Annonce
Viborg Nyt

Kultur uge 52: Ring på en fremmeds dør

Kimi Sand
I årets sidste uge har Viborg Nyts faste klummeskribenter, sexolog Kimi Sand og kultur-skribent Anders Kristensen, byttet roller. I denne avis skriver Kimi Sand om kultur, og "Kultur-Anders" skriver om sex og parforhold i næste udgave.
Annonce

Viborg: I denne søde juletid, hvor vi mødes med venner og familie og hygger os, hvor der er arrangementer og koncerter og andre kulturelle events at gå til, går mine tanker til alle de mennesker, som ikke har nogen, som kommer på besøg, eller som de kan gå hen til eller dele oplevelser med.

De findes blandt os. Måske er det naboen eller dine forældres nabo eller bare længere nede ad vejen. Du har helt sikkert set lyset være tændt derinde, men aldrig ser du nogen komme ind eller ud eller måske en sjælden gang den ene person, som bor der.

Har du tænkt over hvad historien er bag det menneskes ensomhed, eller har vi bare for travlt med vores eget? Jeg skriver ikke dette for at give dårlig samvittighed, mere for at gøre opmærksom på, at vi kan dele vores julestemning med nogle, som ikke ellers får del i den. Det er jo ikke sikkert, at vedkommende føler sig ensom, men sandsynligheden er stor.

Man kunne bare tage en pose julesmåkager og en hvidtøl og ringe på døren en dag. Hvis der ikke bliver åbnet kan man bare stille det ved døren. Så har man vist sin gode vilje og at der er nogen, der tænker på den bag døren.

Da jeg arbejdede for Socialpsykiatrien i Viborg Kommune var jeg tilknyttet et projekt, hvor vi ringede på døren hos folk, hvor affaldet hobede sig op, og postkassen ikke blev tømt. Det kunne også være, at der var lagner, papkasser eller sorte affaldssække for vinduerne. Alt sammen tegn på, at her er der ikke det overskud, der skal til for at få ordnet disse daglige ting. Tegn på at nogen ikke har det godt. Og oftest støder disse tegn os andre væk, for hvordan skal vi håndtere den svære situation, som vedkommende måske står i?

Ofte bliver kommunen tilkaldt på grund af lugtgener eller affald der hober sig op ved indgangen, og så begynder arbejdet med at vinde vedkommendes tillid. Det kan faktisk tage lang tid at få vedkommende til at åbne sin dør og få ham/hende til at tro på, at du vil dem noget godt. Det er jo ofte sådan, at vi bliver flove over at leve på så uhensigtsmæssig en måde, så det er svært at vise dette frem for andre. Men når affaldet får lov at vokse op omkring et menneske, er der som regel en tragisk historie bag: en skilsmisse, dødsfald i familien eller psykisk sygdom. Derfor er det vigtigt, at vi som medmennesker ser dette menneske i nød og forsøger at skabe kontakt. Det betyder ikke, at du skal tage ansvar for vedkommendes liv. Men du kan vise, at du som et menneske med hjertet på rette sted, har set dem og ønske at høre deres historie.

Så kan det senere vise sig, at der er brug for hjælp fra kommunen, og så kan du tilbyde at skabe den kontakt. Men som start er det nok bare at hilse på hinanden. Senere, når tilliden er blevet etableret, kan man invitere med til nogle af de mange arrangementer, der findes i Viborg og omegn, og der er også Kirkens Korshærs varmestue i Sct. Leonis gade 8.

Skal vi skabe en ny kultur omkring dette? Hvor vi kommer hinanden mere ved.

Glædelig jul til alle

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Småt - men godt - modeshow

Viborg Nyt

Ny medarbejder hos By Brorson

Viborg Nyt

Tag på tur med Bymanden

Viborg Nyt

Lær dit barn at spotte en groomer

Viborg Nyt

Mindfulness kan være vejen frem

Viborg Nyt

Brygmesteren stopper hos Viborg Bryghus

Annonce