Annonce
Viborg Nyt

Hjælp, der er sukker i min frugt!

Annonce

Viborg: Min oplevelse som sundhedsprofessionel er, at mange er bange for at spise frugt grundet dets indhold af frugtsukker. Jeg hører også om sundhedsprofessionelle, der fraråder folk at spise frugt, enten fordi man gerne vil tabe sig eller få et mere stabilt blodsukker.

Men hvad er op og ned i debatten om frugt? Kan ernæringsforskningen konkludere, om frugt er skadeligt eller gavnligt for sundheden?

Annonce

Undgå raffineret frugtsukker

Et globalt studie fra 2019 undersøgte sundhedsdata fra 195 forskellige lande i verden og deres kostmønster. Her fandt forskerne, at indtag af frugt var det tredjevigtigste kostvalg for sundheden. Nummer 1 og 2 på listen var for meget salt og for lidt fuldkorn.

Men et lavt indtag af frugt er medvirkende til, at mere end 2,3 millioner mennesker hvert år på verdensplan dør for tidligt af en livsstilssygdom. Derudover er et lavt indtag af frugt også den primære årsag til, at mere end 60 millioner mennesker hvert år mister sunde leveår.

Hovedkonklusionen fra det store globale studie var soleklart. Frugt er en sundhedsfremmende fødevare, vi bør spise hver dag!

Derimod er frugtsukker i sin rene og raffinerede form skadeligt i for høje mængder. Det findes blandt andet i almindeligt hvid sukker og er tilsat rigtig mange forarbejdede fødevarer, hvor det bliver brugt som sødemiddel.

Frugtsukker, der er fjernet fra sin naturlige plads i frugt, kan øge risikoen for type-2 diabetes, nedsat insulinfølsomhed, overvægt og leverskader.

Annonce

Mere end frugtsukker

Den sundhedsskadelige effekt ses kun ved indtaget af rent frugtsukker, mens der i frugt er mange andre gavnlige stoffer end blot frugtsukker. Frugt menes især at være gavnligt på grund af indholdet af sundhedsfremmende plantestoffer ved navn polyfenoler.

Foruden polyfenoler får du også fibre, vand, vitaminer og mineraler, hver gang du snupper en bid frugt, hvilket gør det til en mere næringsrig form for sukker. Derfor kan du roligt søde din mad med frugt.

Annonce

Stabilt blodsukker og vægttab

Hvad sker der, hvis man spiser et kilo frugt om dagen?

Det er blevet testet i et virkelig interessante forsøg af 131 personer med metabolisk syndrom. Det er personer, der kan have flere metaboliske forstyrrelser samtidig, som forhøjet blodtryk, blodsukker, kolesterol samt være overvægtige og have nedsat insulinfølsomhed i kroppen.

Forsøgspersonerne blev opdelt i to grupper. Den ene gruppe skulle spise 200 gram frugt de første to uger af forsøget og 400 gram de næste fire uger af forsøget. Den anden gruppe derimod fik fornøjelsen af at klemme over et kilo frugt ned hver dag i seks uger. Hvad skete der for gruppen, der skulle klemme mere end et kilo frugt ned om dagen?

Nogen ville måske tro, at deres blodsukker ville stige, og de vil tage på i vægt - men det modsatte skete. Den gruppe, som spiste mest frugt, tabte sig mest, fik det største fald i kropsfedt og fik en sundere fedtbalance i blodet med mindre kolesterol.

Samtidig blev deres celler bedre til at reagere på blodsukkerhormonet insulin, hvilket betød, at deres gennemsnitlige blodsukker faldt i løbet af de seks uger. Deres kroppe blev derfor bedre til at omsætte blodsukkeret, selvom de fik meget frugtsukker fra frugt.

Det er forsøg som dette, der viser, hvor sundhedsfremmende det kan være at spise mere frugt.

Sundhedsholdet i Viborg Nyt

I 2020 vil Viborg Nyt have faste klummer med vores "sundhedshold", der sætter fokus på gode vaner, kost, motion og andre sundhedsfremmende emner.

Stig Ladefoged er 27 år og uddannet sygeplejerske. Han har specialiseret sig i livsstilsmedicin og er ekspert i ernæringsforskning. Med virksomheden "Den Plantebaserede Sygeplejerske" forsøger han at formidle forskning om livsstil og sundhed til danskerne, mens han bruger denne forskning til at hjælpe mennesker mod et bedre helbred.

Det tre på sundhedsholdet er Stig Ladefoged, Daniella Sanchez og Brian Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce