Annonce
Vinderup Avis

Arrangerede ålegilde på plejehjemmet af taknemmelighed

Bill Hansens øjne stråler, da de veltilberedte stegte ål bliver serveret. Foto: Lars Rask Vendelbjerg
Leif Nørgaards forældre havde et dejligt ophold på Plejecenter Bakkebo i Vinderup. Det fik ham til at sponsorere ål til en middag for alle beboerne.
Annonce

Vinderup: - Uhm, hvor de smager godt.

Bill Hansen, beboer på Plejecenter Bakkebo kommenterer dagens middagsret: stegte ål med stuvede kartofler. Og skåler i snaps med sine venner og tidligere arbejdskollegaer som elektrikere, Leif Nørgaard og Henry Hygum.

Festmåltidet - der følges op med jordbærkage til dessert - foregår fredag på Bakkebo, og de tre venner spiller en vigtig rolle. De elsker nemlig alle ål, og Leif og Henry har tidligere glædet Bill med besøg med medbragt ål. Blandt andet fra Sevel Kro.

Men i dag er alle plejecenterets 45 beboere inviteret til ålegilde. Nogle af beboerne bemærkede, at de tre venner for nogle måneder siden havde privat ålegilde - og blev lidt misundelige.

Det fik Leif Nørgaard til at fostre en plan. Han ville gerne glæde beboerne i taknemmelighed over, at hans forældre Flora og Jens Nørgaard har haft en skøn tid her fra 2017 til 2018. Han mistede sin mor 20. marts og sin far 26. juli sidste år, efter at de havde levet sammen i 73 år og oplevet at fejre jernbryllup.

- De fik SÅ god en behandling. Uanset hvem, der var på arbejde. Personalet har altid været flinke og rare. Det vil jeg gerne påskønne, fortæller han.

Han vidste, at vennen Henry Hygum kunne skaffe ål, og bestilte 15 kilo, så der var rigeligt til alle. Bakkebos køkken var helt med på at tilberede dem - og Bills kone, Elly, gjorde dagen ekstra festlig ved at donere snaps til alle.

- Jeg synes det er en flot gestus og er dybt taknemmelig, siger centerleder Helle Lykke Nielsen. Hvis lederkolleger fra andre plejecentre også blev imponeret over initiativet, da hun "pralede" lidt.

De tre ålevenner arbejdede tidligere sammen med vedligeholdelse af luftledninger. Blandt andet reparerede de stormskader. Henry Hygum har passeret 90 år og har ligesom Bill Hansen forlængst forladt arbejdsmarkedet. Leif Nørgaard er nu ansat hos Aarslev Trail og med til at vedligeholde de ledninger, der giver kørestrøm til togene på det danske skinnenet. Han bor i Møllebo i Møllegade. Men tilbringer en stor del af arbejdstiden på Sjælland. Et års tid endnu. Så regner han med at forlade arbejdsmarkedet og rejse verden rundt.

Men måske der ind imellem bliver tid til en ny visit på Bakkebo og ålegilde sammen med vennerne.

- Tidligere var der altid ålegilde en gang om året. Det blev sparet væk. Men måske traditionen kan genoplives, siger Leif Nørgaard, der i hvert fald kan glæde sig over, at der var stor begejstring blandt beboerne for hans initiativ.

Stegte ål skal da skylles ned med snaps! De tre venner Leif Nørgaard, Bill Hansen og Henry Hygum skåler for at markere den festlige dag.
Annonce

Mest læste

Annonce
Vinderup Avis

Vinderup Avis lukker

Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vinderup Avis

Turteldue-kunstneren udstiller

Mest læste

Seneste nyt

Vinderup Avis

Jul på borgen

Vinderup Avis

Julemarked hos FDF'erne

Vinderup Avis

Julemarked i 7'eren

Annonce