Annonce
Vinderup Avis

Nyrenoveret værtshus skifter navn til Den Gyldne Dame

Musse Kragelund driver i forvejen værtshuset Don Quijote i Herning. Nu har hun åbnet Den Gyldne Dame i Vinderup. Foto: Allan Damgaard

Musse Kragelund fra Herning har lejet den tidligere Hannes Bodega i Vinderup. Værtshuset er blevet renoveret, og det har skiftet navn til Den Gyldne Dame. Nu ligger der tre værtshuse på stribe i Vinderup.

Annonce

Vinderup: Navnet har tidligere været Postkassen og Hannes Bodega, og nu skal folk i Vinderup og omegn vænne sig til et nyt.

Der er nemlig kommet en ny indehaver af Hannes Bodega. Musse Kragelund fra Herning har lejet stedet og omdøbt det til Den Gyldne Dame, der åbner fredag den 1. juni forbindelse med Open by Night i Vinderup.

Musse Kragelund ejer i forvejen værtshuset Don Quijote i Herning.

- Ejeren af Hannes Bodega kom en dag ind i mit værtshus i Herning og spurgte, om det ikke var noget for mig at åbne et værtshus i Vinderup. Jo, det kunne måske godt være noget. Jeg var i hvert fald interesseret i at se på det, fortæller Musse Kragelund, som avisen mødte onsdag i sidste uge, hvor der blev lagt sidste hånd - eller sådan cirka sidste hånd - på den omfattende renovering af lokalerne.

Musse Kragelund - Musse er hendes rigtige navn og ikke blot et øgenavn, forsikrer hun - var begejstret for lokalerne ved første øjesyn.

- Det er masser af sjæl og charme ved dette sted. Det er indbydende lokaler. Jeg kunne sagtens se muligheder i stedet, så jeg sagde ja tak til lejemålet, fortæller Musse Kragelund.

Det er cirka 2½ år siden, at Hannes Bodega lukkede.

- Hanne findes ikke længere, så jeg syntes ikke, at jeg kunne fortsætte med dét navn. Så var der Postkassen, som stedet også har heddet tidligere. Men jeg har ikke kunnet få oplyst, at der skulle være en lokal tilknytning til netop dét navn. Så jeg valgte i stedet at kalde værtshuset for Den Gyldne Dame, siger Musse Kragelund.

Det er også et passende navn for et værtshus. Guld Tuborg omtales nemlig som Den Gyldne Dame. Navnet Den Gyldne Dame kommer - ifølge Wikipedia - fra 1950'erne, hvor skuespillerinde og model Anette Strøyberg prydede bryggeriets reklamer for øllen.

Stedet har som nævnt gennemgået en omfattende renovering. I det store lokale - lokalet modsat baren - er der installeret både et poolbord og et billardbord. Selve det oprindelige værtshuslokale - det med baren - er frisket op med nyt loft og nymalede, røde vægge. Og gårdhaven er også frisket op.

- Jamen, vi glæder os virkelig til at komme i gang. Jeg har ikke noget forhåndskendskab til Vinderup, men jeg synes, det virker lovende. De folk, jeg har mødt, har været flinke, og der virker til at være et godt sammenhold i byen. Jeg ved også, at stedet tidligere har haft stamkunder. Dem håber jeg selvfølgelig at se, siger Musse Kragelund.

Hun kommer også selv til at stå bag bardisken, men den gennemgående person i baren bliver af lokalt islæt i skikkelse af Joan Brogaard, der begyndte tirsdag den 5. juni. Desuden er Musse Kragelund på udkig efter endnu en person fra lokalområdet til at arbejde i Den Gyldne Dame - for at have denne type job skal man være over 25 år.

Åbningstiderne hedder kl. 13-20 på hverdage og kl. 11-24 i weekenden.

- I weekenden er det vores plan at lukke til midnat, men vi har en 05-bevilling, så vi har mulighed for at holde længere åbent end midnat, hvis der er stemning for det, siger Musse Kragelund.

Nu ligger der så tre værtshuse på stribe i Vinderup - foruden Den Gyldne Dame er det Bodega Smeden og Irish Pub.

- Jeg tænker, det er meget fint, at vi er tre på stribe, siger Musse Kragelund.

Annonce

Mest læste

Annonce
Vinderup Avis

Vinderup Avis lukker

Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vinderup Avis

Turteldue-kunstneren udstiller

Mest læste

Seneste nyt

Vinderup Avis

Jul på borgen

Vinderup Avis

Julemarked hos FDF'erne

Vinderup Avis

Julemarked i 7'eren

Annonce