Annonce
Viborg Nyt

Espresso House klar til at servere kaffe og sandwich i Viborg

Espresso House har 58 caféer i Danmark - og snart også en i Viborg. Pressefoto: Espresso House
Espresso House flytter ind i Sct. Mathias Centret i starten af marts, hvor Viborg bliver blandt flere nye destinationer for kæden, der har flere end 400 serveringssteder i det nordlige Europa.
Annonce

Viborg: - Tiden er inde til, at vi også kommer til Viborg.

Sådan lyder det fra Espresso House’ marketing- og produktansvarlige, Sinne Fiil Fredslund, der kan bekræfte, at kaffekæden er på vej til Viborg.

Det sker som et led i en ambitiøs plan for 2020, hvor Espresso House vil åbne 10 nye serveringssteder i Danmark - størstedelen i Jylland - i tillæg til de 58 nuværende kaffebarer i Danmark.

Heriblandt er Viborg altså udset som en kommende destination - nærmere bestemt i Sct. Mathias Centret - hvor Photocare tidligere lå. Efter planen åbner Espresso House Viborg-afdelingen i starten af marts.

- Vi har længe haft kig på Viborg, men vi skulle også finde den rigtige beliggenhed. Den mener vi at have fundet nu i centret, hvor vi har sammenhængen mellem centret og strøggaden (Sct. Mathias Gade, red.), fortæller Sinne Fiil Fredslund og fortsætter:

- Vi har ikke været voldsomt repræsenteret i det midtjyske, men vi åbner blandt andet også i Holstebro og Herning. Vi åbnede de første restauranter i København for 20 år siden og har siden kredset om de større byer som Odense, Aarhus og Aalborg. Men nu er vi klar til resten af Danmark.

Derfor er Espresso House også i gang med at søge personale - otte personer i alt - der skal betjene viborgensere i kaffehusets særlige miljø.

- Ud over god kaffe er det indretningen og hygge i kaffebaren, som vi gerne vil sælge os på. Der bliver små intime kroge, men også større pladser, hvis man er en flok. Og vil man bare have kaffen med sig, er der naturligvis også "to go", siger Sinne Fiil Fredslund, der videre kan fortælle om salg af mere end bare kaffe:

- Der er også kolde drikkevarer, som særligt appellerer til den yngre målgruppe, og så har vi morgenmad som grød og skyr samt frisksmurte sandwich til frokost. Vi har også friskbagt wienerbrød og økologisk brød fra bager at tilbyde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Bliv en del af Viborgs historie

Viborg Nyt

Soppefesten bliver til Droppefesten

Viborg Nyt

Nye p-pladser på vej i banebyen

Annonce