Annonce
Viborg Nyt

Sexolog: Er du realistisk, når den første forelskelse har lagt sig?

Kimi Sand
Annonce

Viborg: Vi bliver fyldt med historier fra film, musik og bøger om helten og heltinden, som går så grueligt meget igennem, og så får hinanden og lever lykkeligt ever after.

Men hvad gør det ved vores forståelse af parforholdet, kæresteforholdet, ægteskabet?

Voksne mennesker, som har været forelsket et par gange, ved, at efter et stykke tid daler spændingen, og alt finder et mere afbalanceret leje, hvor hverdagen indfinder sig. Det er her, hvor det skal vise sig, om der er noget at bygge på.

Men mange er så forelskede i tanken om at være forelskede, at når denne næste fase indfinder sig, tror de, at den anden enten ikke er interesseret i dem mere, eller de synes ikke længere selv, at den anden er interessant. Men det er urealistisk at tro, at vi kan leve i den fase med sindssyge - som forelskelse er - hele livet. Det er ikke muligt, for vores hormoner tilvænner sig den anden og derfor falder niveauet.

Mens vi er nyforelskede, har kvinden et forhøjet niveau af testosteron i blodet, stimuleret af den spændende mand, der er kommet ind i hendes liv. Dette gør, at kvinden har mere lyst til sex, end hun ellers har.

Men stille og roligt, som vi kommer til at kende hinanden bedre og bedre, og han ikke er så mystisk længere, og spændingen omkring ”elsker han mig, elsker han mig ikke” forsvinder, så falder dette niveau hos kvinden, og finder et mere stabilt leje.

Tilsvarende er mandens niveau af testosteron let sænket i forelskelsesfasen, så der er mindre aggressivitet og jagt over ham i denne fase. Det betyder, at han gerne vil holde i hånd og sidde i sofaen med kvinden, men når forelskelsen er ovre, bliver han den drengerøv (kærligt ment), han altid har været.

Her begynder problemerne, for så har vi forandret os og er ikke længere dem, vi var, da vi forelskede os. Kan vi finde ud af at holde af det menneske, vi nu er sammen med?

Der kan nu ske det, at den ene part bliver så skuffet over det menneske, den anden er efter forelskelsen, at han eller hun begynder at bebrejde den anden og klage over dit eller dat, og hvis modparten ikke protesterer og bare indordner sig for husfredens skyld, så er kursen lagt. Og det er jo ærgerligt, for vi har alle fortjent at blive elsket for den, vi er. Ikke for den, en anden synes, vi skal være. Hvis vi tilbringer livet med at prøve at være en anden end den, vi er, spilder vi vores liv og faktisk også den andens. For ingen af parterne føler sig elskede eller tilfredse.

Så for din egen skyld: Vær realistisk når du går ind i et forhold og se, hvad der sker, når den første forelskelse går over. Hvem er så tilbage, og er det et menneske, hvis værdier du deler, kan leve med og være glad med?

Del gerne de værdier med hinanden som noget af det allerførste, I gør sammen, og lyt til de historier du hører fra din partners venner, for at lære denne person at kende. Tro ikke at du kan forandre vedkommende, og gør ikke ham/hende til et projekt. Elsk den anden, som de er, eller gå.

Sexolog Kimi Sand
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Annonce