Annonce
Viborg Nyt

En investering i miljøvenlighed: Sender malingrester til farligt affald i stedet for kloakken

Patrik Korr kan fremvise den miljøvenlige maskine, der genbruger vandet og samler malingrester op. Foto: Morten Pedersen
En ny maskine hos R2 Farver genbruger vandet, der renser pensler og ruller - og så samler den malingaffald op i stedet for at sende det ud med badevandet.

Viborg: Malingrester skal på genbrugspladsen som farligt affald - det ved de fleste.

Men når man renser pensler, ender malingen i håndvasken og ryger i kloakken, hvilket ikke er godt for miljøet. Derfor er det i sagens natur heller ikke godt, når massevis af malerpensler- og ruller hos professionelle skal renses efter en dags arbejde.

Det har de taget konsekvensen af hos R2 Farver, hvor man har investeret i en miljøvenlig rulle- og penselvasker, der kan genbruge vandet mellem seks og ti gange, og dermed sparer mellem 50 og 80 procent af vandforbruget, lyder det fra R2 Farvers Patrik Korr.

Annonce

- Og i stedet for, at malingen ryger ud med kloakvandet, så samler det sig som slam, vi efterfølgende kan køre ud til renovation som farligt affald, siger han.

Selvom R2 Farver sparer lidt penge på vandregningen, er det ikke en investering, som giver økonomisk afkast.

- Det er helt klart for miljøets skyld, for det er ikke en helt billig maskine, selvom vi da sparer lidt, hver gang vi bruger den i forhold til den tidligere. Men det står slet ikke mål med udgiften til den, siger Patrik Korr.

Der er masser af maling-slam tilbage fra penslerne, som nu ryger i farligt affald i stedet for i kloakken. Foto: Morten Pedersen

Til gengæld er R2 Farver med fremme i feltet med at tage ansvar for en grøn omstilling.

- Det kan sagtens ende med, at en maskine som denne bliver lovkrav en dag. I så fald har vi bare været på forkant med udviklingen, og det er vi glade for. Når man ser, hvor meget slam vi har samlet op og kørt ud på genbrugspladsen, så tænker man da: "hold da op" i forhold til, hvor meget maling der ryger ud i kloakken på landsplan, slutter Patrik Korr.


Når man ser, hvor meget slam, vi har samlet op og kørt ud på genbrugspladsen, så tænker man da: "hold da op" i forhold til, hvor meget maling, der ryger ud i kloakken på landsplan.

Patrik Korr, R2 Farver


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ny erhvervsrådgiver i EDC Erhverv

Viborg Nyt

Sejlcenter havde standerhejsning

Annonce