Annonce
Viborg Nyt

Ny kampagne vil hylde de lokale lærere

VIA sender blomster ud til nogle af de lærere, som bliver indstillet.
I en ny kampagne sætter VIA fokus på de lokale lærere, der hver dag gør en positiv forskel. Nu kan du indstille en lokal lærer fra en skole i Viborg Kommune, som fortjener en særlig tak.
Annonce

Viborg: Vi kender dem alle: Den lærer, der gjorde indtryk i skolen. Den lærer, der hjalp dig med at forstå den ligning, der ikke ville løses. Og den lærer, der ikke gav op på dine vegne, da dansktimerne blev svære.

I en pressemeddelelse skriver professionshøjskolen VIA University College, at skolen vil sætte fokus på lærerne i alle Region Midtjyllands 19 kommuner, som hver dag gør skolen til noget særligt for børnene.

- Lærerne i den danske skole løser en utrolig vigtig opgave, når kommende generationer skal dannes og uddannes. Vi vil gerne sige tak til de mange lokale lærere, der hver dag gør en forskel for børnene i vores skoler. Det fortjener de, siger Henrik Lundsted Nielsen, der er uddannelsesleder for VIAs læreruddannelse i Randers, som blandt andet leverer nyuddannede lærere til Viborg Kommune.

Han opfordrer alle borgere i Viborg Kommune til at indstille en lærer, som de enten kender eller selv har haft, til en personlig takkehilsen på hjemmesiden www.via.dk/taklærer. Herefter vil VIA sørge for at sende blomster og et takkekort med en personlig hilsen til tilfældigt udvalgte lærere fra alle regionens kommuner.

Annonce

Et stort behov

Ifølge en analyse foretaget af COWI for Region Midtjylland kan kommunerne i store dele af regionen få svært ved at tiltrække og fastholde uddannede lærere i fremtiden. Og det får i værste fald betydning for fagligheden, hvis man skal tro uddannelseslederen.

- Vi ved, at veluddannede lærere er en vigtig forudsætning for at lykkes med læringen i skolen. Men samtidig kigger vi ind i en fremtid, hvor vi kan møde udfordringer med at tiltrække dygtige lærere til Viborg Kommune. Derfor håber vi naturligvis, at kampagnen også kan inspirere de unge til at overveje læreruddannelsen. For det er en fantastisk meningsfuld uddannelse, og der er i dén grad brug for flere dygtige lærere, siger Henrik Lundsted Nielsen.

Man kan indstille en lærer fra Viborg Kommune frem til 6. juli. Enten din egen nuværende eller tidligere lærer, dine børns lærer eller bare en lærer, du kender, og som du synes gør en særlig indsats. Måske er det netop din lærer, der ender med at få en af de mange personlige blomsterhilsner, som VIA sender ud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce