Annonce
Vinderup Avis

Skrev sig ud af sin egen stress

Der er mange heste på Sønderbygård og Christina Kjelsmark tager ofte en ridetur i de naturskønne omgivelser. Det giver god afstressning for hende. Foto: Lars Rask Vendelbjerg
Det har været god terapi for Christina Kjelsmark at skrive sin nye roman. Det har taget hende tre år.

Handbjerg: - Det er nok mange, der kan genkende sig selv - på godt og ondt.

Smiler Christina Kjelsmark, 50, om personerne i hendes nye roman Seje kvinder - Vilde heste.

For selv om det er en roman er hun stærkt inspireret af sine omgivelser og det alsidige persongalleri, der omgiver hende på Sønderbygård, hvor hun dels har landbrug, dels kunstskole og galleri, og stort hver eneste dag er omgivet af både kursister og folk der bor på gården kortere eller længere tid.

Bogen handler om en karrierekvinde, der rammes af stress, og det kan forfatteren sagtens leve sig ind i. Faktisk var det en kamp mod egne stresssymptomer, der for tre år siden fik hende til at gå i gang med at skrive. Som terapi.

- Jeg havde løbet for hurtigt for længe. Det resulterede i at jeg mistede en del af hukommelsen. Kunne for eksempel pludselig ikke huske mit login til computeren. Og måtte finde gamle fotos frem for at huske, hvad vi lavede, dengang børnene var små, fortæller hun.

En stor del af hendes liv er hektisk. Men i skriveriet finder hun ro.

- Det er en fin måde at sidde stille på. Så kan jeg godt være bekendt at lukke døren. Jeg nyder det rigtig meget. Elsker det. Der er en del mindfulness i processen, forklarer hun.

For at få til og ro til at skrive er en del af bogen skrevet under rejser.

- Det er en milepæl, at den endelig er færdig, efter at jeg har arbejdet med den så længe.

Helt færdig er Christina Kjelsmark dog ikke: hun har valgt selv at indlæse romanen som lydbog, som der er et voksende marked for.

- Så undertiden må jeg tage natten med. Og jeg er heldigvis snart færdig. Inden udgangen af august, lover hun.

Temaet for næste bog kører allerede i hjernen. Hun kunne godt forestille sig, at Rydhave Slot med sin spændende historie kunne indgå.

For at skrive igen er simpelthen nødvendig for hende.

- Jeg skal have tid til at skrive. Ellers risikerer jeg at ramme muren igen, erkender hun.

Christina Kjelsmark

Christina Kjelsmark, 50, har undervist gennem 25 år, blandt andet på VUC, underviser nu på Rydhave Slot Efterskoles hestelinie, er indehaver af Kunstskolen Sønderbygård, hvor der løbende er kursusvirksomhed, onlinekunstskolen ArtAcademy.dk, er selvstændig kunstner med en omfattende årlig produktion og driver samtidigt den 80 hektar store gård Sønderbygård, hvor der dagligt er omkring 30 heste. Heraf er de 16 hendes egne. De benyttes blandt andet til rideundervisning for eleverne på efterskolen. Så der er gang i mange forskellige projekter stort set hver eneste dag.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce