Annonce
Viborg Nyt

Overblik: Disse butikker åbnede, lukkede og flyttede i 2020

Der kom især mange nye mad- og serveringssteder til Viborgs midtbyt i 2020 - lige som flere nye dagligvarebutikker åbnede i løbet af året.
Redaktionen på Viborg Nyt har bladret samtlige aviser fra 2020 igennem for at finde frem til de mest skelsættende skift - åbninger, lukninger og flytninger - i detailhandlen i Viborg i et år, der naturligvis har været dybt præget af corona.
Annonce

Viborg: 2020 blev et år som ingen andre.

Corona-virus' ankomst til Danmark vente op og ned på vores hverdag, og for butikkernes vedkomne også de ansattes arbejdsliv, hvor nedlukning, restriktioner, afstand, sprit og mundbind blev en del af fortællingen om 2020.

Mange frygtede i foråret, at corona-virussen ville betyde yderligere butiksdød i Viborg, men når man ser tilbage på året, var det langt fra tilfældet.

Når bageren i gågaden lukkede, åbnede en ny. Da guldsmed Charlotte Isager lukkede, åbnede Cassie Nail and Foot Massage. Genbrugsbutikken Takenow blev afløst af Hyldedeluxe. Tøjbutikken Hoff & Co. mens Victoria No. 35 åbnede samme sted.

Sådan har der været mange eksempler på, at noget nyt åbner op. Og selvom corona-restriktionerne gjorde ondt på mange, så er der i Viborg Nyts optælling færre butikker, der er lukket i 2020 end i 2019.

Vi sidder dog ikke inde med præcise tal for butikker, der er åbnede og lukkede. Viborg Nyt skriver om alt det i detailhandlen, som vi er vidne om og vurdere har interesse for vores læsere. Og fremtiden kender ingen jo på forhånd - mange frygter stadig, at butikkerne i 2021 rammes af efterveerne af restriktionerne.

I denne oversigt Viborg Nyt fundet frem til de nogle af de mest markante ændringer i gadebilledet, der har været i 2020. Første del bringer vi i denne artikel, mens næste del bringes i næste udgave af Viborg Nyt og på nettet, når avisen kommer på gaden den 5.-6. januar.

Cars & Dreams

Det startede egentlig med tre gode venner, som har en fælles passion for dyre gamle biler. Men siden årsskiftet har Cars & Dreams været en professionel virksomhed, der beskæftiger sig med salg og leasing af drømmebiler - og i udstillingslokalerne på Falkevej kan bilelskere lade drømmene flyve frit.

- Vi lægger ikke skjul på, at vi selv er bilnørder, som er fælles om en stor passion. Og vi vil gerne hjælpe folk med at finde frem til deres drømmebiler. Vi har nogle her i huset - men hvis folk har specielle ønsker, gør vi, hvad vi kan, for at fremskaffe den bil, de gerne vil have. Når det kommer dertil, betyder det ikke noget, hvor i verden vi skal finde bilerne, siger Svend Nørlund Christensen, der er en af drivkræfterne bag Cars & Dreams.

------


Uno-X Arnbjerg

Fra januar kunne man få fyldt bilen op med benzin og diesel, hvis man alligevel var ude at fylde indkøbsposerne i den nye Rema 1000 i Arnbjerg. Her åbnede Uno-X nemlig standere ved ind- og udgangen til købmandens parkeringsplads.

- Uno-X ved Arnbjerg Centret 3 i Viborg bliver den første i området. Hos Uno-X vil vi være billigst, og jeg er helt sikker på, at kunderne vil synes godt om vores stationskoncept med de altid lave priser, siger René Thygesen, Distriktspartner hos Uno-X.

Den nye Uno-X tankstation blev virksomhedens anden i Viborg. I forvejen havde Uno-X en tankstation på Lundvej 1 i Viborgs vestlige del.

------


By Skagen

Indehaver af By Skagen, Mads Andreassen, tog konsekvensen af en økonomisk skidt forretning i Sct. Mathias Centret og lukkede for sengetøj- og indretningsbutikken.

- Butikken kan ikke økonomisk stå på egne ben. Vi gik ind og lavede en benhård kalkule, som man jo skal som virksomhed. Vi har ikke tjent penge, og huslejen er fortsat for høj til det antal kunder, vi har, selvom vi har forsøgt at forhandle den ned, lød det fra Mads Andreassen, der efter aftale ikke måtte fortælle, hvad huslejen var.

By Skagen nåede at ligge tre år i centret. I stedet rykkede Mads Andersen butikken til Silkeborg, hvor virksomhedens anden butik - ud over den i Skagen - fik til huse.

------


Igym

For ret præcist tre år siden åbnede Igym i Viborg i St. Sct. Peder Stræde - i et mindre og relativt intimt træningscenter. Faktisk så småt, at fitnesscentret voksede ud af rammerne. Antallet af medlemmer var blevet så tilpas stort, at der var brug for større lokaler. Derfor tog Igym taget konsekvensen og rykkede væk fra den centrale plads i midtbyen for at åbne i nye lokaler på Brovej 20.

- Vi havde brug for at udvide. Vores medlemmer har efterspurgt flere maskiner og mere udstyr. Samtidig får vi flere parkeringspladser, der er dedikeret til vores medlemmer. Og med masser af mulighed for indkøb tæt på mener vi, at vi har fundet en rigtig god placering, siger Alex Gade, der er centerleder i Igym.

Senere på året blev Igym ufrivilligt involveret i kommunens nedlukning af flere Bach Gruppen-byggeri. Igym var lukket fra 28. oktober til 11. november.

------


Danmission Genbrug

Efter et halvt års arbejde med at genopbygge Danmission Genbrug på Koldingvej kunne de frivillige slå dørene op til en nyistandsat genbrugsbutik torsdag den 16. januar. Butikken blev ramt af lynet den 12. juni 2019, og en voldsom brand havde totalskadet butikken.

- Alle har virkelig været velvillige til at løfte. Det har været en stor oplevelse at mærke det stærke sammenhold, vi har her i butikken. Vi har også fået hjælp fra mennesker, der ikke er tilknyttede som frivillige, men som er kommet forbi og har givet et par timer af deres tid, sagde Ruth Dolmer formand for butikkens bestyrelse.

------


Telenor i Sct. Mathias Centret

Kort efter By Skagen lukkede i Sct. Mathias Centret, lukkede Telenor også deres butik i centret i januar. Telegiganten tog konsekvensen af, at for få kunder lagde vejen forbi butikken i midtbyen - lige som det i øvrigt var tilfældet for flere andre Telenor-butikker centralt i byer rundt om i landet. Ud over Viborg valgte Telenor at lukke sine fysiske midtby-butikker i Esbjerg, Ringsted, Køge og Østerbrogade i København. Og alle steder var historien den samme:

- Vi kan se, at trafikken af kunder i bymidten flere steder er faldende. Det har gjort det svært for os at drive rentable forretninger, og derfor har vi valgt at lukke flere steder - herunder i Viborg, fortalte Christian Drejer, der er salgsdirektør i Telenor.

------


Lidl Overlund

Torsdag den 30. januar åbnede Lidl en helt ny - og ekstra stor - butik i Overlund. Butikken har hele 1105 kvadratmeters salgsareal, da den er en del af Overlund Bydelscenter på den anden side af gaden, og derfor er den ikke underlagt de samme restriktioner som dagligvarebutikker uden for et bycenter, der må sælge på 800 kvadratmeter.

- Det er en festdag for os. Vi får lov til at åbne vores anden butik her i Viborg. Det er vi meget glade for. Der skal lyde en tak til Viborg Kommune, borgmester Ulrik Wilbek og alle de medarbejdere, der har været inde over projektet fra udviklingsfasen, til vi nu står her med en færdig og topmoderne butik, sagde regionsdirektør Carsten Lambrecht.

Butikken var Lidls nummer 125 på landsplan. Ifølge beregninger forventes det, at den nye butik vil omsætte for mellem 40 og 50 millioner kroner om året.

------


Kirsten Kytner

Kirsten Kytner åbnede for knap tre år siden sin kjolesalon i Viborg, og det er gået så godt, at hun 1. februar valgte at flytte i større lokaler i Gravene. Den nye adresse blev Gravene 9, hvor Kirsten Kytner flyttede til fra St. Sct. Hans Gade 3 – som hun tidligere rykkede til fra Ll. Sankt Hans Gade 11.

- Det nye sted har bare det hele. Det er så hyggeligt dernede i Gravene, og det er blevet så fint med belægningen. Jeg kommer også lidt tættere på byens puls, og selvom jeg har haft fantastiske naboer hidtil, så passer min butik nok mere ind blandt de andre butikker i Gravene, sagde Kirsten Kytner.

------


Mathias Mens Wear

Lørdag den 15. februar lukkede Mathias Mens Wear efter 27 år med butik i gågaden. Stort set alt blev solgt ved ophørsudsalget - inklusive alt inventaret.

- Det er gået over al forventning. På den måde er det blevet en lykkelig afslutning på 27 år her i forretningen, fortalte Ole Rømer, da Viborg Nyt var forbi få dage før den endelige lukning.

- Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne mødet med kunderne helt vildt. Men jeg kommer ikke til at savne at arbejde seks dage om ugen, som jeg har gjort de sidste 47 år, sagde Ole Rømer, der havde butikken sammen med Bjarne Andersen.

------


Les Jeunes

Café Morvilles lillesøster, Les Jeunes, havde første dag med croissanter og kaffe mandag den 17. februar, hvor Martin Bekhøi og de øvrige folk fra Morville åbnede op i Jernbanegade. Her, lige ved rundkørslen, hvor Café Sarah tidligere lå, vil Les Jeunes give gæsterne noget andet, end man er vant til i Viborg.

- Vi vil give folk en bid af storbyen i provinsen. Inspirationen kommer fra europæiske storbyer, som vi har rejst i, og fra latinerkvarteret i Aarhus. Glem alt om et kæmpe menukort med 25 retter. Vi holder det helt enkelt og satser alt på kaffe og på mad, fortalte Martin Bekhøi dengang.

------


Espresso House

På kalenderårets næstsidste vinterdag - den 28. februar - åbnede Espresso House i Viborg på Sct. Mathias Gade og i den yderste del af Sct. Mathias Centret. Kæden, der har flere en 50 serveringssteder i Danmark, overtog de lokaler, som Photocare tidligere havde haft.

- Vi har længe haft kig på Viborg, men vi skulle også finde den rigtige beliggenhed. Den mener vi at have fundet nu i centret, hvor vi har sammenhængen mellem centret og strøggaden (Sct. Mathias Gade, red.), fortalte Sinne Fiil Fredslund fra Espresso House og fortsatte:

- Vi har ikke været voldsomt repræsenteret i det midtjyske, men vi åbner blandt andet også i Holstebro og Herning. Vi åbnede de første restauranter i København for 20 år siden og har siden kredset om de større byer som Odense, Aarhus og Aalborg. Men nu er vi klar til resten af Danmark.

------


Autos.dk

Autos.dk havde i lidt over et år haft til huse på Falkevej i Viborg, men den blev sammen med en tilsvarende bilforhandler i Aarhus pakket sammen og flyttet Silkeborg.

- Vi sælger i forvejen biler til kunder i hele landet, og lidt specielt tilbyder vi levering direkte til kundernes dør. Så længe vi er dygtige til at finde de rigtige biler og derefter sælge eller lease dem til de rigtige priser, så skal kunderne nok tage turen til Silkeborg, sagde indehaver Per Guldborg.

Åbningen af det nye bilhus i Silkeborg - nærmere bestemt Hårup ud ad motorvejen mod Aarhus - var lørdag den 29. februar.

------


Corona – første nedlukning

Den 11. marts 2020 blev en skælsættende dato i dansk historie. Statsminister Mette Frederiksen gik på talerstolen og lukkede Danmark ned. Det satte dog gang i kreative idéer.

Folk tilbød at handle ind for hinanden, der blev sendt varer ud fra butikkerne gennem Vi er Viborg, bilforhandlerne kørte bilerne ud til kunderne, og der var online møder, træning, undervisning - ja selv begravelser blev live streamet på nettet.

Langsomt begyndte butikkerne at åbne op igen, mens restauranterne fandt ud af, hvordan de kunne arbejde med takeaway-koncepter. Men begge brancher havde lige som mange andre det naturligvis ekstremt hårdt i denne periode. Den 23. marts kunne Anne Hermann fra Vi er Viborg eksempelvis fortælle, at kun 12 ud af cirka 150 medlemsbutikker var åbnet op igen.

Mens butikkerne løbende åbnede op, måtte frisører, massører og lignende åbne 20. april. Sct. Mathias Centret åbnede 10. maj, mens restauranter og barer fik grønt lys til at serverer i deres lokaler den 18. maj.

------


Reload

Reload Esport er Viborgs første e-sports-café, som åbnede på Vesterbrogade 14 i starten af marts – blot for at blive lukket ned igen få dage efter på grund af corona-restriktioner. Men da Danmark blev fri af nogle af de mest omfattende corona-restriktioner, kunne Reload igen åbne for viborgensiske gamerne i maj.

- Vi har fået vildt meget ros, og folk var helt vilde med os i den uge, vi havde åbent. Der var proppet hele ugen, så vi venter faktisk bare på, at regeringen åbner landet op igen, fortalte Ahmed Salah, der er én af fire brødre bag e-sports-caféen, den 6. maj.

------


Charlotte Isager / Cassie Nail and Foot Massage

Siden 1907 har der været smykkebutik i Gravene 8, men nu er den lange årrække brudt. Charlotte Isager valgte nemlig i foråret at lukke ned for sin smykkebutik – for i stedet at blive frisør-elev og smykkemager i privaten.

- Lige siden jeg var syv år, har jeg drømt om at blive frisør. Nu tilbød en god veninde mig en læreplads. Og så slog jeg altså til. Jeg har været her i butikken i seks år, og det var min drøm. Den drøm sætter jeg så på standby og fortsætter en anden drøm, fortalte Charlotte Isager.

Butikken stod tom i nogle måneder inden Hoai Anh åbnede Cassie Nail and Foot Massage i september.

- Jeg har længe haft kig på lokalerne her i Gravene, da der kommer mange mennesker forbi, og det er dejligt centralt. Og så er det et flot, gammelt lokale, der passer godt til min butik, sagde Hoai Anh.

------


Takenow / Hyldedeluxe

Takenow lukkede i første omgang på grund af corona-restriktionerne i marts, men kort efter kom meldingen, at loppemarkedet var gået konkurs og lukket for bestandigt. Samtidig var dørene låst, så standlejerne ikke kunne få deres varer. Det gjorde mange standlejere sure, da de havde penge i klemme – men så kom Hyldedeluxe, loppemarked fra Skive, med en håndsrækning til standlejerne og overtog driften af stedet.

- Vi giver en halv måneds gratis husleje som kompensation for den tid, der har været lukket - og så får man godtgørelse for de penge, man skulle have tabt i starten af marts i forbindelse med konkursen. Det beløb trækker vi fra i huslejen, hvis man bliver, fortalte Kathrine Brøndum den 31. marts.

------


Sommershoppen/Julemarked

Som en blomst, der åbner og lukker sig, ændrer lokalet i Sct. Mathias Gade 50 sig efter årstiden. Julemarked med butiksindehaverne Jacob Platz og Kasper Hornbech Mikkelsen lukkede, og åbnede igen som Sommershoppen – inden forretningen lukkede og blev til Julemarked igen. Tanken bag er, at indehaverne lejer lokalet i en kortere periode, så prisen er billigere – omvendt kan de ikke være sikre på at have lokalet, næste gang de gerne vil åbne op.

- Normalt vil man ikke kunne drive en blomsterbutik inde midt i gågaden. Men man har ikke kunnet finde en lejer, der kunne løfte det her lejemål. Derfor har vi fået det med den aftale, at vi kan blive sagt op med 30 dages varsel, fortalte Jacob Platz, der lige nu har Julemarked på adressen og i øvrigt snart runder 40 år som erhvervsdrivende i Viborg.

------


Viborg Løve Apotek

Det blev år 2020’s måske korteste flytning, men den er nu alligevel ganske bemærkelsesværdig. Løve Apotek på Hjultorvet 2 flyttede 23. marts over på den anden side af gågaden til Sct. Mathias Gade 66 efter mere end 140 år på den nu tidligere adresse.

Løve Apoteks nye adresse husede indtil nytår tøjbutikken Like Anna. Baggrunden for flytningen er den simple kalkule, at apoteket får billigere og bedre indrettet lokaler.

- Vi har jo ingen produktion af medicin, som man havde tidligere, lige som vi har et lokale, hvor der tidligere var borgermøder. Et lokale, vi ikke rigtig kan bruge til noget i dag. Det giver alt for mange kvadratmeter, som vi betaler leje for uden at bruge. Samtidig får vi et mere regulært rum i det nye lokale, og det bliver nemmere for os at finde varerne til kunderne. Branchen har ændret sig over de sidste mange år, og vi kan optimere på mange områder fortalte apoteker Julie Nordleif.

------


Marcus

Herretøjsbutikken Marcus valgte i foråret at udfordre Løve Apotek i årets korteste flytning – og så flyttede de endda ind på samme adresse i Sct. Mathias Gade 66. Marcus flyttede ind, hvor Saint tidligere lå, og blev dermed nabo med Løve Apotek.

Flytningen på omkring 40 meter fra Hjultorvet 5 var ikke lang - men vigtig - lød det dengang fra franchisechef i Marcus, Henrik Rose.

-Vi ønsker en mere synlig beliggenhed, og det får vi med det nye lokale. Det kan nogle gange betyde rigtig meget at flytte rundt om et gadehjørne.

------


Dansk Outlet

Lørdag den 21. marts skulle have været dagen, hvor Dansk Outlet ville åbne 1400 kvadratmeter på Livøvej 11 - lige bag Selta. Men den 21. marts var alt som bekendt lukket ned, og i stedet blev åbningen den 30. april. Det blev heller ikke en åbningsdag men en åbningsperiode på fire dage.

- Det er også en meget bevidst handling. Vi vil gerne have folk i butikken, men der må jo heller ikke komme for mange herind. Derfor strækker vi også åbningen over fire dage, sagde medindehaver Rikke Jensen, som tidligere har fortalt om den kommende butik:

- Det skal være rart at komme i butikken, og det skal være sådan, at man får al den hjælp, man måtte have brug for. Og så er det også vigtigt for mig, at kunderne får nogle gode varer til billige priser, og at de virkelig føler, de får værdi for pengene hos os, lød det fra Rikke Jensen tilbage i marts.

------


Ottendal

Den eneste gågadebutik, der lukkede i forlængelse af corona-restriktionerne, var Ottendal i Vestergade. Indehaver Naja Ottendal havde haft butikken i lidt over et år, men valgte at lukke, da corona-bølgen væltede ind over Danmark.

- Jeg havde mulighed for at fortsætte lejemålet, men jeg kunne godt se, at corona-situationen kunne trække ud i lang tid. Så jeg var glad for, at jeg havde muligheden for at opsige det, fortalte Naja Ottendal senere til Viborg Nyt.

I stedet kørte hun videre med en webshop, som efterhånden voksede sig for stor til privaten i Frederiks. Derfor er hun på jagt efter større lokaler.

- Jeg ser stadig mig selv som en lokal forhandler i Viborg-området, og derfor leder jeg også efter et sted her, hvor jeg kan have mit lager, og folk kan komme og handle, hvis de vil spare fragten.

------


Holms Vinotek

I al fredsommelighed åbnede Holms Vinotek i begyndelsen af april i lokalerne i Sct. Mathias Gade, der tidligere husede Café Kunst. Hos Vinoteket kan man både købe vin og andre specialiteter med hjem, men også bare få sig et glas vin eller to i det lille, hyggelige lokale. Efter et par rolige første måneder, hvor midtbyen stadig mærkede efterveerne af første corona-bølge, hvor restauranter først måtte åbne igen den 18. maj, kom der mere gang i forretningen hen over sommeren.

- Vi har længe gået med tanker om at flytte ind til Viborgs midtby. Men det skulle måske først være til sommer. Men da lokalet stod klar, var det det helt rigtige, og der var andre på spring, som gerne ville have det. Og derfor måtte vi også slå til nu, sagde Rikke Holm dengang.

Herefter indgik indehaver Rikke Holm i flere samarbejder med blandt andet de øvrige specialbutikker i midtbyen samt Restaurant Rod, hvor mad fra restauranten blev serveret hos Holms Vinotek fredag og lørdag, når der var fuldt booket op i lokalet hos Rod.

------


Bilka

I begyndelsen af 2020 indledte Bilka i Viborg en renovering og udbygning af den nuværende butik for mere end 50 millioner kroner. Det betød masser af byggerod undervejs, men lige inden påske kunne kunderne se det ”færdige” resultat - mens butikken stod klar, var lageret ganske som planlagt ikke færdig endnu.

Men kunderne kunne opleve en ny arkade-indgang, flyttet flaskeautomater, en kasselinjen, der blev flyttet og drejet 90 grader, en særlig mejeriafdeling, udvidelse af slagterafdelingen, en ny indretning af nonfood og generelt bare meget plads. Både til kunder og varer.

- Food-afdelingen vokser med 582 kvadratmeter, og kunderne kommer til at opleve, at vi bliver moderniseret og får større kapacitet i vores køle- og fryseafdeling, fortalte varehuschef Claus Frederiksen dengang.

------


Fish ’n’ Chips

Det Liverpool-inspirerede spisested Fish 'n' Chips kom aldrig til at åbne op igen efter corona-nedlukningen i foråret. Det blev blot til otte måneder på det viborgensiske marked, inden indehaver Kevin Taylor lukkede ned. Nogle måneder senere åbnede han i Ringkøbing.

- Jeg vil jo rigtig gerne have nogle lokaler, hvor der er lidt mere plads, og så skal det ligge et sted, hvor jeg kan tiltrække flere kunder, end jeg har gjort i Gravene, fortalte Kevin Taylor.

------


Hartvigs Bageri/Vores Bager

I april - mens corona havde lukket Danmark ned - lukkede Frank Hartvig og Rikke Madsen også i al stilfærdighed Hartvigs Bageri i Vestergade. Efter 10 år kastede bager-parret håndklædet i ringen. Oplevelsen var, der var færre mennesker i gågaden, og dermed også færre kunder i bagerbutikken.

- Du får ikke folk til at køre ind for at holde på Nytorv eller et andet sted for så at gå gennem gågaden for at komme hen til os. Vi kan ikke ændre på vores placering, og derfor kan vi heller ikke ændre på folks lyst til at handle hos os, konstaterede Rikke Madsen.

Men midt i juli åbnede bageren op igen. Denne gang som ”Vores Bager” med Jeppe Frederiksen som bagermester.

- Da jeg så, at der var mulighed for at åbne bager her, var jeg med det samme meget interesseret. Jeg er sikker på, at vi kan få noget godt op at stå, da vi har fået gode lejebetingelser og har et dejligt sted med masser af muligheder her midt i gågaden, sagde Jeppe Frederiksen.

------


Birgittelyst kro

Tilbage i april lukkede Birgittelyst Kro og fik i stedet navnet Birgittelyst Kro & Bryghus. Formentlig uden at ret mange opdagede det.

Her gik forpagter Karin Aggerholm konkurs med forpagterselskabet, men da eksmandens søn, Christoffer Aggerholm blev sat ind som direktør i et nyt selskab bag, kunne Karina Aggerholm fortsætte som daglig leder. Siden er Liselotte Rasmussen indsat som direktør for selskabet.

Det var angiveligt en regning for en hjemmeside, der slog bunden ud af Karina Aggerholms økonomi.

- Jeg føler, at jeg blev sat i en fælde. Og der var ikke noget, jeg hellere ville end at betale, men det kunne jeg ikke, sagde Karina Aggerholm, der ved samme lejlighed kunne fortælle, at der ikke var andre kreditorer end hjemmesidevirksomheden, der har mistet penge på konkursen.

------


Tøjeksperten Døssing og Wagner

Kæden bag Tøjeksperten Døssing og Wagner gik i april i betalingsstandsning - men det endte med at begge butikker klarede frisag.

I Tøjeksperten Døssings tilfælde var Vestergade-butikken helt uden for betalingsstandsningen, da det er en lokalt ejet butik og ikke en del af PWT-kæden.

I alt 20 ud af 84 Wagner- og Tøjeksperten-butikker blev udpeget til at lukke i sommer. Men Wagner i Viborg gik også fri.

- Vores butik i Viborg kører videre som hidtil. Det er en af de mest velfungerende butikker, vi har, og den åbner igen, som folk kender den, fortalte Thomas Jørgensen, der dengang var retail manager for Wagner, men senere på året trådte tilbage i stillingen som butikschef i Viborg.

------


Esprite

Lige som Tøjeksperten og Wagner, gik den store internationale kæde, Esprit, i betalingsstandsning i april. Men heller ikke den lokale Viborg-butik blev ramt.

- Vores butik er en franchise, og hovedkontorets ageren får ingen betydning for os i det daglige. Der gælder de samme betingelser som hidtil for os. Det er den klare besked, vi har fået, sagde indehaver Per Christensen, der sammen med sin kone Lone Christensen også har Esprit-butikker i Aalborg og Randers.

------


Conrads & Coffee

Conrads & Coffee er en mobil kaffebar med en skefuld socialt ansvar, som Morten Secher sammen med sine teenage-sønnerne Victor og Emil åbnede tidligere på året.

Planen var at tilbyde kaffespecialiteter til arrangementer, festivaler eller blot der, hvor menneskestrømmen er stor nok - en plan, der delvist blev forpurret af corona. Og det blev først fredag den 8. maj, at Conrads & Coffee åbnede for første gang – det var på Sønæs.

Morten Secher er stifter af Landsforeningen for Børn og Forældre, der tilbyder gratis og anonym skilsmisserådgivning. Og en del af overskuddet fra kaffebaren vil gå til foreningen, der også er støttet af en stribe private virksomheder.

- Lidt lige som Børns Vilkår har børnekaffe, så har vi skilsmissekaffe. Hvis man køber kaffen af os, så er man med til at donere til vores rådgivning, fortalte Morten Secher.

------


Gl. Vagt Grill og Pølsevogn

28. marts var sidste dag med Thomas Velling ved grillen som pølsemand på Gl. Vagt. Han overlod forklædet til en velkendt pølsemand i form af Morten Petersen, der tog over og åbnede 11. maj, da corona-restriktionerne var lempet en smule, men altså hvor folk stadig var tvunget til at tage deres mad "to go".

Planen var ellers, at han først skulle åbne, når man kunne samles mange – og det blev aldrig rigtig i 2020.

- Nej, og nu gad jeg ikke rigtig vente længere. Og jeg tænkte, at hvis det kan løbe rundt i disse tider, skal det hele nok også gå på sigt, lød det fra Morten Petersen den 11. maj.

------


Karma Sushi

Viborg blev 5. juni en sushi-restaurant rigere, da Karma Sushi (endelig) åbnede i St. Sankt Mikkels Gade. Først var planen, at restauranten skulle åbne den 9. april, men ja, der var jo noget, der kom i vejen.

Op til den planlagte åbning fortalte daglig leder Carsten Nielsen om restauranten:

- Det er ikke for at forklejne de andre, men vi kan tilbyde en helt anderledes spiseoplevelse. Det er det ypperste af det ypperste inden for sushi. Karma Sushi er en fusion mellem det nordiske og japanske køkken. Vi laver selv vores soya og ingefær, og jomfruhummerne bliver hentet i Læsø. Man betaler også lidt mere for det, men pris og kvalitet hænger uløseligt sammen.

Faktisk måtte Karma Sushi tage tilløb til at åbne flere gange, inden det rent faktisk blev effektueret. I et turbulent første år, måtte Karma Sushi også se sine søstre-restauranter gå konkurs, hvor Karma Sushi i Viborg var den eneste, som ikke var omfattet af konkursbegæringen. Og som prikken over i’et, sluttede Karma Sushi af med at præsentere deres egen øl, som skulle serveres første gang den 11. december, hvor restauranterne i Viborg igen blev lukket ned kort inden.

------


Viborg HK’s genbrugsbutik

I Gravene 28a – lige over for Sportspub Målet – åbnede Viborg HK 12. juni en genbrugsbutik under navnet ”Grøn Fornuft”.

Butikken er drevet af frivillige og derfor omkostningsfri for Viborg HK, der blandt andet har åbnet butikken for at følge ambitionen om at være ”verdens grønneste klub”.

- Et af de tiltag, som vi kan lave, er at sørge for, at vi undgår spild af varer. I stedet for at køre ting på lossepladsen kan de sælges og bruges igen, fortalte den daværende direktør i Viborg HK, Jørgen Hansen, om bevæggrundene for det nye projekt.

Butikken er ikke åben hver dag, men udgangspunktet er, at der åbnes hver torsdag og fredag, og så er det planen, at butikken vil blive brugt i forbindelse med fan-arrangementer, som involverer klubbens spillere.

------


Billig Billy

13. juni lukkede Billig Billy butikken i Vestergade – og der var en særlig grund til, at det ikke længere kunne løbe rundt med udklædningstøj og pokaler til firmafester.

- Det er simpelthen dødt her. Lige siden Søstrene Grene flyttede, har vi kunnet mærke det. Siden er der blevet stille. Vi har jo vidst i et stykke tid, at det kun var et spørgsmål om tid, sagde butiksbestyrer Louise Svenningsen, med henvisning til, at butikken var åben på lånt tid grundet dårlig økonomi.

------


New Shoes & Wear

I 2019 åbnede Casper Hansen New Shoes i Sct. Mathias Gade i Viborg. Siden blev sortimentet udvidet sammen med navnet til New Shoes & Wear - men i sommer besluttede Casper Hansen at stoppe som butiksindehaver i Viborgs gågade.

En måned inden var meldingen ellers, at han ville gentænke sin butik til at sælge andre varer, men efter lidt betænkningstid valgte han at gå i ophørsudsalg. Sideløbende med butikken har Casper Hansen også sit eget vinduespudser- og istandsættelsesfirma, og der var ikke tid til begge dele.

- Og så har jeg nok også for meget krudt i røven til at stå i en butik, hvis der ikke sker noget hele tiden. Det fungerer i den første måneds tid, men derefter bliver jeg rastløs, sagde Casper Hansen.

------


Hoff & Co. / Victoria No. 35

I juni lukkede tøjbutikken Hoff & Co. ned i Sct. Mathias Gade 35 – og i september blev den erstattet af Victoria No. 35, der er en lillesøster-butik til Tine Lund på den anden side af gaden.

Den nye butik henvender sig til det yngre publikum.

- Vi har gennem længere tid kigget på muligheder for lidt mere plads. Butikken vil få beliggenhed i de nuværende Hoff & Co-lokaler lige overfor Tine Lund. Det bliver en butik til vores lidt yngre kunder men i bedste Tine Lund-stil, skrev Tina Dahl indehaver af Tine Lund på Facebook.

------


Pablo’s

Den tidligere daglige leder af den hedengangne Viborg Street Food, Pablo Fouilloux, åbnede i juli sit eget serveringssted, Pablo’s, der i tæt samarbejde med naboen Maj Schiøtte og Reborn, kun serverede vegansk, økologisk og bæredygtig mad og drikke.

Hos Reborn er det særligt maden, der er i fokus, mens det hos Pablo’s i St. Sct. Hans Gade 11 er kaffe, juice og smoothies.

- Det er fedt, at der kommer en god synergi i det, vi laver sammen. Selvom vi er hver vores virksomhed, så understøtter vi hinanden frem for at konkurrere om kunderne, sagde Maj Schiøtte fra Reborn.

------


Do Donuts

Lørdag den 8. august gik der en lang kø af mennesker fra Sct. Mathias Gade 74 helt ned til Hjultorvet, da tvillingebrødrene Samer og Tamer Al-Bayati åbnede Do Donuts i Viborg.

De farverige og smagfulde runde kage-ringe er inspirerede af andre lignende donuts-butikker i Danmark, der med succes har åbnet den senere tid, og den sommerdag i august viste altså, at viborgenserne også havde interesse i en specialbutik med donuts.

- Det er ikke kun nyt for os. Konceptet er nyt for Viborg. Der vil være en masse forskellige donuts med masser af forskellig toppings - det kunne eksempelvis være en Ferrero Rocher-udgave. Det bliver en anderledes oplevelse end de donuts, man kan få på tankstationen eller i Bilka. Vi er ude i noget, man kan kalde gourmet-donuts, fortalte Samer Al-Bayati inden åbnningen.

En lille måned efter åbningen i Viborg, var de to brødre klar med deres anden butik – denne gang i Holstebro.

------


Colors

To afdelinger blev til én, da skilte- og facadevirksomheden Colors flyttede al sin aktivitet til Viborg. Her var lokationen også ny, da Ærøvej bliver skiftet med lokalerne på Falkevej, hvor Autos.dk tidligere lå.

Corona-krisen havde betydet opsigelse af nogle af medarbejderne, og blandt andet derfor gav det mening, at Colors i Skive lukkede og blev samlet et sted i Viborg.

- Jeg er selv bosiddende i Viborg, og da afdelingen flyttede til Viborg, fandt jeg ud af, hvor mange timer jeg bruger på landevejen. Den tid vil jeg hellere bruge på noget andet. Så må kunderne komme til Viborg, eller jeg må komme til Skive de gange, det giver mest mening, fortalte indehaver Michael Svensson.

------


Vinstuen Under Torvet / Halv 11

I nabolokalet til Nytorv 11 lukkede Vinstuen Under Torvet for sidste gang tilbage i august, efter et svært år for vinstuen, der var drevet af frivillige og gav overskuddet væk til gode formål.

- Efter et udfordrende forår og rum til at tænke noget andet, har vi kigget hinanden dybt i øjnene og valgt at lukke som fast vinstue. Vi har besluttet, at vi skal en anden vej, skrev folkene bag på Facebook.

I stedet åbnede en ny vin- og ølstue i lokalet. Det var ejerne af lokalet, Kim og Ann Britt Bach, der også ejer Nytorv 11, som åbnede Halv 11 i november.

- Tanken var, at det kun skulle være øl. Men vi kan fint lave drinks, og vi har også noget for vinentusiaster. Vi har skabet fyldt med vin, som vi også skifter ud i, ligesom vi har en vinmaskine, der sørger for at holde vinen frisk i op til to måneder. Derfor kan vi åbne nogle lidt mere unikke flasker, som kan stå og holde sig friske i længere tid, fortalte Christian Bach Thomsen, søn af Kim og Ann Britt Bach.

------


Silence Room & Retro Café

Kæresteparret Katja Perregaard og Per Birch gik i sommer sammen om at åbne en café i Silence Rooms lokaler i Ll. Sct. Hans Gade.

En café, der kun er lejlighedsvis åben og kombineret med pladesalg og eksempelvis yoga-undervisning. En form for tidskapsel, hvor man bliver ført tilbage til 60’erne og 70’erne – både visuelt og musikalsk, fortæller indehaverne.

- Man skal gerne føle, at tiden står stille. Du skal ikke vælge musikken på din telefon. Du skal ikke læse avisen på din telefon. Du skal hen og vende pladen, og du skal have papiravisen i hånden. Det handler om at tage sig tid og give de enkelte ting opmærksomhed, sagde Katja Perregaard.

------


Den Gyldne Okse

Merete Tang, forpagter af restauranten Den Gyldne Okse, gik i august konkurs. Dermed lukkede restauranten, der har serveret mad i 27 år i St. Sct. Peder Stræde 11.

- Det har kostet mig penge at have restauranten de sidste fire-fem år. Nu gik det bare ikke længere. Jeg har forsøgt at vende det, men det kunne jeg ikke, fortalte Merete Tang, der kaldte corona-krisen for ”nådestødet”.

Kai Jensen, der ejer bygningen og restauranten mente dog snart, at den ville åbne igen.

Mit job er at leje lokalet og restauranten ud til de rigtige mennesker, og det er jeg i krig med. Jeg forventer faktisk, at der sker noget rimelig hurtigt. Og det må hellere ske i morgen end om en uge, sagde Kai Jensen dengang.

Men en åbning lader stadig vente på sig.

------


Andelskassen

Et lysere og mere åbent lokale, kombineret med ændret behov hos kunderne, fik 1. september Andelskassen til at flytte adresse fra Gravene til Toldboden.

- Man er stadig velkommen til at kigge ind, men vi kan bare mærke, at der er flere og flere, der klarer det elektronisk. Vi er lige så tilgængelige som altid, men man finder os altså på tredje sal i Toldboden i stedet for på hjørnet af gågaden, sagde centerdirektør Kåre Skorstensgaard Nielsen og fortsatte:

- Det er et lyst, åbent og spritnyt kontormiljø, og det er også noget, som kommer vores medarbejdere til gode.

------


Café 89 / Café Fry

Først kom der én. Og så kom der to. Café 89 åbnede først i Gravene i foråret efter en udskudt åbning på grund af corona. 1. september åbnede Café 89 så også i Sct. Mathias Centret, da brødrene bag Café-kæden overtog lokalerne, hvor Café Fry tidligere serverede.

Vores café i Gravene har fået en flot modtagelse, men den ligger lidt gemt et stykke oppe ad gaden. Der er beliggenheden i Sct. Mathias Centret et større udstillingsvindue for os, da mange kommer igennem centret. Men det betyder ikke, at vi ikke ønsker at fortsætte i Gravene, sagde Erol Dogru, der er en af brødrene bag Café 89.

------


JKE Viborg

JKE Viborg blev overtaget af storsatsende Køkken- og Hvidevarebrugsen fra St. Ajstrup, der har valgt at lade butikken på Lundvej fuldstændig renoveres og tredoble personalet.

Butikken på Lundvej 54 hedder fortsat det samme, men 5. september var det altså en helt nyrenoveret butik med flere medarbejdere til at tage imod kunder.

- I de sidste mange år har der været cirka to mand til at drive butikken. Vi kommer ind med de muskler, vi nu har. Vi har tre store butikker og omsætter for cirka 100 millioner kroner. Vi har ansat fire nye lokale folk, så når vi starter op den 5. september, så er vi seks mand i butikken, fortalte direktør Claus Nielsen.

------


HTH Viborg

Lige som JKE rykkede HTH ind i nyrenoverede lokaler – og endda i den helt nye bygning på Ålandsvej. Her gik HTH i Viborg fra at have to forretninger til én samlet, da en længe ventet butik stod klar 19. september. Faktisk havde man i fem år gået med flytteplaner.

- Det er bedre at have samlet butikkerne i stedet for at have to butikker på to forskellige adresser. Der er også noget økonomi i det, da vi kommer på den halve husleje af det, vi giver i dag, lød det fra filialchef Finn Jacobsen.

Glæden varede dog kort, da HTH i slutningen af oktober blev lukket ned i flere uger i forhold til sagen om ibrugtagningstilladelser mellem Viborg Kommune og Bach Gruppen.

------


Bisgaards

1. oktober åbnede specialbutikken ”Bisgaards” i Overlund Bydelcenter med Viborg-parret Michael Bisgaard og Ann Lange som bagmænd. Michael Bisgaards familie har længe haft Bisgaards Vinhandel i Støvring, som han sammen med sin søster overtog ejerskabet af fra forældrene sidste år - og i Viborg er det Ann Lange, som skal bestyre butikken.

- Navnet bliver "Bisgaards" i stedet for "Bisgaard Vinhandel", da vi har fokus på meget andet end bare vinen. Vi er en specialbutik, der også gerne sælger en kasse vin og ikke bare enkelte flasker. Vi vil gerne sælge kaffe, te og chokolade til fornuftige priser. Det skal være tilgængeligt, og vi vil gerne have hverdagskunder, som ikke kun vil købe rødvinsflasker til 300-400 kroner. Den mulighed vil der også være, men vi ved jo, hvilke kunder der er flest af, og dem vil vi gerne lave et godt sted for, sagde Michael Bisgaard.

------


Pusterum

Som noget nyt poppede Pusterum med veninderne Jette Borg Petersen og Mette Bak Christensen op i det tidligere Mathias Mens Wear i Sct. Mathias Gade - og den placering skulle vise sig at give pote for indsamlingen, der løb fra 1. til 10. oktober.

Intet mindre end 150.788 kroner blev givet videre til Mødrehjælpen i Viborg. Et donationsbeløb, der er mere end dobbelt så stort, som den hidtidige rekord for Pusterum.

- I år kom der otte lastbiler fyldt med genbrugsvarer. Det har været hårdt, det har det helt bestemt. Men nu hvor vi står med en pose penge, som vi kan give ud, så tænker vi: "Fedt at vi gjorde det igen!", sagde Jette Borg Petersen efter indsamlingen var slut.

------


Hammerbilligt

Det startede egentlig med, at hjemmet trængte til en gevaldig oprydning. Men da Jonna Hammer fandt ud af, at Tøjhunden i St. Sct. Hans Gade stod foran at skulle lukke, fandt hun på at leje butikken, der ligger ved siden af Bodega Sankt Hans - og forsøge at komme af med alle sine lopper på den måde.

- Garagesalg og loppemarkeder er jo lukket ned, så nu prøver jeg at komme af med tingene på denne måde. Jeg skal ikke tjene på det, så bare jeg kan tjene til huslejen, vil jeg være godt tilfreds, sagde Jonna Hammer om butikken, der åbnede 8. oktober.

------


D'let - Det Grønne Køkken

D'let - Det Grønne Køkken åbnede sin 12. restaurant i Danmark, da kæden i starten af oktober indtog Sct. Mathias Centret med thai-inspireret buffetmad.

Som det er gængs kutyme i buffeter, vælger man selv sin mad, hvorefter man betaler ved kassen for den mængde, man har taget. 12,95 kroner koster det pr. 100 gram, og så er det op til gæsten selv, hvor meget der skal på tallerkenen.

- Man slipper for at stå med en tallerken, hvor man ikke kunne spise halvdelen alligevel. Og med et bredt udvalg af autentisk thaimad, som er god næringsrig kost, skal man nok finde noget, man kan lide, siger ejer Claus Juul, der tirsdag den 1. september i Slagelse åbnede sin 11. restaurant.

------


Hos Morfar

Poul Winther Christensen havde i mere end 40 år drømt om at åbne sit eget spisested – og i en alder af næsten 60 år, gjorde han noget ved det. I weekenden den 10.-11. oktober åbnede han ”Hos Morfar” i Houlkær.

Maden er klassisk, lavet fra bunden og menukortet byder på bøffer, wienerschnitzel og smørrebrød.

- Jeg håber, at det bliver et lokalt samlingssted for folk herude i Houlkær-området. Men resten af Viborg og oplandet er også velkomne, fortalte Poul Winther Christensen og fortsatte:

- Det er en familierestaurant. Børn skal naturligvis også lære at gå på restaurant, og der er plads til dem. Det er et sted, hvor man skal komme, uden at det behøver at være fornemt. Man er velkommen både med og uden slips. Og har man en travl hverdag, hvor man gerne bare vil have maden med hjem, er der også mulighed for take away.

------


Miomio

Det er over et år siden, at Street Food lukkede og efterlod sig tomme lokaler centralt i byen – men 31. oktober blev butikken fyldt med noget helt andet, da Maja Wistisen rykkede ind med boliginteriør-butikken Miomio.

Indtil da have Miomio haft adresse på Ærøvej i ”Den Hvide Fabrik” i seks år. Men nu var tiden inde til at flytte i nyt.

- Lokalerne på Ærøvej var ikke designet til at have de 600 kvadratmeter, som jeg var kommet op på. Jeg er gået fra at have en webshop og et lokale på 80 kvadratmeter til at vækste markant den seneste tid. Derfor har vi også brug for at være et mere centralt sted, fortalte Maja Wistisen.

------


Fitnessmentor Klub

Michael Schou åbnede i efteråret sit nye fitness-center, Fitnessmentor Klub, som ifølge indehaveren er anderledes end mange af de træningscentre, man ellers ser i Viborg. På St. Sct. Peder Stræde havde centret – ud over lokale samarbejder med andre personlige trænere - indgået et samarbejde med Shape Up & Dance, så stedet i starten havde sin egen dansehal.

- Måden vi gør det på, har jeg ikke set ret mange andre steder. Og det bliver med meget mere fokus på at hjælpe folk med livsstilsygdomme og overvægt eller hjælpe folk med at komme tilbage efter sygdom eller skader. Det bliver hr. og fru Danmark, der kommer her - og ikke særlig mange bodybuildere, lyder det fra Michael Schou.

------


Racingdenmark – Runners Corner

Racingdenmarks butik i Viborg - også kendt som Runners Corner – lukkede med udgangen af september, og personalet er rykket til Silkeborg. En fusion mellem Racingdenmark og Eventyrsport gjorde, at butikkens fysiske rammer blev for små, og dermed lukkede butikken, der næsten nåede at få 20 år på bagen.

- Vi har været rigtig glade for butikken i Viborg, men med vores nye koncept har vi brug for større butikker, og her fungerer vores mindre butik i Viborg ikke rigtig, fortæller indehaver Jesper Valbak, der aldrig rigtig overvejede at finde et andet sted at åbne i Viborg.

- Da vi planlagde dette, arbejdede vi ud fra, at vi skulle have Viborg-personalet med de 30 kilometer mod syd i Silkeborg.

------


Meny-Torv

5. november kunne Købmand Lasse Lauritsen ikke bare åbne sin renoverede Meny-butik i Sct. Mathias Centret. Han kunne også byde på den første kop kaffe i det helt nye ”Meny-Torv", som blev lavet ude foran dagligvarebutikken i den sidste del af butikkens istandsættelse.

- Jeg oplever et stort behov for at give ikke bare mine egne kunder - men alle kunder i Sct. Mathias Centret - et sted, hvor de kan mødes og være fælles om en hyggelig pause fra dagens gøremål, sagde Lasse Lauritsen om det nye initiativ og fortsatte:

- Vi har valgt at fusionere fastfood, bistro, café og et supermarked på en ny måde. Det betyder, at vores kunder ligesom hidtil kan stille den hurtige sult med en fransk hotdog, sandwich eller kage, ligesom de kan nyde en pause med en god kop kaffe eller måske en café latte, sagde Lasse Lauritsen.

------


Mẹ Vietnamese Kitchen

Trang Dai Le overtog i efteråret Hjultorvets Grill & Isbar, som hun siden gjorde klar til sit helt eget koncept: Autentisk vietnamesisk mad under navnet Mẹ Vietnamese Kitchen.

Maden i Mẹ Vietnamese Kitchen er knyttet op på det autentiske vietnamesiske køkken med supper, wokretter og fokus på sund, grøn mad.

- Menukortet bliver lavet helt om. Den tidligere ejer (Dien Troung, red.) har også haft wokretter, men ellers ændrer jeg fokus til autentisk og traditionell vietnamesisk mad. Vi holder dog fast i grill-retter til børn som for eksempel nuggets og pommes frites, fortalte Trang Dai Le, der 14. november officielt skiftede navnet Hjultorvets Grill og Isbar ud med Mẹ Vietnamese Kitchen.

------


Viborg FF fanshop

Fra mandag den 23. november og frem til den 22. december, åbnede Viborg FF sin helt egen fanshop i Viborgs gågade. Det var på adressen Gravene 1, hvor Viborg FF’s sponsor, Andelskassen, tidligere lå - og som i perioden på lidt over fire uger gav Viborg FF lov til at låne lokalerne.

- De senere år har vi oplevet større efterspørgsel på adventsgaver og julegaver fra Viborg FF. Vi åbner butikken og håber at støde på en masse mennesker og få en god snak om spil og alt muligt andet, sagde kommerciel chef i Viborg FF, Rasmus Ingeman.

------


Refoodme

I Vestergade 4 kunne man fra den 19. november og frem mod jul købe snacks og julesmåkager i pop up-butikken ”Refoodme”, mens der tre dage om ugen var mere måltidsrigtigt mad til salg.

Det var Familien Herringe, der havde arrangeret butikken med hjælp fra en stribe frivillige og masser af sponsorater, lige som Living Orang havde lagt lokale til – og hele overskuddet gik til Børnecancerfonden.

I syv år har familiens datter, 12-årige Catharina, levet med en tumor i hjernen.

- Nu hvor jeg ikke har levet et helt almindeligt børne- og ungdomsliv, så har jeg fået en masse andre ting ind i mit liv, og der har for eksempel været gode mennesker og oplevelser på vejen. Når vi samler ind til Børnecancerfonden, så er det en måde at sige tak på. Det vil jeg virkelig gerne - og jeg håber, der kommer mange penge, som vi kan donere, når det hele er slut, sagde Catharina Herringe.

------


Aldi på Koldingvej, Viborg

Aldi er den første dagligvarebutik i Viborg, der er åbnet i tiden med mundbindsrestriktioner, da den nye butik på Koldingvej slog dørene op fredag den 20. november.

Flere boliger på Koldingvej måtte lade livet, og derfor fremstod der mens opbygningen af den nye Aldi stod på et stort ”hul” på den normalt tætindhyllede vej.

Men i november stod den spritnye butik klar, med moderne inventar og højt til loftet – og så blev butikken fyldt med varer på rekordtid, lød det fra butikschef Steffen Nielsen.

- Da vi startede mandag, var her ganske tomt. Vi har fået fyldt det hele på fire dage. Det er vist en rekord hos en dansk Aldi, sagde Steffen Nielsen.

------


Kattholt Keramik

I et par uger prøvede Kathrine "Mulle" Henriksens sin pop-up butik Kattholt Keramik i den gamle museumsbygning på Hjultorvet. I butikken var det muligt at købe keramikmaling, så man selv kunne male de genstande, man købte.

- Jeg tror, at jeg var lidt "corona-sur". Alt er efterhånden besøgt og prøvet, så der skulle ske noget nyt, som man kunne foretage sig i denne tid. Ved at rykke ind til byen bliver det mere tilgængeligt, end det er i Tapdrup, sagde Kathrine Henriksen og fortsatte:

- På landsplan er keramikmaling det største indenfor krea-detailhandel, og i de helt store byer er det allerede kæmpestort.

------


Fit4u

Fitnesscenteret Fit4u, som lå i Gravene, lukkede 27. november. Det skrev træningscenteret i simpel stil på en seddel, som blev hængt op i centrets vindue.

Centret forklarede på sedlen, at lukningen skete som en følge af dårlig økonomi efter corona-krisen. På konkurser.dk kan det ses, at Fit4u.nu Viborg ApS er begæret konkurs.

Avisen var i kontakt med direktør Morten Kjertan Nielsen, men han ønskede ikke at kommentere yderligere på centrets lukning.

Fit4u har været beliggende i Gravene siden 2019.

------


Viborg Grøntsager

Torsdag den 10. december åbnede Viborg Grøntsager i Vesterbrogade 12 med Salah Gharib Ali som indehaver. Han kommer fra en lignende tjans i Holstebro, hvor han også havde minimarked, og i Viborg overtog han tilladelsen til forretningen fra Dumpen.

Butikken havde ligget i Dumpen i otte år, men man kunne ikke blive enige om at forlænge lejeaftalen, og så blev den nye placering i Vesterbrogade i de lokaler, som har stået tomme i mere end år, efter de senest husede Old Irish Pub og inden da Dickens.

------


Ild.pizza

Lige på forkant af den seneste corona-nedlukning åbnede Ild.pizza den 9. december en afdeling i Viborg på Holstebrovej på en placering, som lægger op til takeaway, og dermed ikke blev hårdt ramt af decemberens nedlukning.

- Det er en god indfaldsvej, hvor det er nemt at køre ind og hente i bil. Det passer lige ind i det koncept, vi har. Vi kan godt lide idéen med, at man lige svinger ind og henter pizzaen og så tager den med hjem og spiser der. Men der er altså også mulighed for at spise i pizzeriaet med omkring 20 siddepladser, sagde Younes Deaibes tilbage i august.

Planen var, at man skulle åbne i oktober, men på grund af nogle forsinkelser med andre restauranter, måtte Viborg også vente lidt med sin åbning. På åbningsdagen gik hele omsætningen til Viborg FF, der ved den lejlighed fik små 30.000 kroner ind på kontoen.

------

Tøjeksperten Stoholm

Den 23. december var sidste arbejdsdag efter 40 år med tøjsalg i Stoholm for 65-årige Lars Højrup. Dermed er det også slut med herretøjsbutik i byen. Lars Højrup går nu på efterløn og om to år venter pensionstilværelsen for den mangeårige tøjsælger.

- Det bliver da vemodigt, for det har været et fantastisk arbejdsliv, og jeg kommer da til at savne den daglige kontakt med kunderne, sagde Lars Højrup og fortsatte:

- Jeg har forhørt mig i kæden, om der kunne være en afløser, men det er ikke lykkedes. Faget er, som alle siger, presset af nettet, men også af at folks vaner har ændret sig. Man køber mindre tøj og af bedre kvalitet og ikke sæsontøj i form af vinter- og sommergarderobe i samme grad som tidligere, siger Lars Højrup.

------

Pablo’s, Viborg Svømmehal

Fra 10. januar er der en ny mand i spidsen for Viborg Svømmehals café, hvor Pablo Fouilloux på sin helt egen måde vil forsøge at løfte både madoplevelsen og de fysiske rammer.

Og det gav en del debat på Facebook.

For Pablo´s koncept er økologisk, bæredygtig – og vegansk. Dermed er det slut med skinkesandwich i svømmehallens café, mens der stadig er pommes frites i café, sammen med smoothies, smoothie bowls, veganske sandwich og diverse juicer.

Men er konceptet med vegansk mad lidt for ”moderne” til Viborg?

- Hvis ikke jeg havde set, hvordan det var gået med hans ”forsøgsbutik” i gågaden, så ville jeg nok også have troet det. Men jeg kan se, at der kommer rigtig mange i Pablo’s, så jeg er slet ikke nervøs for den del, sagde bademester Carsten Jalk, da han og Pablo Fouilloux i Viborg Nyt fortalte om den kommende åbning.

------

Sinatra

Der er ny natklub på vej til Viborg - og meningen var, at den skulle have været åbnet 1. september.

Men da nattelivet på det tidspunkt måtte lukke klokken 22, så er Sinatra Bar stadig ikke at finde i Vesterbrogade 3, hvor der tidligere var Spot On og tidligere end det; Chaplin.

- Nu tager vi det stille og roligt. Vi aner ikke, hvornår vi kan åbne, og det må vi affinde os med, men jeg må indrømme, at det var noget af en spand kold vand, vi fik i hovedet, da vi igen fik besked på, at vi skal lukke klokken 22, sagde Kim Bach tilbage i Oktober.

Bag det nye diskotek står Kim Bach, Stefan Vester og Kim Krull Jørgensen. De to førstnævnte har hver sat sig på 30 procent af ejerskabet, mens sidstnævnte snupper de resterende 40 procent.

- Vores ambition er at skabe et sted, hvor musikken skal spille den helt store rolle, men rammerne skal også være noget helt særligt, sagde Kim Bach, der altså for tredje gang i sin Viborg-tid vil drive diskotek i Vesterbrogade nummer 3.

------

EDC Poul Erik Bech

Om ganske kort tid vil EDC Poul Erik Bech rykke endegyldigt fra St. Sankt Peder Stræde til hjørnet af Nytorv, hvor Garbitch tidligere lå. Det nye lokale passer bedre til antallet af medarbejdere, og så lokkede placeringen.

- Her har vi synlighed og tilgængelighed. Vi har en helt anden strøgtrafik her, lød det fra Bo Jørgensen, der er erhvervschef og blandt partnerne hos ejendomsmægleren.

Han blev suppleret af sine partnere:

- Mange tror, at alt foregår på nettet i dag. Men det gør det ikke. Vi ser også kunder, der går forbi vinduet og stopper op for at se på boliger. Det kan endda være, at de kommer ind og vil have en salgsopstilling med, men det kan også være dem, der tænker i at sætte til salg, fortalte Jan Rind Andersen.

- Og selv hvis folk ikke kommer ind, så vil vi måske stadig være den første ejendomsmægler, de tænker på, fordi de lige er gået forbi lidt tidligere, sagde Louise Bæch Kristensen.

------

Bacco's

"Bacco’s" bliver navnet på et nyt italiensk spisested i Viborg, som åbner i starten af det nye år. Familien Bach, der blandt andet har Nytorv 11, står bag. Den nye restaurant kommer til at åbne, hvor Gorms lukkede i slutningen af 2019 ved Sct. Mathias Port.

- Det skal være et stemningsfuldt og fedt sted at komme. Et moderne pizzeria, hvor folk har lyst til at sidde at hygge sig. I stueetagen skal der være drinks, mens førstesalen bliver rendyrket restaurant, fortalte Kim Bach og fortsatte:

- Jeg er sikker på, at pizzeriaet kommer til at gå godt. Udfordringen med Gorms pizzaer var, at de kostede mellem 130 og 155 kroner stykket. Det går bare ikke i Viborg. Vores koncept bliver langt fra dyrt. Det bliver mad, alle har råd til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Udskældte pudebump er fjernet

Annonce