Annonce
Viborg Nyt

Ung designer sætter alt ind: Søren er flyttet hjem til forældrene for at realisere sin idé

Onsdag den 11. September. Søren Bjerg Boiesen laver særlige bymotiver i stål. Han er flyttet hjem til sine forældre for at få realiseret sin drøm om at blive selvstændig. Foto: Morten Pedersen
Hvis du vil iværksætteri, så må du gøre det, der kræves. Det er Søren Bjerg Boiesen med sin virksomhed BB Designmind et lysende eksempel på.
Annonce

Hørup: Da 27-årige Søren Bjerg Boiesen boede og læste på universitetet i Aalborg, fik han en idé. Hvorfor ikke designe de danske byer i stål, placerer dem på en svævehylde og sælge dem til mennesker, der på en eller anden måde havde en tilknytning til den enkelte by?

Idéen bed sig fast, og imens Søren Bjerg Boiesen færdiggjorde sin bachelor i arkitektur og design med speciale i industriel design, tegnede han på motiver, der kendetegnede Aalborg, hvor han boede. Det var i 2016. I dag er virksomheden BB Designmind en realitet, endnu to byer er føjet til - nemlig Viborg og Skive - og endnu flere er på vej, og så er den unge designer og iværksætter både flyttet tilbage til sit barndomshjem og har indledt et samarbejde om at producere og sælge by-figurerne lokalt.

- Jeg blev inspireret af de kendte plakater med byer. Først tegnede jeg Aalborg med seks kendte vartegn og bygninger. Jeg købte en lille CNC-fræser og skar selv nogle udgaver i træ. Siden er de skåret ud i stål i et samarbejde med Danlaser i Skals, og stål-byerne er nu til salg i både Viborg, Skive og Aalborg, siger Søren Bjerg Boiesen, da avisen møder iværksætteren på hans bopæl og virksomhedsadresse i Hørup mellem Vester Bjerregrav og Møldrup.

- Jeg bor på mit gamle værelse på 10 kvadratmeter hos mine forældre, der heldigvis støtter mig. Jeg er gået all in og har solgt lejligheden i Aalborg. Der er en enorm frihed i at kunne fokusere og hellige mig stål-byerne 110 procent. For virkelig at lykkes med det her, så mener jeg, at det er det, der skal til, siger Søren Bjerg Boiesen, der er overvældet over den modtagelse, som stål-byerne indtil nu har fået.

- Der er solgt 65 indtil nu, og det er helt overvældende. Alle potentielle forhandlere, som jeg har vist dem til, har været interesseret i at sælge dem. De taler til folks minder, deres lokale tilknytning og har en stor værdi for mennesker, der har boet, bor, arbejdet eller studeret i en af byerne, siger Søren Bjerg Boiesen.

Det er helt vildt at opleve, hvordan disse lokale virksomheder bare træder til og bidrager. Det er jeg meget glad for.

Søren Bjerg Boiesen, iværksætter

Annonce

Lokalt samarbejde

Ved siden af de 10 kvadratmeter, hvor Søren Bjerg Boiesen tegner og designer, har han sin produktion. Den unge designer viser passioneret rundt mellem stål-figurer, CNC-fræser og træpinde, imens han beskriver processen med at sammensætte byerne stykke for stykke. Alt foregår i hånden. Der er øje for detaljerne.

- Jeg fandt fræseren i Den Blå Avis, og så købte jeg et program, og satte mig til at øve mig og lære at bruge den. Stålet kunne jeg dog ikke klare selv. Det stod klart for mig, at jeg fik brug for hjælp. Jeg tog derfor min tegning af Aalborg under armen og gik ned og bankede på hos Danlaser, siger Søren Bjerg Boiesen.

Det blev starten på et samarbejde, som udviklede både den unge iværksætter og den erfarne produktionsvirksomhed.

- De var meget åbne og hjalp mig med at få lavet den første prototype. Her udfordrede vi maskineriet i produktionen med motivets mange små detaljer. Jeg fandt til gengæld ud af, hvor langt jeg kunne gå ned i detaljegrad på motiverne, siger Søren Bjerg Boiesen, der er glad for samarbejdet, som han har lært en masse af.

Udover samarbejdet med Danlaser produceres hyldedelen i egetræ hos PN Møbler i Møldrup, og her er ejeren Per Nielsen blevet lidt af en mentor.

- Træ er et levende materiale, men Per har lært mig alt det, jeg ved om træ i dag. Det er helt vildt at opleve, hvordan disse lokale virksomheder bare træder til og bidrager. Det er jeg meget glad for, siger Søren Bjerg Boiesen.

Annonce

Sælges i Viborg

En række forhandlere har taget by-motiver ind, og salget går godt. I Viborg sælges byerne i Designhuset Wertz og Tine Lund til en pris på 1500 kroner, men man kan også kontakte BB Designmind og Søren Bjerg Boiesen selv, hvis man vil købe et by-motiv. Udover standardmodellerne kan designeren også lave specialopgaver - for både virksomheder og private, der ønsker et særligt kendetegn tilføjet stål-byerne.

- Lige nu arbejder jeg på at udvide med flere byer og udvikler specialdesignede udgaver af standardprodukterne. Samtidig øger jeg hele tiden mit kendskab til produktion, processer og forretning. Det er spændende og udfordrende. Der er overraskende mange ting at sætte sig ind i som iværksætter, derfor har jeg også kontakt til Viborgegnens Erhvervsråd, som vejleder mig omkring udvikling af virksomheden, siger Søren Bjerg Boiesen.

Onsdag den 11. September. Søren Bjerg Boiesen laver særlige bymotiver i stål. Han er flyttet hjem til sine forældre for at få realiseret sin drøm om at blive selvstændig. Foto: Morten Pedersen
Onsdag den 11. September. Søren Bjerg Boiesen laver særlige bymotiver i stål. Han er flyttet hjem til sine forældre for at få realiseret sin drøm om at blive selvstændig. Foto: Morten Pedersen
Onsdag den 11. September. Søren Bjerg Boiesen laver særlige bymotiver i stål. Han er flyttet hjem til sine forældre for at få realiseret sin drøm om at blive selvstændig. Foto: Morten Pedersen
Onsdag den 11. September. Søren Bjerg Boiesen laver særlige bymotiver i stål. Han er flyttet hjem til sine forældre for at få realiseret sin drøm om at blive selvstændig. Foto: Morten Pedersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Annonce