Viborg: Der er godt 50 spilautomater hos Falkevejs Nærbutik, som lige nu står og samler støv.
For mens butikken er åben - ligesom det meste af det omkringliggende samfund - så er den lille, tilstødende spillehal stadig underlagt corona-restriktionen om total nedlukning.
- Du må gerne have 500 inde til en koncert. Du må endda have 1500, hvis du har tre udgange. Jeg ville bare gerne kunne invitere 15 indenfor, lyder det fra indehaver Søren Gjørtz.
Han er klar til at tjekke corona-pas, sørge for at alle har mundbind på og fjerner gerne halvdelen af stolene. Men som reglerne er nu, kan han intet gøre.
- Som jeg har forstået det, er det fordi, spillehaller sidestilles med kasinoer, men det er vi jo på ingen måde. Og det er ikke fordi, at jeg vil træde på dem, der har fået lov til at åbne. Jeg undrer mig bare over, at vi ikke var blandt dem, der måtte åbne i søndags, siger Søren Gjørtz, der understreger, at han godt kan forstå, at man har restriktioner for at holde smitten nede.
Alvorlig situation
Men han savner også forståelse for, at han som mindre erhvervsdrivende bliver hårdt ramt.
- Det er alvorligt for os, for spillehallen betyder meget for vores omsætning som nærbutik. For 15 år siden solgte vi hverdagsvarer som mælk, brød og grønt til kunderne, men i dag er vores salg cigaretter og impulskøb. Vi har ikke den samme omsætning, som vi havde engang, og derfor påvirker det os hver eneste dag, vi må holde spillehallen lukket, fortæller Søren Gjørtz.
Han kan samtidig fortælle, at spillehallen i Viborg - ligesom mange andre steder - har samme cvr-nummer som butikken, og derfor kan man ikke få kompensation for nedlukningen. En nedlukning, som han frygter kan blive længere end til den 31. januar, som lige nu er skæringspunktet for natteliv, spillehaller, kasinoer, legeland, badeland samt forsamlingshuse og selskabslokaler.
- Mens priser på strøm og alt mulig andet stiger, så falder vores indtægt, fortæller Søren Gjørtz og trækker vejret dybt, inden han fortsætter:
- Det kan jo sagtens ske, at de også efter den 31. januar vælger at holde natteliv og kasinoer lukket. Og regnes spillehaller så automatisk med herunder igen, lyder det retorisk.
Søren Gjørtz, indehaver af Falkevejs NærbutikSom jeg har forstået det, er det fordi spillehaller sidestilles med kasinoer, men det er vi jo på ingen måde.