Annonce
Viborg Nyt

Er pædofil = monster?

Kimi Sand
Annonce

I samfundet har vi forskellige moralske og etiske regler for mange ting - blandt andet sex. Selvom det ikke er noget, vi taler meget om, er der nogle ting, der er mere accepterede end andre.

Eksempelvis er sex mellem en voksen og børn ikke noget, vi ser med blide øjne på. Og det er med god grund. Overgreb mod børn er dybt skadeligt for børnene. De voksne, som udfører seksuelle overgreb mod børn, kaldes pædofile, og der findes en diagnose for dem i det psykiatriske system. Det diagnosticeres ud fra følgende kriterier fra Diagnostic and statistical Manual of Mental disorders (DSM-5). Et system, man bruger til at diagnosticere ud fra over det meste af den vestlige verden.

1) At der over en periode over seks måneder har været tilbagevendende intense seksuelle fantasier, lyst eller adfærd, som har omfattet seksuel aktivitet med et eller flere præpubertært børn (13 år eller yngre)

2) Individet har handlet på de seksuelle lyster eller også medfører lysterne eller fantasierne betydelig lidelse for individet.

3) Individet er mindst 16 år og mindst fem år ældre end barnet fra første kriterie.

Vi hører oftest om pædofili, når der har været begået overgreb mod børn, men vi hører sjældent om, at der faktisk er mange voksne, som fantaserer om sex med børn, men som aldrig handler på disse fantasier. Vi ved selvsagt ikke hvor mange, der findes i denne gruppe.

Disse mennesker lever ofte i isolation, enten i deres fysiske hverdag eller i et parforhold, hvor de er nødt til gemme deres tanker. For de kan ikke tale med nogen om deres problem, og de kan ikke opsøge hjælp hos deres læge, for gør de det, kommer det til at stå i deres journal. Dette giver en stor risiko for at blive stigmatiseret og fordømt. Denne isolation fra samfundet og fortrolige kan øge risikoen for, at de kan blive udøver af overgreb mod børn.

Derfor er der i 2018 sat penge af i sundhedspuljen til at hjælpe mennesker med pædofile tanker, mennesker som lider, som ønsker hjælp, og som ikke selv kan finde en vej væk fra de tanker, som de godt ved kan skade andre og være årsag til udstødelse af samfundet.

Man er i gang med at finde forskellige måder at hjælpe mennesker med seksuelle tanker om børn på, og man har forsket i forløb med dømte pædofile, der har fået behandling som en del af deres dom, som har forløbet over to år. Mange af de dømte har ønsket at fortsætte forløbet efter udløbet af dommen, fordi de godt ved, at det er svært at slippe af med de ”forbudte” tanker. Forskningen viser også, at disse forløb forebygger en-tredjedel af nye overgreb.

Der findes dog endnu ikke mange tiltag for de mennesker, som ikke har begået kriminelle overgreb, men i udlandet er man meget længere i forebyggelse og behandling end herhjemme. Sexologisk klinik på Rigshospitalet i København kan tilbyde hjælp i form af terapi og rådgivning, og man kan være anonym. Se mere på hjemmesiden brydcirklen.dk. Du kan få hjælp til at kontrollere de seksuelle tanker og møde forståelse og få støtte. Alle kan kontakte telefonrådgivningen på brydcirklen.dk.

Skriv gerne med kommentarer og spørgsmål til info@kimisand.dk.

Klummeskribent Kimi Sand

Kimi Sand på 57 år er sexolog, fysioterapeut og parterapeut. Hun har klinik i Viborg og skriver om sine erfaringer med sex- og samliv.

Hun har været fysioterapeut siden 1993, og sexolog siden 2014. Hun tager gerne udgangspunkt i anonyme spørgsmål og kommentarer fra læsere af Viborg Nyt - så skriv endelig til hende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce