Annonce
Viborg Nyt

Klumme: Jeg finder aldrig ud af, om ham ved siden af mig var blandt de døde

Thomas Mark, redaktør Viborg Nyt. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Viborg/Roskilde: Jeg har i disse dage haft besøg af et genfærd fra fortiden. Det er ikke noget, jeg går og tænker over i hverdagen. Slet ikke. Men med markeringen af dagen vælder minderne op i mig.

Roskilde for 20 år siden. Min første og eneste Roskilde Festival.

Jeg var 17 år, om en måned 18, og var med min ven Martin fra gymnasiet og en stribe andre mere eller mindre perifere bekendtskab til Nordeuropas største festival.

Men mest af alt var jeg der med Martin. Det var os to, der hang sammen. Vi skulle feste, høre musik – først og fremmest det amerikanske grungeband, Pearl Jam.

Det var nok Martin, der var størst Pearl Jam-fan. Men det betød ikke det store. Jeg kendte stort set alle Pearl Jams numre, og denne koncert skulle også være festivalens højdepunkt for mig.

Så efter en lang og våd dag - både i vejret og med indtaget af alkohol, tømte vi indholdet af den sidste dåseøl, inden vi gik ind til koncerten med et håndslag på, at vi skulle prøve at holde sammen, men at vi nok kunne ende med at stå hver for sig. Vi skulle nemlig helt op og stå foran scenen for at få den mest intense oplevelse.

Og intenst, det var det. Fra den første strofe eksploderede det på scenen som såvel foran. Og jeg stod tæt på. 15 - maks 20 - menneskerækker stod foran mig. Martin var også tæt på scenen. Men hvor han var, anede jeg ikke. Allerede inden koncerten gik i gang, blev man skubbet rundt i et menneskeligt hav, hvor man skulder ved skulder indimellem lettede fra jorden og bare blev flyttet fra side til side.

Herfra er alting tåget for mig.

Både beruselsen og situationen har nok spillet ind, men jeg husker tydelige glimt, som små film, der kører inde i mit hoved.

Jeg ser på et tidspunkt ned, og der - under den ekstremt tætte menneskemængde - ligger der mennesker og roder på jorden. Vi andre står oven på dem.

En person rækker hånden op mod mig. Jeg griber den, og får hevet personen halvvejs op. Men med den evigt bølgende menneskemængde omkring os, ender det med, at jeg også selv ryger ned i mudderet.

Jeg kan stadig ikke finde ud af med mig selv, om det her er en "sjov" del af den intense koncert, eller om det er alvor. Men som jeg ligger dernede, kan jeg fornemme desperationen - og jeg bliver heldigvis selv grebet af situationens alvor.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger dernede. Det føles både som en evighed og som et splitsekund, når jeg mindes det.

En stærk arm kommer ned gennem menneskemængden. Jeg bliver trukket op.

Jeg aner ikke, hvem min regningsmand er. Og jeg får aldrig takket ham for måske at have reddet mit liv.

Min redningsmand og jeg hjælper flere på benene. Men hvor nogle kommer op, glider andre ned. Det er kaos. Jeg må væk.

Og det lykkes mig. Jeg skal ikke mange menneskerækker tilbage, før trykket letter. Men det tog flere minutter at komme gennem de få menneskerækker. Jeg får hjulpet et par stykker op undervejs, men da jeg først er derude, hvor man kan gå gennem rækkerne, går jeg bare. Langt væk.

Som jeg husker det, gik jeg helt væk fra koncerten, og ud på den anden side af indgangen. Men jeg kunne stadig følge med i koncerten på de storskærme, der stod på pladsen. På skærmene kunne jeg se forsanger Eddie Vedder og over højtalerne høre ham sige:

"Det, der sker i de næste fem minutter, har ikke noget med musik at gøre. Men det er vigtigt."

"I skal forestille jer, at jeg er jeres ven, og I skal gå tilbage for ikke at skade mig. I har alle sammen venner her oppe foran, som er kommet alvorligt til skade. Jeg tæller nu til tre, og så går I alle sammen et skridt tilbage."

"Når jeg tæller til tre, går I tre skridt bagud. En, to, tre. En, to tre. Gå bagud."

Men der sker åbenbart ikke nok. Eddie Vedder slår ud med armene, siger: "Well, fuck you guys" og sætter sig grædende på scenen. Koncerten stopper der.

Jeg havde stadig ikke begreb om, hvor alvorligt det var gået, inden jeg kom tilbage til lejren. Her mødte jeg Martin og de andre, vi har lejr-fællesskab med.

"Nogle er døde," lød det fra en, da han kom frem til teltpladsen. De første meldinger går på et eller to dødsfald. Det bliver siden til otte - og ni, da den 24-årige australier Anthony Hurley  nogle dage senere dør af sine kvæstelser.

Ni unge mænd i alderen 17 til 26 år omkom den sommer. Om de var blandt dem, jeg lå ved siden af i mudderet under menneskemængden, finder jeg aldrig ud af.

Tilbage i lejren var der stille. Meget stille. Folk var trætte, og jeg tror også at mange sad med en følelse af noget uvirkeligt, der var svært at forstå. Mine tanker kørte i ring på de glimt, hvor jeg opdagede, at der lå mennesker under mig, og jeg selv blev en del af mængden. Jeg fik hjulpet nogen. Men fik jeg hjulpet nok?

Efter en nat med urolig søvn var det nok først dagen efter, jeg kom til at tænke på at fortælle dem derhjemme, at vi var okay. Det her var før mobilernes tidsalder. Jeg havde i hvert fald ikke en endnu, og det var de færreste, der havde.

Martin fik fat i sin mor, som herefter fik ringet til min mor. Vi var uskadte.

Men det var nok først, da jeg selv havde min familie i røret, at det hele gik op for mig. At jeg modsat Lennart, Jakob, Allan, Henrik, Carl-Johan, Fredrik, Frank, Marco og Anthony nu kunne tale med mine forældre.

Den mulighed fik de aldrig igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Er du kæreste med din kæreste?

Viborg Nyt

Ny kunderådgiver

Viborg Nyt

New Jungle Trio kommer til Houlkær

Viborg Nyt

Camping i skovens dybe stille ro

Viborg Nyt

Butikschef vender tilbage til Wagner

Annonce