Annonce
Viborg Nyt

Er du en god-nok-forældre?

Anne-Mette Sohn Jensen. Foto: Morten Dueholm
Annonce

Viborg: Vi sætter som forældre høje standarder for os selv. Der er meget, vi føler, vi skal leve op til i vores egenskab af mor og far for vores børn, og vi kan nemt at få oplevelsen af ikke at have gjort det godt nok eller håndteret alle situationer på den rigtige måde.

Sådan nogen som mig, en af de professionelle med faglige argumenter og forskningsbaseret viden om udviklingspsykologi, adfærd og familieliv, er også med til at skrue forventningerne godt og grundigt i vejret, når jeg og andre præsenterer, hvad der er rigtigt og forkert.

Da jeg fik mit første barn for godt 19 år siden, købte jeg Politikens Bogen om Barnet. Jeg vidste intet om at være mor, og jeg var den første i min omgangskreds, som blev gravid. Troligt læste jeg om alt fra søvn til mad og de forskellige udviklingsstadier, som eksempelvis forklarede, hvorfor baby på et bestemt antal måneder blev ked af det, når jeg forlod stuen. Og jeg slugte det råt.

Jeg hoppede også med på "Sov godt"-bølgen, som heldigvis siden er blevet anfægtet. Men jeg troede på eksperterne i bogen, som skrev, at det var okay, at min datter græd sig i søvn hver eneste aften. Hun skulle bare lære, at det ikke hjalp. Sådan i grove træk. Heldigvis sagde en mand, som ikke læste bøgerne, men brugte sin sunde fornuft, at det ikke kunne være godt for vores datter. Så vi stoppede med dén metode.

Der er meget, jeg i bagklogskabens skinnende klare lys ville have gjort anderledes. Dels fordi jeg har fået meget faglig viden siden, men især fordi jeg ikke dengang helt stolede på min egen intuition om, hvad der var godt nok og det rigtige for mig som mor.

I udviklingspsykologien kan vi heldigvis støde på begrebet "good-enough-parent" - altså "god-nok-forældre" - som er introduceret af Donald Winnicott i starten af 70’erne. Han refererer med begrebet til at almindelig omsorg og vores naturlige, intuitive evne og vilje til samspil med vores børn, så de er trygge, er nok til at skabe en god tilknytning og sikre en sund udvikling. Vi kan, siger Winnicott (og jeg), ikke undgå at komme til at fejle og mislykkes undervejs i vores bestræbelser på at hjælpe vores børn på vej, og det er okay. Så længe vi står klar til at trøste, hjælpe, lytte og forstå, uanset hvad børnene gør. Også når de bliver store.

Mine egne forældre har heller ikke været perfekte, men de har gjort det godt nok og ikke mindst så godt, som de kunne, og jeg er trods alt kommet nogenlunde ud på den anden side. På samme måde ved jeg, at godt nok i forhold til mine egne børn, er tilstrækkeligt til, at de er klædt på til at træde ud i livet. Fordi de ved, at jeg har øje for deres behov, jeg tager vores relation alvorligt, jeg tilbyder dem en tryg base og gør mig umage med at sige undskyld, når jeg fejler med jævne mellemrum. At sænke kravene til mig selv har faktisk gjort mig til en bedre mor, og når jeg endda har faglige argumenter med i baggagen, så er jeg faktisk en god-nok-mor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Julemarked åbner igen

Viborg Nyt

Kulturnatten og Viborg i farver

Viborg Nyt

Byggefirma vil opføre 20 huse på tømmergrund

Viborg Nyt

Småt - men godt - modeshow

Viborg Nyt

Ny medarbejder hos By Brorson

Viborg Nyt

Tag på tur med Bymanden

Annonce