Annonce
Viborg Nyt

Jeg følte mig som et fjols - og nærmest helt afklædt

Annonce

Viborg: Vi havde kørt de første 500 meter, da det slog mig…

Jeg har ikke hjelm på.

Det var onsdag morgen, og af praktiske grunde skulle jeg cykle med min ældste dreng til skole, der ligger 100 meter fra min arbejdsplads i Mediehuset Viborg.

Jeg cykler som oftest ind på arbejde og også hjem igen. Derfor overnatter cyklen og cykelhjelmen derhjemme i skuret, så begge dele er klar til næste dag.

Men dagen inden havde konen og jeg en fælles aftale i midtbyen, så jeg kørte i bil med hende og de to drenge hjem den tirsdag.

Cyklen og hjelmen overnattede på redaktionen.

Jeg kunne godt finde to hjul at køre på dagen efter, for jeg lånte bare min kones mountainbike. Det har jeg gjort så mange gange før, når min egen cykel skranter, og jeg ikke lige har fået den til en cykelmekaniker (det sker overraskende tit).

Men undervejs på turen kom jeg altså i tanke om det. Hjelmen hang jo på cykelstyret inde på arbejde.

Da jeg helst vil følge min dreng gennem de tre kilometers befærdede veje i midtbyen på vej ind til skolen, valgte jeg at fortsætte med at køre. Men jeg var lidt flov over det. Faktisk mere, end jeg troede, jeg ville være. Og da jeg cyklede der, følte jeg mig på en eller anden måde også afklædt, nøgen, uden hjelmen.

Oplevelsen onsdag morgen står faktisk i skarp kontrast til dengang, hvor jeg som ung voksen fast begyndte at bruge cykelhjelm. Da jeg studerede, havde jeg sideløbende et deltidsjob hos Rådet for Sikker Trafik. Jeg arbejdede med at videreformidle budskaber om konsekvenser ved vores adfærd i trafikken til unge mennesker - i tæt samarbejde med efterladte, der havde mistet et barn, en bror eller ægtefælle i en trafikulykke. Det var forfærdelige historier.

Her mødte jeg også sager med folk, der var kommet alvorligt til skade på cykler. Alvorlige skader, som kunne have været undgået med brugen af cykelhjelm.

Dengang lovede jeg mig selv, at jeg fra nu af altid ville bære hjelm. Men det stod en hård prøve, da jeg efterfølgende var i praktik et halvt år som kommunikationsmedarbejder i Vejle Boldklub. Truppen af fodboldspillere, der hovedsageligt var ældre end mig, så med vantro på den unge, voksne mand, der kom trillende med sin (kiksede) cykelhjelm. Det gav ikke meget "street cred" i macho-gruppen af professionelle fodboldspillere.

I dag har jeg det helt anderledes. Nu føler jeg mig kikset, når jeg ikke cykler med hjelm. Og det er der kommet et par andre gode grunde til. Mine to drenge.

Vi præger først og fremmest vores børn gennem vores handlinger. Det mærker jeg selv med min ældste, som ser lige igennem mig, hvis jeg gør noget, som ikke er helt reglementeret.

Det er ikke nok at sige, at vores børn skal bære hjelm. Man skal også selv tage den på. For hvorfor skulle børnene bære hjelm, hvis vi ikke gør?

Det siger sig selv, at jeg vil have det forfærdeligt med, at drengene kom galt afsted i trafikken. Og hvis jeg på bare en eller anden måde kan hjælpe til, at de opfører lidt mere hensigtsmæssigt i trafikken, vil jeg altid gøre det.

Der er naturligvis ingen garantier, men man kan lige så godt optimere sandsynligheden for, at der ikke sker dem noget.

Og så må jeg også bare konstatere, at jeg blev endnu mere glad for min cykelhjelm sidste vinter, hvor cyklen en kold januar-morgen pludselig forsvandt under mig på et isglat stykke skrånende asfalt på Falkevej. Mit hoved bankede ned mod asfalten, mens jeg gled fremad. Det gav en let hovedpine i et par dage.

Det var jeg ikke sluppet med uden hjelmen.


I dag har jeg det helt anderledes. Nu føler jeg mig kikset, når jeg ikke cykler med hjelm. Og det er der kommet et par andre gode grunde til. Mine to drenge.

Thomas Mark, redaktør Viborg Nyt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ryd op i roderiet

Viborg Nyt

Adventsudstilling over to gange

Viborg Nyt

Ansvar bliver man bare klogere af

Viborg Nyt

"Fem Fede Dage" på Viborg Gymnasium

Viborg Nyt

Donation til Mødrehjælpen

Viborg Nyt

Fra sort fredag til sort måned

Annonce