Annonce
Viborg Nyt

Vejvrede: Hver tredje bilist har opført sig grimt bag rattet

Mange bilister har ladet frustrationerne gå ud over især cyklisterne på landevejene. PR-foto
De fleste kender til følelsen af at blive irriteret, når de andre trafikanter kører anderledes, end hvad man selv ville have gjort. Og flere og flere kommer til at kanalisere vreden ud på en uhensigtsmæssig måde.
Annonce

Danmark: Selvom Danmark er kåret som det lykkeligste land i verden, og vi er blevet kendt vidt og bredt for vores "hygge", så er det knap så hyggeligt bag rattet.

I hvert fald viser en undersøgelse foretaget af Megafon for Continental Dæk Danmark A/S, at en tredjedel af de danske trafikanter har hilst deres medtrafikanter med en strakt langemand, knyttet næve eller andet aggressivt håndtegn, mens hver fjerde dansker har været involveret i et trafikalt skænderi.

Ifølge psykolog Mette Herslund er stress og behov for kontrol den store synder.

- Generelt siger det noget om, at vi er for pressede og stressede i hverdagen, hvilket afspejles i en mindre grad af omtanke og refleksion. Når der så er mange biler, cyklister og fodgængere, bliver alle lidt højspændte. Som bilist bliver det derfor lettere at glemme, at cyklisten også er et menneske, når der ikke er øjenkontakt, siger Mette Herslund i en pressemeddelelse.

Hun påpeger, at en større procentdel hidser sig mere op i trafikken, end de ville gøre i et supermarked, hvor der vil være en tættere forbindelse og mulighed for direkte øjenkontakt. Her får man lettere øje på, at de andre også er mennesker, og måske mødre og fædre.

Annonce

Del vejen

For at bidrage til at skabe en positiv adfærd i trafikken kickstarter Continental Dæk Danmark derfor en adfærdskampagne under overskriften "Share the Road", og de har udviklet en række videoer til de sociale medier, der sætter særligt fokus på forholdet mellem cyklister og bilisterne.

Bedre adfærd og forståelse for hinanden i trafikken er det primære formål med kampagnen.

- Share the Road handler om at dele vejen. Vi ønsker at sætte fokus på at få folk til at skabe plads til både cyklister og bilister, så begge parter kommer helskindet hjem uden dårlige trafikoplevelser. Og vi håber, kampagnen kan bidrage til at fremme den gode trafikkultur hos alle. For hvis vi alle gør en lille smule for at skabe plads til de andre, så får det en stor effekt, siger Georg Nielsen, direktør i Continental Dæk Danmark A/S.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ejendomsmægler går imod tendens

Annonce