Annonce
Viborg Nyt

Ny tendens: Dyrk grøntsager og krydderurter uden jord

Historien om nyåbnede "Nordic Harvest" i Taastrup er allerede gået Europa rundt. Det er en af verdens største vertikale farme, og her dyrker man grøntsager og urter i kasser oven på hinanden. Jord er taget ud af ligningen, og i stedet dyrker man direkte i vand og under vækstlys, så man har fuldstændig kontrol med processen. I mindre skala kan metoden også bruges derhjemme. Foto: Thibault Savary/Ritzau Scanpix
Hydroponi og vertikal dyrkning bliver stadig mere populært. Her dyrkes planterne uden jord, direkte i vand - og Danmark er foregangsland.
Annonce

Danmark: Hvis du har grønne fingre, har du måske allerede hørt om fænomenet hydroponi. Ellers kommer du til det i fremtiden.

Hydroponi er en bæredygtig dyrkningsmetode, hvor man dyrker planter uden jord og direkte i vand.

- Interessen har været støt stigende de senere år og fået et ekstra nøk opad under corona, siger Magnus Sønderby Didriksen, der rådgiver og holder kurser om hydroponi.

Metoden er især oplagt i byerne, tilføjer Louise Møller, der er gartner, landskabsarkitekt og havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.

En fordel ved hydroponisk dyrkning er, at det kan foregå på altanen og i vindueskarmen.

Bedet kan både være horisontalt som en slags akvarium eller reolsystem eller vertikalt i eksempelvis et rør.

- Det er et relativt nyt fænomen, som primært har vundet frem i byerne. Men jeg er sikker på, at det vinder indpas fremover, fordi det er en bæredygtig dyrkningsmetode, som ikke er særligt pladskrævende, siger hun.

Annonce

God til krydderurter

I princippet kan man dyrke det meste hydroponisk, forklarer Magnus Sønderby Didriksen.

Men metoden er især oplagt til krydderurter såsom basilikum, persille, forskellige salater og kåltyper.

- De oplagte planter er dem, som har en kort levetid, som ikke udvikler et kæmpestort rodnet - og som er dyre at skulle købe hele tiden i supermarkedet, siger han.


De oplagte planter er dem, som har en kort levetid, som ikke udvikler et kæmpestort rodnet - og som er dyre at skulle købe hele tiden i supermarkedet

Magnus Sønderby Didriksen, rådgiver og holder kurser om hydroponi


Annonce

Planter på én kvadratmeter

Magnus Sønderby Didriksen foreslår, at nybegyndere eksempelvis bygger deres system op omkring et lodret rør, hvor planterne vokser ud af siderne.

På den måde kan man have 28 planter voksende op ad en væg, men på gulvet fylder det mindre end en kvadratmeter.

Hvis man savner inspiration, flyder både Google, Facebook og Instagram over med kreative bud på, hvordan man bedst bygger sit hydroponiske anlæg.

- Men helt basalt har man brug for vand, gødning, vækstlys og en pumpe, så vandet og dermed rødderne iltes, forklarer Louise Møller.

Hvis vandet og rødderne ikke iltes, vil rødderne rådne, ligesom man kender fra potteplanterne.

Kom i gang

Du kan konstruere dit hydroponiske system på flere måder.

  • Nogle bruger et vertikalt rør, hvor vandet cirkulært pumpes op til toppen og siver ned til bunden, så det løbende iltes.
  • Andre bruger en slags akvarium, hvor planterne flyder ovenpå. Det kaldes "deep water culture".
  • En tredje mulighed er at plante i små potter med lecakugler og dræn, som stilles i store, flade vandkar.

Når du får styr på det basale, kan du eksperimentere med vandets næringsindhold. Man kan tilsætte næringssalte eller syrer, som påvirker vandets ph-værdi, hvilket igen ændrer plantens vækstbetingelser.

Man risikerer også, at der kommer algevækst.

- Så der skal være noget gennemstrømning i systemet, understreger Magnus Sønderby Didriksen.

Annonce

Udstyr til begyndere

Udstyret købes enten på nettet eller i velassorterede havecentre.

IKEA og Plantorama er sågar begyndt at sælge begynderudstyr til hydroponi.

Men det er oplagt at aktivere sin indre Ole Opfinder og konstruere systemet selv, så det passer ind i eget hjem, foreslår Magnus Sønderby Didriksen.

- Pumpeudstyret koster selvfølgelig noget at anskaffe sig, men herefter kræver det ikke vanding og er relativt billigt at drive. Man skal bare tjekke vandkvaliteten en gang imellem, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Udskældte pudebump er fjernet

Annonce