Annonce
Viborg Nyt

Med håb om et bedre nyt år

Annonce

Viborg: Julen er ovre, og årets sidste Viborg Nyt er sendt på gaden.

Året går også på hæld. Et på alle måder mærkværdigt år, hvor vi som folk både har stået sammen - men også virket dybt splittet i de udfordringer, corona-virus har bragt.

Der var en særlig kampgejst i foråret, hvor den forbandede virus bare skulle fryses ud af vores samfund. Efter tre ugers eksplosion vendte kurverne - og langsomt kunne vi vende tilbage til noget, der lignede et normalt liv.

Men siden gik der corona-træthed, corona-politi og corona-tvivlere i den. Det er horribelt at læse de kommentarspor, der følger artikler på Facebook. Folk graver skyttegrave i hver deres lejr og sviner hinanden til. Det er både helt almindelige borgere, og det er politikere på Christiansborg.

Der er intet galt i at diskutere, men når diskussion blot er mudderkastning uden en konstruktiv bagkant, bliver diskussionen netop splittende. Og det er det sidste, vi har brug for, når vi står overfor en fælles fjende i corona.

Fremtiden er umulig at forudsige, men mit helt store håb for 2021 er (ikke overraskende), at vaccinen bliver rullet ud, at den virker, og at flest mulige vil tage den, så vi alle kan være med til at beskytte hinanden både fysisk, mentalt og økonomisk.

Jeg håber, at folk vil orientere sig i de klassiske, etablerede medier, når de skal tilegne sig viden om corona-virus, og alle dets eftervirkninger i stedet for at tro på udokumenterede påstande på sociale medier, tilfældige hjemmesider eller iscenesatte optagelser fra lagerbygninger, der er lagt op på Youtube. Det er absurd, hvad man kan finde af misinformation derude - og det er alt sammen med til at skabe yderligere splittelse.

Heldigvis er billedet nok et ganske andet, end man ser på eksempelvis Facebook. Den store, stiltiende masse af borgere, som ikke deltager i krigsførelsen på de sociale medier, deler formentlig den samme ambition om, at vi skal stå sammen mod corona. Det viser de positive tal for en knækket smittekurve inden jul i hvert fald.

Det leder mig over til en af mine største udfordringer i 2020 som redaktør på Viborg Nyt. Når corona-restriktioner rammer eller udviklingen går stærkt, er det ikke nemt at planlægge en ugeavis, som vi også ønsker skal have et nyhedspræg over sig.

Når jeg skriver om en knækket smittekurve, er det med henvisning til et kontakttal på 0,9 den 22. december, fordi denne avis gik i trykken den 23. december. Der kan derfor nå at ske meget på de fem-seks dage, fra den er trykt, til den kommer ud i postkasserne.

Jeg har et dugfrisk eksempel på dette, da jeg i sidste uge skrev om, at lokale fyrværkerisælgere måtte lukke deres handel mellem jul og nytår. Sådan var reglerne, da avisen gik i tryk fredag - men reglerne ændrede sig senere samme dag, og derfor var informationerne i artiklen ikke helt korrekte, da avisen blev udgivet mandag - men essens af artiklen var stadig den samme: Ebbes Krudt og Kugler håbede på lokal opbakning, og den har de fået, fortalte indehaver Søren Gjørtz mig, da jeg selv var ude at handle nytårskrudt i tirsdags.

Lokal opbakning bliver netop også et nøgleord i 2021. I denne og næste udgave af Viborg Nyt bringer vi et tilbageblik på året i de lokale butikker. Der er færre lukninger i 2020 end i 2019, hvilket giver grobund til optimisme. Men optimismen rækker ikke længere, end at billedet brat kan ændre sig. Det er stadig en usikker tid for detailhandelsbutikkerne, som aktuelt må holde lukket - og måske fortsat må det, hvis smittetallet og kontakttallet stiger igen efter jul og nytår, som det meget vel kan komme til.

Så handl i dine lokale butikker i 2021, hvis de også skal være der, når ’21 bliver til ’22 og verden forhåbentlig er et bedre sted.

Godt nytår.


Siden gik der corona-træthed, corona-politi og corona-tvivlere i den. Det er horribelt at læse de kommentarspor, der følger artikler på Facebook. Folk graver skyttegrave i hver deres lejr og sviner hinanden til. Det er både helt almindelige borgere, og det er politikere på Christiansborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Udskældte pudebump er fjernet

Annonce