Viborg: Optikerassistent fra Louis Nielsen i Viborg Heidi Andreassen kan nu smykke sig med endnu en titel. Hun har netop bestået sin uddannelse til optical dispenser.
- Det er dejligt at være færdig og stå med beviset i hånden. Nu glæder jeg mig til at bruge alt det, jeg har lært, overfor kunderne, så de får en endnu bedre oplevelse, fortæller Heidi Andreassen.
Uddannelsen er en overbygning på deres job som optikerassistent, hvor de sædvanligvis hjælper kunderne med at finde det helt rigtige stel til netop deres ansigtsform og stil.
Uddannelsen strækker sig over to semestre med afsluttende eksamen og er udviklet af Optikerhøjskolen i Randers i samarbejde med Louis Nielsen.
Gennem uddannelsen har Heidi Andreassen således fået bedre indsigt i og større forståelse for så forskellige emner som optiske løsninger, øjensygdomme og kundeservice.
- Det har virkelig trukket tænder ud nogle gange, fordi vi har skullet sætte os ind i nye fagområder samtidig med, at vi har haft vores almindelige hverdag i butikken, men det har været virkelig godt, fortæller hun.
Chefen er også tilfreds:
- Heidi er vigtig for vores hold i butikken, og jeg er glad for, at hun har valgt at videreuddanne sig og blive optical dispenser, fortæller Indehaver og chefoptiker Marck Solholt.