Annonce
Vinderup Avis

Da tågen lettede: Fuglene kvidrede fra en af naturens ukendte perler

Christian Hjorth (til højre) viste rundt i de prægtige præstegårdsskove i Sevel - med masser af krogede gamle træer, fin natur og fuglesang. Foto: Johan Gadegaard
Belønningen var fuldendt for den lille flok, som samledes 6.30 en kølig og diset morgen, mens andre sov: Sol, dis og fuglesang gik op i en højere enhed.
Annonce

Sevel: Der var belønning til sjælen for den lille flok, som var stået ud af sengen før klokken seks for at mødes anden pinsedag. Ganske vist en kølig morgen med tyk tåge. Men snart tittede solen frem og bød på den smukkeste gåtur gennem de præstgårdsskove med eg og andre gamle træer, som putter sig ved Sevel. Og med et fugleliv af en anden verden.

En fugletur var netop formålet - under kyndig ledelse af fuglekender Christian Hjorth, der bor i Sevel.

Gærdesmutten gav sig straks til kende i de høje træer ved Halallé.

- Det er Danmarks næstmindste fugl. Men den synger så smukt og så højt, så man siger, at hvis en ko brølede forholdsvis lige så højt, kunne den høres helt til Rom, siger Christian Hjorth med et smil.

Præstegårdsskovene ligger op til præstegårdens marker og tilhører kirken. Og ruten starter lige over for den gamle præstegård på Hjerlhedevej, hvor et lille vandløb strømmer med gamle træer omkring.

Der lyder en smuk klar fløjtetone fra en trætop.

- Kan I høre den. Det er en munk - hannen har en sort kalot, mens hunnen har en brun kalot, siger Christian Hjorth.

Krogede egetræer giver skjul for fuglene, mens udgåede træer er væltet og ligger på jorden.

- Det er urskov, som får lov at passe sig selv, og det giver et mere spændende liv med masser af insekter, som fuglene kan leve af, forklarer manden, der er tidligere formand for Danmarks Ornitologiske Forening (DOF).

- Hør. Der en en solsort, som skælder ud. Den har nok en rede i nærheden.

- Solsorten regner vi ellers for Danmarks bedste sanger, siger han om den flittige fugl, som synger fra morgen til aften.

Det er Danmarks næstmindste fugl. Men den synger så smukt og så højt, så man siger, at hvis en ko brølede forholdsvis lige så højt, kunne den høres helt til Rom.

Christian Hjorth, fugleekspert, om gærdesmutten

Annonce

Tjik, tjak og utroskab

Efter den første skov, går vi langs et hegn med masser af hvidtjørn.

- Efter de fine hvide blomster får den bær, som er mad for fuglene. Og samtidig spreder de frø, så der kommer flere træer, siger Christian Hjorth, mens vi hører en gøg kukke i det fjerne.

Solen titter frem af disen over kornmarken. Det er vindstille, og vi beundrer de flittige edderkoppers spind, som er fremhævet af duggen og solens skær.

En skovpiber sidder højt i et fritstående træ. Vi står stille, men den vil ikke lege med.

- Den har det mest fantastiske sangflugt, hvor den flyver op - og daler ned i flugt, mens den synger, forklarer Hjorth.

Tjik, tjak, lyder det. Den karakteristiske lyd fra en gransanger.

- Den ses mest i løvskov - i modsætning til løvsanger, der mest ses i nåleskov. Når fugle først har fået navne, kan man ikke lave om på det, siger fuglekenderen.

Vi passerer Hjerlhedevej til den største af de fire skove på samlet syv hektar.

Et gammelt kroget egetræ er gået ud. Og her har en flagspætte lavet det fineste bo lige under en stor svamp. Fint tagudhæng.

- For tre dage siden var her store unger, som stak hovederne ud. Nu er de fløjet, forklarer Christian Hjorth, mens han øser videre af sin fugleviden.

Om mejser, der får masser af unger - op til tre årlige kuld. Og hvor hannen fodrer videre på det første kuld, som har forladt reden, mens hunnen ruger på det næste. Om stære, der kun får et kuld unger, før de samles i store flokke. Om utroskab i fugleverdenen og om klimaændringer.

Christian Hjorth sluttede med anekdoten om den gamle mand, der på sit dødsleje blev spurgt, om han havde fortrudt noget.

- "Jo, at han aldrig var stået tidligt op og havde hørt fuglesang." Det har I gjort nu, sagde Christian Hjorth.

Menighedsrådet havde arrangeret turen, som fortsatte med morgenkaffe og gudstjeneste.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce