Annonce
Viborg Nyt

Viborg Dyreklinik vokser til mere end dobbelt størrelse

Indehaver Rikke Fast glæder sig over en markant større klinik, der giver helt andre muligheder end de nuværende rammer. Pressefoto
Den ekstra plads skal bruges på en stor genoptrænings- og fysioterapiafdeling, et corona-venligt venteværelse og en kattevenlig afdeling med eget katteventeværelse, -konsultationsrum og -indlæggelsesrum.
Annonce

Viborg: Det er en glad dyrlæge og indehaver af Viborg Dyreklinik, Rikke Fast, som i disse uger er i gang med at udvide sin dyreklinik fra 170 til 490 kvadratmeter

- Dyreklinikken bliver faktisk mere end dobbelt så stor med den nye ombygning, og vores venteværelse bliver både mere corona- og dyrevenligt, fortæller Rikke Fast i en pressemeddelelse.

Klinikken på Fabrikvej beholder sin adresse og overtager eksisterende lokaler, som ligger i forlængelse af klinikken.

Den ekstra plads skal blandt andet bruges til et stort genoptrænings- og fysioterapi-lokale, hvor Viborg Dyreklinik som noget nyt i Viborg har købt en såkaldt "water walker" - et vandløbebånd, som kan bruges til genoptræning efter operationer, til hunde som skal tabe sig, har gigt eller muskelskader med mere.

I den forbindelse har Viborg Dyreklinik valgt at ansætte Carina Kornø Andersen som hundefysioterapeut, der skal indgå i et team med Ditte Jensen.

- Vi indretter en specialafdeling til katte i vores nye lokaler, hvor kattene kan være helt separat fra hunde. Kattene får både deres eget venteområde, egen konsultation og indlæggelsesrum, siger Rikke Fast.

Annonce

Stor vækst

Klinikken har siden opstarten i 2017 haft vokseværk,  og dyr med neurologiske sygdomme bliver ofte henvist. Da klinikken samtidig er blevet valgt til at håndtere midtjyske politihunde, har de ni faste medarbejdere brug for mere plads.

- Vi vil gerne kunne tilbyde vores klienter og deres dyr den allerbedste og nyeste behandling, og derfor har vi valgt at prioritere, at vores udstyr og lokaler er helt i top. Samtidig er vores medarbejdere altid opdateret med special- og efteruddannelse, og derfor håber vi at kunne bidrage til en god og tryg oplevelse, når man besøger os, siger Rikke Fast.

Allerede nu er ombygningen i fuld gang, og det forventes, at alle nye lokaler kan tages i brug 1. januar.

På grund af corona-situationen bliver der ikke afholdt indvielsesreception af de nye lokaler.


Vi indretter en specialafdeling til katte i vores nye lokaler, hvor kattene kan være helt separat fra hunde. Kattene får både deres eget venteområde, egen konsultation og indlæggelsesrum.

Rikke Fast, indehaver Viborg Dyreklinik
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Udskældte pudebump er fjernet

Annonce