houlkærbageren, der erstatter knap 30 procent af malten. 5,2 procent.

Hindbærtudsen (ale): Har en syrlig smag, da gæren spiser frugtsukkeret i hindbærene. Forfriskende sommerøl på 5,0 procent.

Honningtudsen (pale ale): Den stærke dreng i klassen på 9,5 procent. Med lynghonning fra Thy, hvor honningen runder, så procenterne ikke fremstår helt så voldsom i smagen.

Mosetudsen (brown ale): Klassisk brown ale på 5,2 procent med mørk, ristet malt, der giver dybde og fylde i smagen. Går godt til mad.

Agatudsen (stout): En hyldest til en af verdens største tudser, der kan blive op til 24 centimeter og veje godt 2 kilo - selve øllen er en stout med toner af chokolade og kaffe og bærer 8,2 procent.

Rabarbertudsen (hazy IPA): Mild og juicy IPA med rabarber fra Løvel Gartneri, som bærer en let syre og 6,0 procent i styrke.

I lagerbygningen står de to bryggere selv for det hele, lige fra de indledende forberedelser til mærkatet bliver hængt om flaskens hals.

- Vi valser selv kornet og arbejder eksempelvis også med friske hindbær til vores hindbærøl, lyder det fra Anders Villadsen.

Annonce

Endnu mere øl?

Lige nu ser makkerparret lyst på fremtiden for det lille bryggeri, men starten på øl-eventyret blev langt fra, som de havde ventet.

Knapt var de kommet i gang som virksomhed, før coronaen i marts sidste år lagde Danmark ned. Og selvom vi som folkefærd blev endnu bedre til at drikke flaskeøl i de private hjem, så stod Vocatus i en svær situation.

- De eksisterende bryggerier har haft et netværk, som de kunne trække på. Vi havde ingen. Men de første par måneder mærkede vi støtte via den der Facebook-side med støtte til lokale mad-steder. Den holdt gang i butikken i lidt tid, fortæller Anders Villadsen, som også kunne glæde sig over, at de hurtigt fik etableret et samarbejde med flere erhvervskunder.

Det er også kun gået fremad for bryggeriet siden opstarten for snart to år siden, og spørgsmålet er, om Vocatus skal vokse sig stor nok til at blive et fuldtidsprojekt for de to bryggere. Der er så godt gang i salget, at produktionen sagtens kunne være større - men det kræver mere udstyr og flere timer i lagerbygningen.

Drengene bag det relativt nystartede bryggeri, Vocatus, står selv for det hele, lige fra de indledende forberedelser til mærkatet bliver hængt om flaskens hals. Foto: Morten Pedersen

- Vi har ind imellem jagtet vores egen hale, for når det er gået godt med salget, så har udstyret været for småt til, at vi kunne følge med. Nu har vi lige fået større tanke, så vi er oppe på at kunne brygge op mod 1300 liter hver tredje uge, siger Kent Antonsen, mens Anders Villadsen konstaterer, at de faktisk godt kunne bruge endnu mere produktionsudstyr.

- Vi skal finde ud af, om vi vil gå med udviklingen og satse endnu mere på det her, eller om vi lige skal trække vejret og blive på det niveau, vi er på nu. Men på sigt er drømmen da, at vi kan lave det her på fuld tid. Det kræver nok, at vi skal kunne brygge 500-700 liter mere pr. omgang hver tredje uge, konstaterer Anders Villadsen.

Annonce

Tak til Theis

Ifølge hjemmesiden "ølogfolk.dk" er der pr. 1. maj registreret 257 bryggerier i Danmark. På listen over bryggerier står der ud over Vocatus blandt andet også Viborg Bryghus, Ølluminati, Ugleris Gårdbryggeri og Thorning Bryghus.

Der er med andre ord rigtig mange større og mindre bryggerier både på landsplan og lokalt, som kan være med til at give en svær konkurrencesituation. Men sådan ser Kent Antonsen og Anders Villadsen det ikke.

Drengene bag det relativt nystartede bryggeri, Vocatus, har store drømme om at få et fuldtidsbryggeri. Foto: Morten Pedersen

- Vi er jo sådan set bare glade for, at der har været en mand som Theis (Bach Nielsen, red.) på Ølluminati, der har været med til at bane vejen for specialøl i Viborg. Han har sporet byen ind på, at man kan få en anden øl-oplevelse end pilsnere eller øl fra de store bryghuse, siger Kent Antonsen og bliver suppleret af sin makker:

- Theis er god til at introducere nye ting, og han har opbygget et rigtig godt brand omkring Ølluminati, og for os er det bare en fordel, at folk har lært, at mikrobryggerier kan noget særligt, siger Anders Villadsen.

Annonce

Lokalt samarbejde

De oplever netop, at der er lokal opbakning til lokale øl. Og det at være lokalt forankret er vigtigt for de to unge bryggere.

- Vi går ikke efter at være på hylderne hos Bilka og Føtex i hele landet. Vi vil langt hellere kunne findes hos mindre lokale forhandlere og så poppe op nogle steder, hvor det lige giver mening - for eksempel har vi en aftale med Sideways i Skagen i uge 29, hvor de vil sælge vores øl i "Hellerup-ugen", fortæller Anders Villadsen.

Samarbejdet med lokale forhandlere ses blandt andet også ved, at Vocatus får brød fra Houlkær Bageri til deres hvedeøl, rabarber fra Løvel Gatneri til rabarberøllen, og honningen til den stærke pale ale "Honningtudsen" kommer fra Thy.

- Det er sjovere og mere personligt, at vi har nogle mindre aftaler, hvor det ikke bare handler om at køre ud med en palle øl, sætte den og så afsted igen. Her får vi en snak med forhandlerne, der kan fortælle os, hvilke reaktioner de får på øllet, siger Kent Antonsen.

- Vi vil også gerne komme på hane, så vi kan blive repræsenteret hos byens restaurationsliv, siger Kent Antonsen. Foto: Morten Pedersen

Lige nu kan man købe Vocatus’ øl til torvemarkedet på Nytorv, hos Gårdbutikken Bakkely, Houlkær Bageri, Palmehaven, Vestervangskiosken, Sommershoppen i gågaden, Løvel Gartneri, Fjerland Gårdbutik, de to vinhandlere i Skives gågade samt Voldbys købmand. Men måske kan man snart slukke tørsten i det lokale øl flere steder.

- Vi vil også gerne komme på hane, så vi kan blive repræsenteret hos byens restaurationsliv. Vi tager måske en tur rundt igen for at spørge, om der er flere i byen, som vil have et samarbejde med os - både butikker og restauranter, slutter Kent Antonsen.

Den opfordring er hermed givet videre.


Vi går ikke efter at være på hylderne hos Bilka og Føtex i hele landet. Vi vil langt hellere kunne findes hos mindre lokale forhandlere, og så poppe op nogle steder, hvor det lige giver mening.

Anders Villadsen, medindehaver af Vocatus


Annonce
Annonce
Viborg Nyt

Baggårdsfortællerne holder fortælleaften ved Sønæs

Annonce
Annonce
Viborg Nyt

Klumme: Et foto som rammer dig lige i maven

Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Nye skilte rundt om Viborg-søerne fortæller historier om stedet lige dér, hvor du står

Viborg Nyt

Klumme: Hvert andet kræfttilfælde kan forebygges

Viborg Nyt

Klumme: Gider unge mænd ikke give pigerne oralsex?

Viborg Nyt

Der hænger flere hundrede hjertestartere i Viborg Kommune: Alle og enhver kan bruge en af dem til at redde liv

Viborg Nyt

Musikalsk teater, trylleshows, underholdende oplysning og farvestrålende cirkusgøgl: Borgvold Søndage er tilbage

Viborg Nyt

Peder fra Viborg faldt om med hjertestop - var død i 15 minutter

Viborg Nyt

Lokal førstehjælpsinstruktør: - Mange unge lærer førstehjælp i dag

Viborg Nyt

Bagagerumsmarked vender endelig tilbage på Dyrskuepladsen - og det bliver både lørdag og søndag

Viborg Nyt

Tomhed bliver snart afløst af travlhed: Expo Partner glæder sig til messer i efteråret

Viborg Nyt

Indehaver af Sommershoppen ville være ejer i stedet for lejer - men andre købte den ejendom, som han med tilfredshed er flyttet ind i

Viborg Nyt

Handelsbanken får ny direktør med rødder i Viborg

Viborg Nyt

Corona-restriktioner har ikke skræmt biografgængere væk: Fotorama melder om masser af gæster

Viborg Nyt

Slut med legetøjsbutik - nu skal hun være influencer og mor til to

Viborg Nyt

Klumme: 24 timer med løb, liv og glæde for alle

Viborg Nyt

Klumme: Skal det være kattens besværligt at få katten til dyrlæge?

Viborg Nyt

Biograf-chefen anbefaler: Her er sommeren og sensommerens store premierefilm

Viborg Nyt

Klumme: Sex… eller bare ligge i ske?

Viborg Nyt

Sct. Mathias Centrets nye chef får travlt - skal lede butikscentre i tre store jyske byer

Viborg Nyt

Klumme: Sommerlæsning og lyd i øret

Viborg Nyt

Klumme: Nyd sommerferie, grill og drinks – men husk at få hovedet med

Viborg Nyt

Det begyndte med en gruekedel for seks år siden: Nu drømmer Kent og Anders om at blive ølbryggere på fuld tid

Annonce