Annonce
Viborg Nyt

Fotodage Viborg er aflyst i år

Til maj skulle Årets Pressefoto-udstillingen have været vist på biblioteket som en del af Fotodage Viborg. Men det er aflyst. Arkivfoto: Morten Dueholm
Gennem syv år har festivalen Fotodage Viborg været en fast del af forårskalenderen. Men også den er aflyst på grund af corona-virus, og kun meget få udstillinger og arrangementer bliver udskudt til senere.
Annonce

Viborg: I syv år har viborgenserne kunnet se frem til en forårsfestival fyldt med fotografier.

Holdet bag Fotodage Viborg havde da også festivalprogrammet på plads og var tæt på at sætte hele den store maskine i gang, da corona-virussen gjorde sit indtog og skabte store omvæltninger i vores samfund.

Den ottende udgave af Fotodage, der skulle have været afholdt fra den 2. til 17. maj, er derfor aflyst.

- Det er ude af vores hænder. Det er kommunens top, der har besluttet, at det skal være sådan, siger formand for festivalen, Flemming Sørensen.

Ud af programmets mellem 50 og 100 udstillinger og arrangementer bliver kun tre gennemført. Den ene er konkurrencen og kåringen af Danmarks Unge Fototalent 2020, hvor talent- og håbefulde unge allerede har indsendt masser af billeder, der i øjeblikket bliver vurderet af dommerne.

Vinderen bliver afsløret den 1. maj, og vedkommendes vinderbillede såvel som andre udvalgte fotografier vil blive vist i en online-udstilling på festivalens hjemmeside.

Annonce

Udstillinger

Derudover arbejdes der på at finde et tidspunkt i løbet af sommeren eller efteråret, hvor Årets Pressefoto kan vises på Hovedbiblioteket i Viborg.

Og slutteligt vil en særudstilling, som Flemming Sørensen er meget begejstret for, også få ny åbningsdag.

- Udstillingen, der skulle have tyvstartet fotodage, er med billeder af dronningen. Den skulle have været åbnet på hendes fødselsdag den 16. april på Kongehyldningspladsen, som jo dybest set er det mest oplagte sted i kongeriget Danmark at hylde en dansk majestæt, fortæller Flemming Sørensen.

Han uddyber, at udstillingen er meget anderledes end andet, der bliver lavet i forbindelse med den runde fødselsdag. Det er nemlig 20 billeder, taget af den samme fotograf, over en 40-årig periode, og Flemming Sørensen har egenhændigt udvalgt netop de 20 fra et arkiv på 1186 billeder.

- Det er super ærgerligt, vi ikke kan åbne på dagen, men det ville være mere ærgerligt ikke at vise billederne på et andet tidspunkt, siger han.

Annonce

Amputeret

Fotodage Viborg blev startet i 2013 af et netværk af lokale fotoelskere, og det skete netop i Viborg, fordi Medieskolerne, som uddanner et væld af fotografer, ligger i byen.

Festivalen hylder fotografiet i al dets mangfoldighed gennem aktiviteter som workshops, foto-ture, artist talks og rundvisninger.

Flemming Sørensen kalder da også dette års festival for "amputeret":

- Det er enormt frustrerende, det vil jeg da godt sige. Jeg har personligt lagt hundredvis af timer i det ligesom de andre år. Det er surt, men sådan er vilkårene. Vi kan jo ikke lave noget, når folk ikke må forsamles.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Sidste åndedrag for Carte Blanche

Annonce