Annonce
Viborg Nyt

Er du kæreste med din kæreste?

Kimi Sand. Foto: Morten Dueholm
Annonce

Klumme: Sikke noget fjollet noget at skrive, men der er nu lidt mening med galskaben.

Ordet betyder ”den allerkæreste”, og det handler om, at det menneske, vi har tæt på os i hverdagen, gerne skulle være det menneske med den største betydning. Altså det er jo bare min definition, og tanker om det.

Der findes mange andre definitioner og sandheder. Men prøv at tænke over, om du behandler din kæreste/kone/mand som den ”kæreste”, altså som et menneske hvis mening og velfærd betyder noget for dig.

Gør du dig umage for, at den anden har det godt, er glad og tilpas?

Opfører du dig på en måde, så du kan se dig selv i spejlet og sige, det kan jeg godt være bekendt?

Kan du egentlig godt lide den måde, du er på over for det kæreste menneske i dit liv?

B.S. Christiansen sagde engang i en udsendelse om parforhold: kunne du tænke dig at være gift med dig selv?

Det, synes jeg, er en klog sætning, som nok kan få de fleste til lige at tænke sig lidt om, hvis de tør. For mange gange, når der går hverdag i parforholdet, tager vi hinanden for givet, som en selvfølge og glemmer den almindelige høflighed, hvormed vi behandler andre mennesker på arbejdet eller i foreningen, eller hvor du ellers kommer.

”Tag lige skraldespanden med ud, eller hent lige en kop kaffe til mig!”

Tænker du over, at hvis du gjorde disse ting af dig selv for dit kæreste menneske, så ville han/hun måske begynde at behandle dig mere kærligt?

Vi kan altid starte med os selv, hvis vi synes, at vores partner godt kunne gøre sig lidt mere umage. Bare det at huske at sige tak og rose vores partner kan ændre på tonen i hjemmet, og hvis der er børn, vil det lære dem noget om at behandle deres medmennesker med kærlighed.

Jeg synes, de reklamer for et bestemt telekompagni, hvor folk råber ad hinanden, og børnene gentager den tone, er meget sigende for, hvordan vi viser næste generation, hvordan de skal opføre sig. De gør, som vi gør.

Når du har været sammen med din partner et stykke tid, og forelskelsen begynder at dampe lidt af, og I begynder at kende hinanden godt, opdager du sikkert flere og flere ting, som irriterer dig ved din partner (det er helt normalt, for vi er jo ikke ens og gør ikke tingene på samme måde).


Bare det at huske at sige tak og rose vores partner kan ændre på tonen i hjemmet, og hvis der er børn, vil det lære dem noget om at behandle deres medmennesker med kærlighed


Men så er det vigtigt at begynde at holde et spejl op og se, om der måske ikke også er nogle irriterende ting ved dig selv, som partneren finder sig i uden at sige noget, eller måske siger han/hun det, men på en kærlig måde; ”jeg ville elske, hvis du slog toiletbrættet ned”.

For vi tror jo altid, at vi selv er perfekte, det er kun de andre, der opfører sig dumt, ligesom i trafikken.

Men hvis vi kan erkende vores egne fejl og begynde at lytte, når den anden beder os om at ændre på en bestemt adfærd, som det egentlig ikke ville være så svært at ændre på, så viser vi partneren, at vi lytter og tager ham/hende alvorligt, og så kunne det også være, at de ville byde ind med kærlige handlinger, som gør samlivet bedre og mere til at holde ud i det lange løb.

Klummeskribent Kimi Sand

Kimi Sand på 58 år er sexolog, fysioterapeut og parterapeut. Hun har klinik i Viborg og skriver om sine erfaringer med sex- og samliv.

Hun har været fysioterapeut siden 1993, og sexolog siden 2014. Hun tager gerne udgangspunkt i anonyme spørgsmål og kommentarer fra læsere af Viborg Nyt - så skriv endelig til hende.

Annonce
Annonce
Viborg Nyt

Kulturnatten og Viborg i farver

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Småt - men godt - modeshow

Viborg Nyt

Ny medarbejder hos By Brorson

Viborg Nyt

Tag på tur med Bymanden

Viborg Nyt

Lær dit barn at spotte en groomer

Annonce