Annonce
Viborg Nyt

Gadget-nørden fra Brattingsborgskolen droppede flow-tv allerede i 80'erne

Peter Kjærsgaard blev uddannet som lærer i 1996 - og siden 2000 har han undervist på Brattingsborgskolen. Foto: Morten Dueholm
Annonce

Klejtrup: I snart 20 år har den nu Peter Kjærgaard været lærer på Brattingsborgskolen, hvor den 51-årige selvudnævnte gadget-nørd underviser i en lang række fag. Privat er han gift og har to voksne sønner.

Hvordan husker du selv din folkeskoletid?

- Jeg tror de fleste skolelærere har haft en god skoletid, hvilket kunne være en af årsagerne til, at de vælger det som professionelt erhverv. Jeg har selv haft en god tid som elev i folkeskolen, hvor jeg har gået på den samme skole fra 0. til 10. klasse. Min egen skoletid var præget af en god blanding af lærere, hvor nogle havde været eller var en del af ungdomsoprøret og andre var mere af den gamle skole. På trods af deres forskellighed var de alle engagerede og gode til at lære fra sig.

Hvorfor blev du lærer?

- Jeg blev lærer, fordi det er vigtigt for mig at kunne gøre en forskel. Det er i hvert fald et mål i mit daglige virke. At gøre en forskel for elever fra alle samfundets sociale lag.

Hvilke fag underviser du i – og hvorfor?

- Jeg har altid været videbegærlig, så folkeskolen var et aktivt valg, da man her kan fordybe sig i mere end et enkelt eller få fagområder. Derfor underviser jeg i en bredere vifte af fag. Mit primære fag er matematik, men jeg underviser også i historie, svømning, idræt og natur-teknologi.

Hvad er det vigtigste, en folkeskole skal give børnene med sig i livet?

- Den danske folkeskole skal, som jeg ser det, kunne gå på flere ben. Med høj faglighed vil eleverne have bedre chancer for at klare sig godt i et moderne dynamisk samfund. Med gode sociale kompetencer vil eleverne have gode chancer for at klare sig godt - både privat og på et arbejdsmarked, hvor samarbejde bliver mere og mere vigtigt. Med god viden og erfaring i demokrati vil eleverne forhåbentlig være med til at bevare og videreudvikle den nordiske samfundsmodel i en omskiftelig verden.

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

- Jeg har brandgode kolleger, hvor vi både kan pjatte og være alvorlige, og så er det vigtigt for mig, at man på min arbejdsplads tør vise sårbarhed. Altså, at man ikke skjuler sine svage sider, men er åben omkring dem. Så er der altid en kollega, som både vil og kan hjælpe. Det, er jeg sikker på, gør vores skole endnu bedre.

Hvad savner du i folkeskolen, som den ser ud nu?

- Nu er jeg så gammel, at jeg har været ansat i kommunen før kommunesammenlægningerne. Dengang var der en nærhed mellem skoler og rådhuset, som på grund af kommunernes størrelser i dag ikke findes mere.

Hvad bruger du din fritid på?

- Når man har rundet de 50, er kroppen jo ikke helt så skarp, som den var engang. For at den nu ikke skal forfalde alt for meget, prøver jeg at holde den i gang med floorball, cykling, rulleski, brændehugning og kajakroning. Derudover kan man vist kalde mig gadget-nørd, så jeg bruger en del tid på elbiler, elcykler, computere og alt muligt andet, som har en tænd/sluk-knap.

Hvilke medier benytter du dig af (sociale medier, tv/streaming, radio, computer, aviser eller magasiner)?

- Som gadgetnørd droppede jeg allerede flow-tv sidst i 80'erene, så jeg er helt med på youtube, diverse hjemmesider og masser af podcasts. Facebook derimod er jeg ikke kæmpefan af, men er dog nødtvunget på, så jeg kan være med i en række elbilsgrupper.

Hvilken mad, kan du lide?

- Jeg har en svaghed for det italienske køkken.

Hvad er den sidste film, du husker?

- Once upon a time in the west.

Hvor tager drømmerejsen dig hen?

- Jeg afholder drømmerejse hvert år, når jeg smider min elcykel ind bag i min elbil. Så drager jeg ellers derhen, hvor vejret er godt, og der er nogle fede bjerge, man kan cykle opad.

Hvad synes du generelt om dit lokalområde?

- Min arbejdsplads i kommunens yderste udkant er forankret i den omgivende landsby. Herude trives vi med vand, skov, marker, hinanden og gyllelugt klods op af skolen.

Der går min klasselærer

Folkeskolen er noget, der binder os alle sammen - og lærerne er folkeskolens vigtigste ressource. Ofte er lærerne personer, man husker resten af ens liv.

Viborg Nyt vil derfor bringe en stribe portrætter af lokale folkeskolelærer under titlen: ”Der går min klasselærer”.

I denne uges udgave er det Peter Kjærsgaard fra Brattingsborgskolen.

Torsdag, den 30. januar 2020 Peter Kjærsgaard Foto: Morten Dueholm
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Bliv en del af Viborgs historie

Viborg Nyt

Soppefesten bliver til Droppefesten

Viborg Nyt

Nye p-pladser på vej i banebyen

Annonce