Bjerringbro: Først blev det flyttet til september, men nu er Bjerringbros største løb, Gudenåløbet, blevet aflyst.
Beslutningen blev taget i sidste uge, da det stod klart, at der fortsat er for mange usikkerheder i forhold til Covid-19 situationen til, at gennemføre et løb i overensstemmelse med det arrangement Bjerringbro Atletik & Motion ønsker at tilbyde deltagerne i Gudenåløbet.
- Da vi i begyndelsen af april besluttede at udsætte Gudenåløbet til slutningen af september, var det med en tro på, at vi var på den anden side af Covid-19 og tilbage til noget der ligner normalen, når vi nåede den tid, forklarer Jan Møller Nielsen, der er formand i Bjerringbro Atletik & Motion.
Alle tilmeldte er blevet informeret om aflysningen og tilbudt at få startgebyret tilbage eller overføre startnummeret til 2021. Her håber man at kunne afvikle løbet lørdag den 5. juni.