Annonce
Viborg Nyt

Selvkærlighed: Kvinde, tag dig nu en halv time i sengen

Der kan være flere gode grunde til at kvinder tager en halv time i sengen i løbet af dagen. Modelfoto: Scanpix
Annonce

Viborg: Hvor ofte hører vi ikke det ord – "selvkærlighed"?

Det er blevet et af tidens mantraer, og jeg tænker, at det er med god grund. For mange er ikke ret gode til at holde af sig selv, og nogle er så lidt for gode. Der skal være en balance.

Men med selvkærlighed mener jeg der, hvor du fylder din egen indre beholder op i stedet for at rende rundt og fylde alle andres op. Det er især mange kvinder gode til og glemmer helt sig selv. Og måske bliver de endda sure på manden over, at han ikke er taknemmelig over det, de gør. Men nogle gange er det jo ikke noget, manden har bedt dem om at gøre! Eller ønsker at de skal gøre.

Vi kvinder er så dygtige til at gætte alle andres ønsker og behov og tror, at vi skal opfylde dem. Helst inden de selv opdager, at de har det behov.

Hvorfor gør vi det?

For nogen kan det være fordi, at de er opflasket med flinkeskolen, er blevet mors lille hjælper og har lært, at du kun er noget værd, hvis du gør dig fortjent til det. Ved at være god til at hjælpe og opfylde alle andres behov. Men problemet kan opstå, hvis du begynder at være så meget i underskud, at du begynder at blive vrissen og sur, eller måske ryger i en depression på grund af stress og udbrændthed. Særligt, hvis det ikke bare sker derhjemme med mand og børn, men også på arbejdet - så er der virkelig basis for at blive opbrugt.

Så kommer den udslidte kone hjem til en måske også træt mand og kan ikke forstå, hvorfor han ikke er gået ud med skraldespanden, har købt ind eller ryddet op efter ungerne. Det kan være, at hun begynder at skælde ham ud: "Han forstår ingenting". Han har måske ordnet vasketøj, støvsuget, slået græsset eller andre ting - bare ikke lige dem, som hun får øje på. Så har vi balladen, for begge føler sig hverken set eller hørt men derimod uretfærdigt behandlet.

Hvis konen, lige da hun kom hjem, havde sagt til manden: "Hej skat, jeg har lige brug for en halv time for mig selv i soveværelset for at hvile mig lidt" - så havde hun måske haft et andet overskud til at se, at han faktisk havde gjort noget, og så kunne de sammen se, hvad der var det vigtigste at gøre nu.

Så kone eller mand. Lav en liste med dine fem vigtigste behov og gør, hvad du kan for at opfylde dem selv.

Ofte er mænd meget bedre til at tage sig den halve time, som de har brug for end kvinderne, og det bliver mange kvinder sure over. Men hvorfor? Fordi mændene gør det, som kvinderne egentlig havde lyst til. Det er selvkærlighed.

Jeg opfordrer ofte kvinder, som kommer i min klinik, til at gøre nogle gode ting for sig selv. Men mange har rigtig svært ved det. Det kan de da ikke bare?! Der skal købes ind og laves mad og så videre. Men hvis de af og til tog fri lidt før og tog en lille pause, fik en massage eller en snak med en veninde, ville de have mere overskud til sig selv og familien. Men det kan være noget, man skal øve sig på.

Derfor er min anbefaling: Giv dig selv lidt selvkærlighed hver dag. Bare lidt hver dag. Øv dig i at mærke, hvad du har brug for lige nu. Ikke bare lyst til, men brug for. Og tag så tiden til det. Du bliver mere kærlig af det.

Skriv gerne spørgsmål og kommentarer til mig på info@kimisand.dk.

Kimi Sand
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Annonce