Annonce
Viborg Nyt

Undlad at nå dit fulde potentiale

Annonce

Viborg: Mange reklamer for forskellige uddannelser eller kurser i personlig udvikling lokker med sætninger som "opnå dit fulde potentiale" eller "bliv den bedste version af dig selv". Og det lyder da også dejligt, men jeg synes, det er et forkert udgangspunkt, at du skal ændre noget ved dig selv for at blive "god nok".

Du er præcis, som du skal være, og jeg tvivler oprigtigt på, at du kan lave dig selv om. Lige så lidt, som du kan lave andre om. Som Krumme så rigtigt synger i børnesangen: "Man er, som man er, og det er godt nok". Du bliver ikke mere værd eller mere rigtig ved at tage endnu en uddannelse, gennemføre et maraton eller sætte et billede af hjemmebagte speltboller på sociale medier. Det ændrer ikke ved dit grundlæggende værd.

I mine øjne har vi i vores kultur fejlagtigt sat lighedstegn mellem præstation og værd. Så længe det ydre glansbillede består, så kan vi sagtens acceptere at gå på kompromis med vores trivsel og væren. Vi jagter det rigtige hus og bil, den rigtige karriere og det helt rigtige udseende. Når vi har nået alle vores mål, så er det okay lige at stoppe op og slappe lidt af - men helst ikke før.

Det er skamfuldt at lave ingenting. For så præsterer du jo ikke noget, og så arbejder du jo ikke aktivt på at blive et bedre dig eller få et endnu pænere glansbillede. Det er desværre et gigantisk benspænd for os selv. Når vi for eksempel har lånt pengene til glansbilledet, så fastlåser vi os selv i en ramme, hvor vi faktisk ikke har råd til at miste vores arbejde, mens opkvalificering og flere timer på jobbet virker som den eneste løsning. Hamsterhjulet er sat i bevægelse og den eneste vej er frem og helst med højere hastighed.

Dine følelser er rigtige

I al vores hast glemmer vi at mærke efter, hvordan vi egentlig har det. Føler jeg mig egentlig velkommen, når jeg træder ind ad døren på mit arbejde? Hvis nej, hvorfor kommer jeg så hver eneste dag?

Vi er verdensmestre i at "slukke" for følelserne og ikke tillægge dem nævneværdig betydning. Vi kan altid argumentere rationelt i den anden retning. "Jamen, jeg arbejder jo for at tjene penge", eller "jeg lægger følelserne hjemme - det er mere professionelt".

Men dine følelser er altid rigtige og opstår også på arbejdet. De beskytter dig, når noget er forkert. Det er ikke hensigtsmæssigt at reagere på dem alle, men spørg nysgerrigt dig selv hvilket budskab den enkelte følelse har med til dig.

Det lyder klicheagtigt, men du er i live lige nu, og livet giver ingen garantier. Så mærk efter om de ting, du gør, udføres af pligt eller lyst. Måske var det bedre for dig at undvære det sommerhus, som ellers ville fuldende glansbilledet. Tiden går stærkt, og pludselig er der gået et år - eller et årti.

Klummeskribent Karina Riis

Karina Riis er ICC-certificeret Life- & Businesscoach & certificeret Stresscoach. Hun har klinik i Viborg og skriver om sine erfaringer med trivsel i hverdagen og stresshåndtering.

Hun tager gerne udgangspunkt i anonyme spørgsmål og kommentarer fra læsere af Viborg Nyt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Viborg Nyt

Bliv en del af Viborgs historie

Viborg Nyt

Soppefesten bliver til Droppefesten

Viborg Nyt

Nye p-pladser på vej i banebyen

Annonce