Annonce
Viborg Nyt

Problemer med rejsning behøver ikke at ødelægge sexlivet

Annonce

Viborg: Da jeg i sin tid skrev hovedopgave om mandens overgangsalder opdagede jeg en hel del om mænd og rejsningsbesvær. Faktum er at hver anden mand over 40 år har oplevet svigtende rejsning fra tid til anden - nogen oftere end andre - og hvis manden har diabetes eller for højt blodtryk, er det endnu oftere på grund af medicinen.

Når en mand først en gang har oplevet sin rejsning svigte, vil der ofte ligge en lille frygt og lure for, at det sker igen. Hvis de tanker kommer til at fylde for meget, vil det kunne betyde, at det bliver et virkeligt problem for krop og psyke hænger sammen. Mange følelser og psykiske påvirkninger kan have indflydelse på mandens evne til at gennemføre et samleje. Sorg, stress, problemer i parforholdet eller på arbejdet kan direkte være årsag til manglende evne til at få en hård rejsning.

Andre årsager kan være manglende motion, usund kost, for meget alkohol og rygning.

Alt dette taget i betragtning, så kan følelsesmæssig støtte, ro og glæde i parforholdet have den modsatte virkning. En mand, som oplever krav og pres taget af sine skuldre, kan stille og roligt få gang i sit sexliv igen.

Apropos krav, så kan en mand, som oplever pres fra sin kvinde om, at han skal præstere en hård rejsning, få problemer med at imødekomme dette krav.

Jeg har flere gange i min klinik erfaret, at på samme måde som en kvinde kan miste lysten til sex, hvis hendes mand presser for meget på, så kan manden miste evnen til at få rejsning, hvis kvinden stiller krav til ham om sex oftere, end han har lyst til.

For mange kvinder er den hårde rejsning ensbetydende med, at han tænder på hende og at hun er attraktiv. Og omvendt hvis han ikke straks får rejsning, så føler hun sig ikke attraktiv, og hun tror måske ikke, at de kan have sex, når han ikke har rejsning. Dette er lidt synd for begge parter, for der er så mange måder, hun kan stimulere ham til at få rejsning eller de kan nyde sex uden rejsning. Og det, at manden ikke får rejsning, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke tænder på sin kvinde. Som sagt kan der være mange andre årsager til det.

Hvis hun, uden at stresse, kæler for og kysser den bløde penis som en del af sexlegen, kan de begge opleve nydelse uden at skulle opfylde nogle krav. Manden er lige så følsom hård som blød, så lad ham bare nyde at blive kælet for, uden at det skal være for at blive stiv og uden andet formål end nydelse. Hun kan bruge olie og give ham en blid massage, stadig kun for at han skal opleve nydelse uden krav. Oplever han rejsning er det fint - og gør han ikke, er det også fint.

Manden kan også opleve, at rejsningen falder under samlejet, og hvis ingen af parterne går i panik, og bare lader penis blive i vagina og giver sig til at kysse og kæle i stedet, kan de opleve, at rejsningen kommer igen.

Når begge parter oplever, at de kan give hinanden glæde og nydelse, kommer de tættere på hinanden, rejsningen bliver mindre vigtig, og ingen oplever skuffede forventninger.

Du er velkommen til at skrive til mig med kommentarer og spørgsmål på info@kimisand.dk

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Viborg Nyt

Bliv en del af Viborgs historie

Annonce