Annonce
Viborg Nyt

Lærerportræt: - Vi har tænkt ud af boksen i Hammershøj og skabt en fantastisk kultur

Vibeke Vendelboe elsker sit job på Hammershøj Skole. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Hammershøj: 46-årige Vibeke Vendelboe har siden 2010 arbejdet på det, hun kalder ”verdens bedste arbejdsplads”, Hammershøj Skole. Hun er vores sidste i rækken af vores lærerportrætter i serien ”Der går min klasselærer”.

Hvordan husker du selv din folkeskoletid?

- Min egen skolegang foregik på en lille landsbyskole i Sønderjylland, hvor der var ét spor fra 0. til 9. klasse. Det var meget trygt, alle børn kendte hinanden, og vi havde stor respekt for vores lærere. Jeg husker specielt min klasselærer Hr. Bodum (Vi var ikke på fornavn med lærerne dengang). Han var en fantastisk lærer - altid imødekommende, smilende og positiv, ja, jeg kan ikke mindes, at jeg har oplevet ham vred eller skælde os ud. Jeg havde stor respekt for Hr. Bodum. Han var en sand mester i relationsarbejdet med hvert enkelt barn i klassen.

Hvorfor blev du lærer?

- Jeg er oprindeligt uddannet indenfor både detailhandelen og sundhedssektoren. Jeg blev dog meget inspireret af min daværende ægtefælde, der er lærer, til at blive skolelærer. At kunne gøre en forskel for det enkelte barn, fagligt såvel som menneskeligt, og få lov til at præge og dygtiggøre den kommende generation af unge mennesker er for mig det mest meningsfulde erhverv.

Hvilke fag underviser du i?

- Jeg er klasselærer i 5. klasse og underviser i dansk. Derudover underviser jeg børn med særlige behov i forskellige fag og kompetenceområder (AKT/ Co-teaching).

Hvad er det vigtigste, en folkeskole skal give børnene med sig i livet?

- Folkeskolen er ”Folkets skole”. Det er det sted, hvor eleverne stifter bekendtskab med respekt, tolerance og rummelighed. Skolen skal skabe limen og sammenhængskraften i vores samfund, og derfor hverken kun repræsentere laveste fællesnævner eller det elitære. Mangfoldigheden i folkeskolen bidrager til at modvirke polariseringen i vores samfund. Vores elever skal blive livsduelige og selvstændige individer, der kan tage kritisk stilling i et demokratisk samfund. Dette går hånd i hånd med, at fagligheden selvfølgelig skal være så høj som overhovedet muligt!

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

- Alt! Hammershøj Skole er en fantastisk arbejdsplads. Vi er placeret i et lokalområde, hvor jeg oplever, at der fra forældrenes side er enorm stor opbakning og tillid til, at vi vil deres dejlige børn det bedste. Jeg har super kompetente og engagerede kolleger, og jeg oplever hver dag masser af humor, glæde og at der er ”højt til loftet”. Vi er rigtig gode til at sparre med hinanden og på denne måde optimere hinandens arbejde. Vores ledelse er yderst kompetent, tydelig og visionær. Siden reformen har vi, sammen med ledelsen, tænkt ud af boksen i forhold til, hvordan vi vil lave skole i Hammershøj. Det har resulteret i en fantastisk skolekultur, der er fyldt med glæde, struktur, disciplin, konsekvens og positive forventninger til hinanden. Det er derfor også meget sjældent, at jeg oplever, at en elev ikke efterlever det, jeg beder eleven om. Det er ikke svært at få øje på stoltheden blandt os ansatte på Hammershøj Skole, og jeg er meget glad for min arbejdsplads.

Hvad savner du i Folkeskolen som den ser ud nu?

- Fra politisk side savner jeg tiltro til, at vi lærere faktisk kan det, vi er uddannede og kompetente indenfor. Vi trænger til arbejdsro, fremfor vi hele tiden skal implementere nye tiltag i forhold til, hvordan de politiske vinde blæser! Det gælder både det kommunale regi og ”Borgen”.

Jeg er af den pædagogiske overbevisning, at vi skal inkludere så mange som muligt i ”Den almene skole”. Børn med særlige behov af den ene eller anden slags lærer bedst, ved at spejle sig i gruppen af børn, der ikke er udfordret på disse områder. Dog må der også være en erkendelse af, at nogle børn med meget specielle eller store udfordringer er bedst tjent med et specialtilbud. Hvis vores inklusionsopgave skal lykkes, er det rigtig vigtigt, at der følger de nødvendige ressourcer med.

Slutteligt vil jeg sige, at jeg savner alle de fantastiske og positive historier om folkeskolen i medierne. Jeg er ganske sikker på, at der er mange lærere der oplever den samme store glæde ved at gå på arbejde hver dag, som jeg selv gør. Husk nu også at have fokus på disse.

Jeg har verdens bedste job!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Småt - men godt - modeshow

Viborg Nyt

Ny medarbejder hos By Brorson

Viborg Nyt

Tag på tur med Bymanden

Viborg Nyt

Lær dit barn at spotte en groomer

Viborg Nyt

Mindfulness kan være vejen frem

Viborg Nyt

Brygmesteren stopper hos Viborg Bryghus

Annonce