Annonce
Viborg Nyt

Stå sammen – og ikke bare hver for sig

Annonce

Viborg: Der virker til at være en spændende ny tendens i Viborgs handelsliv.

I de seneste tre uger har vi i Viborg Nyt skrevet rigtig meget om samarbejde - lige fra Reborn og Pablo’s, der kører parløb i hver deres butik i St. Sct. Hans Gade til kommunen, Viborg Idrætsråd og Vi er Viborg, som laver samarbejdsaftaler på tværs af forretninger og foreninger.

I denne uge kan vi blandt andet skrive om Viborg Bryghus, der har solgt en historisk stor ordre til Bilka. For mig at se er Bilka (under Salling Group) en mastodont i dansk handelsliv, og mastodonter er ofte ikke lokalt engageret. Men aftalen mellem bryghuset og Bilka viser, at der sagtens kan skabes samarbejde med værdi, når man kan se muligheder, som varehuschef Claus Frederiksen gjorde. Og selvom jeg normalt er til de mørkere eller mere bitre øltyper, så skal jeg helt sikkert prøve en Pink-øl hen over sommeren, når varmen igen rammer os.

En anden ting, der er værd at prøve, er samarbejdet mellem Restaurant Rod og Holms Vinotek. De to serveringssteder kunne vælge at se hinanden som konkurrenter, men i stedet for at kæmpe om gæsterne, tænker de i hvordan de sammen kan skabe en bedre oplevelse for de besøgende. "Ingen mand er en ø," som John Donnes skrev i 1624, og det er så sandt i dag, som det var dengang. Alle forretningerne og restauranterne i gågaden har brug for hinanden, så de sammen kan være med til at lokke folk til og ind i byens midte.

Det kan være en tilfældighed, at så mange samarbejdsaftaler popper op til overfladen netop nu - men jeg tror mere, at vi ser en tendens, der bliver mere og mere almindelig. Og det skyldes flere ting.

Corona-krisen har mindet os om, hvor skrøbeligt et forretningsgrundlag kan være - og man kan ikke bare tage kunder, gæster og turister for givet. Det ved de fleste, men det giver naturligvis en anden indsigt, når forretningen for alvor bløder, og man måske har tid til at stå og se refleksivt på.

Men det er ikke kun corona-tiden, der skaber samarbejde. Kommunen, kulturinstanser, foreningerne og Vi er Viborg arbejder alle på at styrke samarbejdet, og der blev langt inden nogen havde hørt om corona lagt planer for at styrke fællesskabet på tværs. Det er legepladsen på Hjultorvet et fysisk eksempel på.

Der skal to til tango, men det ligner efterhånden mere en god solid fællesdans, der bliver inviteret op til. Den sidste, der skal op af stolen og danse med, er forbrugeren, der skal benytte sig af alle de lokale muligheder for oplevelser der opstår i disse samarbejder. Det tror og håber jeg også, de vil. Det vil være tosset at lade være.

God sommer!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Annonce