Annonce
Viborg Nyt

Eksplosion i antallet af sure smileys: En tilfældighed eller nyt kontrolkoncept?

I de sidste to måneder er der tildelt 11 sure smileys i Viborg. Foto: Scanpix
På de sidste to måneder er der givet 11 sure smileys i Viborg. Fødevarestyrelsen kan ikke komme med en entydig forklaring på, hvorfor det lige er nu, at mundvigene hænger så mange steder.
Annonce

Viborg: En sur smiley i vinduet og en bøde - oftest i femcifret udgave.

Det er ikke rart for restauranter og supermarkeder at få Fødevarestyrelsens dårligste bedømmelse, men alligevel har rigtig mange lokale fødevarevirksomheder ikke haft styr på madvarerne, rengøringen eller papirarbejdet de seneste to måneder.

I 2020 er der pt. registreret 18 sure smileys til de 164 fødevarevirksomheder med postnummer i 8800 Viborg. Og af de 18 sure smileys er de 11 delt ud i løbet af de seneste to måneder.

Men hvorfor vælter det ind med sure smileys lige nu? Er de kommet nye procedurer, en ny kontrollant eller er det bare tilfældigheder?

- Vores tilsynsførende kontrollanter dækker ofte nogle meget store områder. Derfor kan de mange bøder have noget at gøre med, at det simpelthen har været det område, som har været i fokus, siger Inge Emborg, sektionsleder i Fødevarestyrelsen, der også påpeger, at der helt simpelt kan være tale tilfældigheder.

- Oftest gives bøder og sure smileys, når vi laver opfølgende besøg, for at se om ting, vi har påpeget, er ordnet. Hvis tingene ikke er bragt i orden, kommer der sanktioner. Men man kan også give bøder, hvis der er tale om særligt grove tilfælde. Der kan det falde lidt tilfældigt og oven i hinanden, hvornår der falder førstebesøgs-bøder og bøder ved opfølgningsbesøg, konstaterer Inge Emborg.

Annonce

Nyt koncept

En anden forklaring på de mange sure smileys, kan ifølge Vibeke Højbjerg, øverste chef for kontrolindsatsen og smiley-ordningen, tilskrives et nyt kontrolkoncept, der blev indført 1. januar.

I korte træk betyder det nye koncept, at kontrollanten i mindre grad "tager den næste i køen", men ud fra databeregninger i stedet kontrollere oftere de steder, hvor der vurderes at være problemer.

- I forhold til detailvirksomheder (restauranter og fødevarebutikker, red.) har vi ændret lidt fra de faste frekvenser til mere målrettet kontrol, hvor der er problemer. Virksomheder, der klarer det godt, oplever mindre kontrol. Dem, der klarer sig skidt, får mere kontrol. Og det kan medføre, at der uddeles flere sure smileys, siger Vibeke Højbjerg og fortsætter:

- En virksomhed kan få alt mellem nul og fire besøg om året. Og med det nye kontrolkoncept, vil det være mere forskelligt, hvor mange besøg, man får. Men selvom man har en elite-smiley, så kan vi stadig pludselig stå der til et kontrolbesøg.

På landsplan er der dog ikke de store udsving trods det nye kontrolkoncept.

- Overordnet set er vi på niveau med de tidligere år. Her ligger vi på mellem 82-84 procent, der får tildelt den helt glade smiley. Det har været stabilt de seneste 10 år. Da vi indførte ordningen i 2001, steg regelefterlevelsen markant. Så smileyordningen har helt sikker haft en positiv effekt på forbrugernes fødevaresikkerhed, siger Vibeke Højbjerg.

Hun fremhæver også en enkelt ting mere, der har fået ekstra fokus siden 1. janaur.

- Vi er også blevet mere fokuseret på anmeldelser fra forbrugere. Det kan være, at der er forbrugere i Viborg, som har haft øjnene med sig. En anmeldelse fører normalvis en kontrol med sig, fortæller hun.

Viborg Nyt ville gerne have været med på en kontrol, men det tillader fødevarestyrelsen ikke. Det er i øjeblikket heller ikke muligt at interviewe en kontrollant. Det fortælle styrelsens presseafdeling med henvisning til, at man er presset i organisationen med nedslagtning af mink.


En virksomhed kan få alt mellem nul og fire besøg om året. Og med det nye kontrolkoncept, vil det være mere forskelligt, hvor mange besøg, man får. Men selvom man har en elite-smiley, så kan vi stadig pludselig stå der til et kontrolbesøg.

Vibeke Højbjerg, øverste chef for kontrolindsatsen og smiley-ordningen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ryd op i roderiet

Viborg Nyt

Adventsudstilling over to gange

Viborg Nyt

Ansvar bliver man bare klogere af

Viborg Nyt

"Fem Fede Dage" på Viborg Gymnasium

Annonce