Annonce
Viborg Nyt

Specialbutikker må have åbent mellem jul og nytår

Peter Dahl - her fra et tidligere tidspunkt og derfor uden mundbind - vil trods alt hellere have åbent end modtage kompensation. Arkivfoto: Morten Pedersen
Det er på godt og ondt, når specialbutikker som Dahls Vinhandel i Viborg må åbne mellem jul og nytår. De er medregnet som dagligvarebutikker og kan derfor heller ikke få lønkompensation.
Annonce

Viborg: Der er stadig butikker i gågaden, som har åbent mellem jul og nytår.

Specialbutikker som Dahls Vinhandel, Holms Vinotek og Alliance Vin er ligesom Bisgaards og Vin & Vin at regne for dagligvarebutikker, selvom der hverken er morgenmad, rugbrød eller medisterpølse på hylderne.

På positivsiden betyder det, at specialbutikkerne ikke er tvunget til at holde lukket mellem jul og nytår. Modsat er butikkerne ikke berettiget til lønkompensation ved lukning.

I gågaden er alle øvrige butikker lukket, og det vil naturligvis påvirke antallet af mennesker, der alligevel skulle ind i området omkring Dahls Vinhandel, Holms Vinotek og Alliance Vin.

Derfor kunne man tro, at specialbutikkerne hellere ville have lukket og i stedet blive kompenseret. Men for Peter Dahl i Dahls Vinhandel er det vigtigere at have åbent end at modtage hjælpepakker.

- Jeg tror ikke, at kompensationen kunne opveje den værdi, det har at have åbent. Vi mærkede en super opbakning fra viborgenserne i foråret, og det håber vi jo selvfølgelig på igen. Og så er det bedst, at vi er her og har åbent, siger Peter Dahl på en travl fredag.

For der er mennesker nok i byens ældste butik lige op til jul.

- Vi skal nogle gange lige minde folk om, at det helst kun skal være en fra familien ad gangen. Men ellers går det fint med afstand, sprit og mundbind, så vi kan sagtens klare det, siger Peter Dahl, som dog også tilbyder at komme ud til folk med varer:

- Der er jo nogle, som ikke er vilde med at komme ind i butikken. Så derfor tilbyder vi også at levere varerne ud til dem.

Han har ondt af de butikker, som ikke må have åbent mellem jul og nytår - og i særdeleshed de butikker, der ligger i centret.

- Jeg har så ondt af dem. De er tvunget til at lukke lige her i højsæsonen. Men det vil være tosset at lukke i sympati. Vi kommer ikke til at få hjælpepakker, så vi må kæmpe med det, vi har, siger Peter Dahl.


Jeg tror ikke, at kompensationen kunne opveje den værdi, det har at have åbent. Vi mærkede en super opbakning fra viborgenserne i foråret, og det håber vi jo selvfølgelig på igen. Og så er det bedst, at vi er her og har åbent.

Peter Dahl, Dahls Vinhandel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Udskældte pudebump er fjernet

Annonce