Annonce
Vinderup Avis

Nyt stævne på vej til fodboldpiger- og drenge

Vinderup Cup er et nyt tiltag fra Vinderup IK og DGI Vestjylland for ungdomsspillere. Arkivfoto: Morten Stricker.
Vinderup IK & DGI Vestjylland er klar med et nyt fodboldstævne for B- og C-hold i ungdomsrækkerne.

Vinderup: Der findes allerede flere fodboldstævner i Midt- og Vestjylland, både for de bedste ungdomsspillere og B- og C-hold.

Men nu kommer der endnu ét - Vinderup Cup 2019 - som er et breddestævne for U6 til U13 piger og U6 til U12 drenge.

- Vi synes, at Vinderup også skulle have et fodboldstævne, og netop på denne tid af året er der ikke så mange andre stævner, i hvert fald ikke i vores område, siger Tommy Kjærside, der har trænet fodbold de seneste fem år, og som nu også er trådt ind i bestyrelsen for Vinderup IK.

For klubben er det ikke alene et spørgmål om at give ungdomsspillerne en oplevelse sammen med jævnaldrende fra andre klubber - og gerne tjene lidt til klubkassen.

- Vi har lavet en aftale alle seniorspillerne om, at de dømmer kampene under stævnet. Derudover er de små U7-drenge og piger begyndt at løbe ind sammen med seniorerne i forbindelse med afvikling af serie 2-kampene. Vi håber, at vi ved at blande ungdomsspillere og seniorer noget mere kan styrke klubånden, forklarer Tommy Kjærside.

Her er maskotten for det nye Vinderup Cup. Vi-Ka hedder elefanten. Foto: Tommy Kjærside

Alle er sikre på fire kampe

Stævnet finder sted lørdag den 14. september og arrangeres i samarbejde med DGI Vestjylland.

Indtil videre er 35 hold med 300 spillere tilmeldt. Man håber at nå op på 50 hold, inden fristen for tilmelding udløber søndag.

- Vi vil ikke slå for stort brød op det første år. Håbet er, det kan blive en tretrinsraket med 50 tilmeldte hold i år, lidt flere deltagere året efter - og bliver det en succes - kan det næste blive et stævne med overnatning, siger Tommy Kjærside.

Som udgangspunkt vil alle hold få fire kampe, og holdgebyret ligger i et niveau fra 250 til 450 kroner. Salling Bank har meldt sig som hovedsponsor, og bestyrelsen forventer at få flere aftaler hjem med byens handlende. Vinderup Cup 2019 har også fået sin helt egen nyindkøbte Maskot - en elefant i klubtøjet der lystrer navnet Vi-Ka, som er udvalgt efter en lokal navnekonkurrence.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce