Annonce
Viborg Nyt

Hyldest til hjemstavnen: Der er så meget at vise frem i Viborg

Allan Harrig Jensen ved Hald Sø. Privatfoto
Allan Harrig Jensen skriver "med sit grønne Viborg-hjerte" om alt det, vi kan byde os selv og vores gæster på i vores lokalområde.
Annonce

Viborg: Hvad vil jeg vise frem på kun én dag på Viborgegnen? Det vil afhænge af, hvem jeg har besøg af, vejret/årstiden, og om der er et særligt arrangement i byen (som for eksempel Viborg Snapsting eller Jul på Nytorv).

Men i sidste måned havde jeg fornøjelsen af at have besøg af min armenske kollega og hendes datter, der bor i Randers og gerne ville se noget nyt og spektakulært. Så på en smuk forårsdag gav jeg dem en grundig rundvisning i Dollerup Bakker, som efter min mening er den smukkeste natur - ikke bare på Viborgegnen, men i næsten hele Danmark. Deres reaktioner var også flere gange "wauv, det er lige så flot som noget af det flotteste i Armenien og på Mallorca!" Vi var rundt på Inderøen, med hvad den indebærer af små fine kilder, heste og ikke mindst den overvældende natur. Gennem Troldeslugten og forbi nogle af De Fem Halder, hvor det især er blevet flot med fornyelsen af området ved Hald Hovedgaard og Hald Ruin - med andre ord er det nu endnu flottere, end man i sin tid så i familiefilmen ”Max Pinlig 2 – Sidste Skrig”.

For at runde en perfekt dag af, var jeg om aftenen inde og spise i Viborg midtby med en afsluttede øl på Viborg Bryghus. Dette ville jeg som det primære vise frem, hvis jeg kun én dag havde gæster på Viborgegnen.

Men det er ikke kun syd for Viborg, at der er meget at gribe fat i. For en anden gang kunne vi drage vestpå til Mønsted Kalkgruber, nordpå til Verdenskortet i Klejtrup samt Limfjorden med det idylliske Hjarbæk/Ulbjerg Klint (hvor noget af filmen Lykke-Per er indspillet) og ikke mindst østpå til det interaktive Energimuseet i Tange, trækstien langs Gudenåen, Ø Bakker og Ødalen. Sidstnævnte, som vi normalt hvert år har fornøjelsen af til den legendariske Hærvejsmarchen Viborg. Vil anbefale enhver at deltage i især Karnevalsmarchen, som er Danmarks længste og ikke mindst smukkeste karneval (så kan det godt være, at Aalborg Karneval til gengæld er Danmarks største). Og samtidig med det er der jo det utrolig folkelige Snapsting i Viborg midtby, som også er værd at komme langvejs for.

Jeg tror, at mange bliver overrasket over hvor mange spændende kroge og arrangementer, der er i Viborg midtby. Byens særlige historiske lokationer og arkitektur kan man få øjnene op for til arrangementer som sommerens årlige humoristiske Kongehyldningsspil, den aktuelle skattejagt, hvor man skal opklare "det sidste kongemord", sommerens Vægtergang, den årlige Bryggermarch (march i april) eller den ugentlige gang Bryg & Brosten, hvor man får kombineret en byrundvisning med et besøg på Viborg Bryghus. Sammenholdt med steder som Ølluminati Brewbar og Latinerly's Ølklub har byen en rig ølkultur, som Danske Ølentusiaster også har fået øjnene op for. Ligesom man også selv bør have øjnene op for den charmerede Søster Lagkage, det utroligt smagfulde veganer takeaway fra Café Reborn, byens nye vinbarer og i det hele taget nyde butikslivet i det nærmest ringformede sammenhængende gågadenet.

En måde at gå på rundtur i byen er også at gå i fodsporene af Niels Malmros filmen ”Kærestesorger”, som blandt andet udspiller sig på spektakulære lokationer som Viborg Katedralskole, Borgvold og de underjordiske Brygger Bauers Grotter. Ligesom der også er mulighed for gensynsglæde med flere steder, hvis man har set nogle af de tre nyere julefilm optaget i byen (den sidste har først premiere i år). I det hele taget er Viborg som juleby vist noget, der kan få de fleste til at tabe kæben, når de første gang ser det oplyste Nytorv (selv nordmændene har fået øjnene op for dette).

Dette er et must for alle, ligesom det på sin vis også er med områdets mange andre anbefalelsesværdige ting:

Lige fra gokart på Løvel Motorbane til svæveflyvning på Danmarks måske flotteste beliggende flyveplads.

Fra saunagus i Vestbadet/Viborg Svømmehal til klatring på Nordeuropas største kunstige bjerg (hos Viborg Idrætshøjskole).

Fra den gratis discgolfbane i Nordisk Park til oplandets fodboldgolfbaner (blandt andet Foulum, Ulbjerg og Hessellund).

Fra Fotodage Viborg til Animationsfestival. Fra Hvolris Jernalderlandsby til Middelalder Majmarked (inkl. ridderturnering og rovfugleshow).

Fra Midtjyllandsstenen, der markerer Jyllands midtpunkt cirka 10 kilometer vest for Viborg, til mindestenen for kongemordet i Finderup Lade (endda med den lækre Pandekagekroen lige ved siden af).

Fra Sønæs til Nørremølle Enge (Nørresøs mere naturagtige svar på Sønæs).

Fra oversete naturperler som Vedsø og Borup Hede til Granada Skoven og Daugbjerg Dås.

Fra lørdags-jazz og Vibstock til Fyrværkeri Festival og de mange verdensnavne i den nye Tinghallen.

Fra sightseeingtur i den historiske midtby med Folkebladstoget til sejltur med båden Margrethe I.

Fra vinterskøjtning på Borgvold til om sommeren at sejle rundt på søerne i vandcykler formet som ænder/svaner.

Og hvis vejret skulle være i vejen, er der adskillige indendørs legelande i form af Danmarks største Game Streetmekka Viborg, Funhall Viborg (prøv især deres crazy gokarts og Segway), Bowl'n'Fun (prøv især deres escape rooms) og Legeland Viborg (inkl. trampolinpark).

I det hele taget mener jeg, at Viborg by har stort set alt omend måske på minimalistisk vis:

I stedet for Rundetårnet har vi et rundt vandtårn med et karakteristisk læbestiftslys i toppen.

I stedet for gobeliner har vi et stort, flot Hærvejstæppe endda inde i en rundkirke

I stedet for Hammershus har vi Hald Ruin.

I stedet for Louvres glaspyramider har vi AC Hydraulics glaspyramider.

I stedet for en stor regnskov som i nabobyen har vi Hald Ege Mini Regnskov.

I stedet for hjemmebane for A-landsholdet i herrefodbold er vi hjemmebane for kvindelandsholdet.

I stedet for Hollywood Walk of Fame har vi Wall of Fame ved Palads Hotel Viborg med en masse kendissers håndaftryk (selvom byen også har sine egne herboende kendisser lige fra "Kjole-Ole" og Morten Remar til Søren Pape Poulsen og Ulrik Wilbek).

Og unikke ting som verdens største Madam Blå, Sukkenes Bro, Viborg Kunsthals cirka 150 meter lange mosaikmur, byens mange vandskulpturer (som Natholdet fremhævede, da de indspillede et afsnit i byen) og kirkegårdens træ, hvor der helt bibelsk kan komme vand ud af.

Og så er vi jo ikke engang nået til de smukke bynære søer med den majestætiske skyline indover blandt andet domkirken.

For ja, Viborg er vist primært kendt som domkirkebyen og håndboldbyen. Men det er en helt anden historie. I stedet vil jeg bare sige: Viborg - glæd dig!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce