Annonce
Viborg Nyt

Krabbe fra Thisted opfordrer til kamp for Viborgs midtby

Mette Krabbe fra Krabbehulen er oprindelig designer, men endte i detailhandlen for syv år siden. Foto: Morten Dueholm
Annonce

Viborg: Denne uges menneske bag disken, Mette Krabbe, er 39 år, uddannet designer og bosat i Thisted, hvor hun startede Krabbehulen for snart syv år siden. For to år siden fik hun chancen for at åbne Krabbehulen i Viborg – en chance, hun også efterfølgende har været glad for at få.

Hvorfor valgte du netop det job?

- Jeg arbejdede som designer af børnetøj i nogle år, men krisen ramte og jeg måtte finde en anden vej. Da den lokale børnetøjsbutik ledte efter en ny ejer, var jeg heldig - her kunne jeg fortsætte med at arbejde med børnetøj. Jeg havde en masse viden om børnetøj men ikke megen viden om daglig butiksdrift. Det var ikke nemt, men det har været udfordrende og utrolig spændende.

Hvad er en god dag på arbejde for dig?

- Når kunder vælger at handle i butikkerne i midtbyen, så er det vigtigt at de får en god og troværdig personlig betjening, uanset om det drejer sig om køb af barselsgaver, fødselsdagsgaver eller køb af vinterovertøj. Så en rigtig god dag på arbejdet er uden tvivl, når vi har haft travlt med mange kunder, som alle har haft en god oplevelse.

Hvad er en dårlig dag på arbejde for dig?

- Vi vil meget gerne have tid til at give vores kunder en god service og en god oplevelse i butikken, så hvis der er for travlt en dag, kan man føle, at man ikke har tid nok til kunderne i butikken eller til de kunder, der har spørgsmål på Facebook eller Instagram. Så en alt for travl dag, kan faktisk godt give en dårlig dag.

Hvordan slapper du af i din fritid?

- Jeg øver jeg meget mig på at undvære telefonen, for den er en stor tidsrøver, især fordi jeg styrer butikkens Facebook- og Instagramsider på den. Når der kommer et bip, er det svært ikke lige at checke mobilen, for tænk hvis det var et spørgsmål, jeg ikke fik svaret på. og kunderne så i stedet handler det på nettet. Nej, jeg er stadig ikke god til mobilfri fritid, men jeg er blevet meget bedre. Jeg kommer dog nemt fra telefonen, når jeg er sammen med min familie - specielt slapper jeg helt af, når jeg er til håndbold eller fodbold med min søn. Det er også afslappende at strikke, hækle eller lave noget andet kreativt - det kobler hjernen dejligt fra.

Hvilken slags musik lytter du til?

- Alt muligt. Jeg er ret alsidig. Dog har jeg et absolut favoritband i Matchbox Twenty. Et band jeg "opdagede", da jeg var backpacker som 19-årig.

Hvad er den sidste film, du husker?

- Det må være en Far til fire-film, som jeg har set med min søn. Han har det nemlig med at se de samme film flere gange i træk. Ellers kan jeg godt lide en rigtig romantisk tøsefilm, men sjove film eller en krimi kan jeg også lokkes til at se. Jeg ser bestemt ikke gysere.

Hvilken bog ligger på dit sengebord?

- Ikke nogen lige nu, men ofte en tøsebog, der er rimelig hurtigt læst. Jeg prøver ofte på at få fat i nogle bøger på engelsk, så jeg kan holde mit engelske ved lige på den måde.

Hvad er god mad for dig?

- Jeg elsker Italienske pastaretter, en god mexikansk restaurant, noget indisk eller thai. Så snart vi er ude at rejse, bruger vi rigtig lang tid på Tripadvisor for at finde gode restauranter.

Hvilken ferie drømmer du om?

- At kunne tage flere uger ud af programmet og bare rejse til Asien uden nogen plan. At finde ud af hvad vi skal se, når vi kommer dertil. Lidt som da jeg var backpacker - bare med lidt færre køjesenge og bedre mad. Det ville være fedt at kunne vise min søn nogle andre kulturer og udvide hans horisont på det område. Men bare to uger på en strand ville lige i øjeblikket også blive taget imod med kyshånd.

Det holder jeg mest af ved Viborg?

- Der er så mange smukke bygninger, så megen historie. Der er gang i mange nye ting, og byen udvikler sig enormt, og så er der masser af glade og rare mennesker. Midtbyen er helt unik, der er masser af liv endnu, og der gøres en masse for at vedligeholde den.

- Tiden hvor butikslokalerne aldrig stod tomme er ovre. Det gælder også i Viborg, og når først lokaler begynder at stå tomme, fører det ofte flere tomme med sig. Det er ofte specialbutikkerne, der forsvinder først, og når de forsvinder fra gågaderne, så ender alle gågader i Danmark med at ligne hinanden, hvor kun kædebutikkerne er tilbage. Det er nu, der skal kæmpes for midtbyen, og det er nu Viborg skal vise, at byen er anderledes end andre byer, og jeg tror på, at vi i Viborg vil stå sammen og støtte op om midtbyen. Flere parkeringspladser, billigere huslejer og kunder, der fortsat tænker og køber lokalt, er nogle af de vigtigste værktøjer. Jo, midtbyen og den fantastiske atmosfære er helt sikkert noget af det bedste ved Viborg, og den er helt sikkert værd at kæmpe for.

Annonce
Annonce
Viborg Nyt

Småt - men godt - modeshow

Annonce
Annonce
Viborg Nyt

Ny medarbejder hos By Brorson

Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Tag på tur med Bymanden

Viborg Nyt

Lær dit barn at spotte en groomer

Viborg Nyt

Mindfulness kan være vejen frem

Viborg Nyt

Brygmesteren stopper hos Viborg Bryghus

Annonce