Annonce
Viborg Nyt

Flere spejdere i Waingunga-stammen end nogensinde før

Der er kommet 20 procent flere spejdere end før den anden corona-nedlukning, lyder det fra Waingunga-stammen. Privatfoto
Selvom aktiviteterne har været suspenderet de seneste måneder, står spejdergruppen Waingunga stærkt. Største udfordring er faktisk, at man er ved at vokse ud af rammerne på Gammel Skivevej.

Viborg: Corona-krisen har ikke svækket spejdergruppen Waingunga-stammen i Viborg - tværtimod. Nye spejdere dukker op hver eneste uge, og medlemstallet har aldrig været højere.

Spejdergården Poulholm på Gammel Skivevej i den nordvestlige del af Viborg er en myretue af aktivitet de fleste af ugens dage. Efter flere måneders pause på grund af den landsdækkende corona-lukning er spejdere i alle aldre tilbage på den naturskønne grund.

Siden marts er aktivitetsniveauet steget, og det samme er antallet af spejdere i alle aldre.

Annonce

- Stort set 100 procent af de "gamle" spejdere kom tilbage i marts, da vi startede igen, og så oplever vi, at rigtig mange nye børn har fået lyst til at være spejdere hos os. Vi bruger ikke et minut på at rekruttere nye spejdere - de kommer helt af sig selv, siger gruppeleder Louise Ejgod i en pressemeddelelse.

Således er medlemstallet er steget med 20 procent, og der er nu et stykke over 250 aktive spejdere.

Det er vel at mærke sket i en tid, hvor der i lange perioder har været lukket for al fritidsaktivitet og eller har været restriktioner for afvikling af møder og ture.

- Det fortæller mig, at vi er lykkedes med at skabe de rigtige rammer for at være spejder i Viborg. Vi oplever, at mange børn gerne vil være en del af et fællesskab, hvor der er plads til den enkelte i fællesskabet, siger gruppelederen.

Vokseværk og trængsel

Vokseværket i Waingunga-stammen er ikke akut, men har været undervejs i mange år. Nu drømmer Louise Ejgod og lederne i Waingunga-stammen om, at de fysiske faciliteter på Spejdergården Poulholm også bliver større.

- Vores store grønne udendørsareal kan udnyttes endnu bedre i fremtiden. I første omgang kunne vi godt bruge nogen værkstedsfaciliteter og helt simpelt et sted, hvor spejderne kan være i læ for regn og sne i vinterhalvåret, siger hun.

Pladsmanglen er meget konkret på Poulholm. Gruppens tropsspejdere byggede i efteråret udendørs patruljelokaler af gran-rafter. De står som et monument over pladsmanglen på en våd eng bag ved brevdueforeningens klubhus.

- Det vil være fantastisk, hvis tropspejdernes selvbyggede patruljelokaler kunne erstattes af en stor ny bålhytte eller endnu bedre - et madpakkehus med plads til nye spejdere og spejderaktiviteter, siger Louise Ejgod.


Stort set 100 procent af de "gamle" spejdere kom tilbage i marts, da vi startede igen, og så oplever vi, at rigtig mange nye børn har fået lyst til at være spejdere hos os. Vi bruger ikke et minut på at rekruttere nye spejdere - de kommer helt af sig selv.

Louise Ejgod, gruppeleder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Borgermøde om detailhandel aflyst

Viborg Nyt

Forårskoncert i Houlkær Kirke

Annonce