Annonce
Viborg Nyt

Hjælp! Testcentrene snupper vores arbejdskraft

Viborg: For et par uger siden kunne vi på avissiderne fortælle, at ledigheden i Viborg Kommune nu var lavere, end før corona ramte landet.

Helt grundlæggende tegner der sig et billede af en positiv udvikling, som eksempelvis også betyder, at man kan se langt færre lukkede gågadebutikker og restauranter i forhold til tidligere. Der er brug for arbejdskraft mange steder. Også fordi testcentrene rundt om i kommunen har medført flere end 200 jobs.

Men den lave ledighed har også en slagside. Særligt restauranterne har siden genåbningen haft problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Eksempelvis har en af mine kammerater åbnet en ny restaurant ved Lyby Strand nord for Skive, hvor han i de seneste måneder har søgt med lys og lygte efter en eller to ekstra kokke, der kan løfte opgaven med at få den nye restaurant sat godt i søen. Han leder stadig.

Annonce

Samme udfordring får vi her i mediehuset, når vi rammer sommerferien. Hvert år går jagten ind på ferieafløsere til at dele eksempelvis Viborg Nyt rundt i hele kommunen - men i år bliver det sværere end nogensinde at finde bude til ruterne.

En af udfordringerne er, at poderne i landets testcentre får en særdeles god løn. Der kan være lokale forskelle, men 3F skrev tidligere på året om lønninger op mod 240 kroner i timen. Det er ikke mange steder, man som ung og ufaglært kan finde den hyre. Ingen kvaler, staten betaler.

Derfor er et job som poder naturligvis også attraktivt, og når mange lokkes til, kommer der "huller" andre steder - og det rammer bredt.

Der kommer et tidspunkt, hvor antallet af corona-test - og dermed antallet af ansatte i testcentrene - falder. Allerede nu kan man se det i form af færre daglige test, i takt med at flere bliver vaccineret.

Det ændrer bare ikke på, at det denne sommer kan blive et problem at tiltrække medarbejdere for de arbejdsgivere, der normalt kan satse på sæsonarbejdere i sommerperioden. Det være sig restaurations- og turistbranchen, ferieafløsere i forskellige brancher samt events som Snapsting med mere.

Og hvad med dem, der sæsonarbejder i landbruget, som kommer fra andre lande som eksempelvis Polen. Kommer corona til at ændre noget for tilgangen af dem, som det var tilfældet lokalt sidste år. I det tilfælde vil der blot være endnu flere ubesatte sæsonjobs.

Løsningen er forhåbentlig, at der er nogle sæsonarbejdere, der kan smøge ærmerne endnu længere op. Men de fleste har også kun to arme at tage fat med, så det vil formentlig blive en stor udfordring.

Der er i hvert fald rigtig god mulighed for at få en tjans som avisbud i sommerperioden, hvis nogle skulle have lyst derude.


Der kan være lokale forskelle, men 3F skrev tidligere på året om lønninger op mod 240 kroner i timen. Det er ikke mange steder, man som ung og ufaglært kan finde den hyre. Ingen kvaler, staten betaler.

Thomas Mark, redaktør Viborg Nyt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Borgermøde om detailhandel aflyst

Viborg Nyt

Forårskoncert i Houlkær Kirke

Annonce