Annonce
Viborg Nyt

Slutspurten er sat ind i Viborg FF's støttekampagne - alle bidragsydere får plads på væg på stadion

Alle der har købt støttepakker får sit navn på en "mindeplade", som sættes op ved indgang 5 på Energi Viborg Arena. Arkivfoto: Morten Pedersen
Viborg FF's støttekampagne lukkes snart ned. Dermed er det snart sidste chance, hvis man vil støtte - og alle, der støtter, får en plads på en væg på Energi Viborg Arena.
Annonce

Fodbold: Viborg FF rakte i begyndelsen af corona-pausen ud til klubbens fans.

En periode uden fodbold ville gøre ondt på økonomien, og derfor bad klubben sine fans og støtter i byen om at købe støttepakker, hvilket har været en stor succes.

I hvert fald er der solgt støttepakker for næsten 1,2 millioner kroner, og nu går kampagnen så ind i sin sidste fase.

Den lukkes nemlig ned ved udgangen af denne måned, men allerede fra nu kan man måske spotte resultatet af kampagnen i bybilledet.

VFF er nemlig begyndt udleveringen af de trøjer, som har været en del af flere af støttepakkerne. Det betyder, at tusindvis af grønne støttetrøjer nu kan hentes på klubbens kontor eller på stadion på kampdage. Flere end 80 trøjer er også sendt til København, hvor der også er et udleveringssted til de mange VFF-støtter, som bor i hovedstaden.

Navnene på alle bidragsydere har lige siden kampagnens begyndelse kunne ses på klubbens hjemmeside, men navnene vil til evig tid også få en plads på Energi Viborg Arena.

- Vi har mange flader på Energi Viborg Arena, som bare er rå beton. Så vi vil gerne lave en form for "mindeplade" for alle de støtter, som gik med os i den her svære tid, som vi var igennem. Så vi sætter en plade med alle navnene op ved indgang 5 på stadion, og her kommer navnene til at stå til evig tid, forklarer klubbens kommercielle chef Rasmus Ingeman.

- Som klub må vi følge op på det, når vi oplever så stor en opbakning. Jeg synes, at det er vigtigt at markere og vise, at vi har fået så megen kærlighed fra folk i forbindelse med den her kampagne. Så dem skal vi gøre noget ekstra for, siger den kommercielle chef.

Det er fortsat muligt at købe støttepakker måneden ud - og dermed få sin plads på væggen på Energi Viborg Arena samt få fingrene i den grønne støttetrøje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce