Annonce
Vinderup Avis

Spejderliv er ikke bare knob, bål og brændte pandekager

Glimt fra en af forårets ture for ulvene til Vinderup Skov. PR-foto

Vinderup: Sommerferien er forbi, og hos KFUM-Spejderne; de grønne spejdere i Vinderup melder vi helt klar til at tage imod spejderne. Vi glæder os til at se dem alle sammen igen og vi glæder os rigtig meget til også at kunne sige velkommen til nogle nye børn og unge, der gerne vil have en smagsprøve på spejderlivet.

Programmet er planlagt og lederne er klar med nye sjove og udfordrende aktiviteter. Ud over de ugentlige møder vil det kommende spejder-år allerede her i starten af efteråret komme til at indeholde en fælleslejr. Traditionen tro tager vi afsted alle mand, store som små, og i år går turen til Gammelstrup ved Stoholm. Lejrens tema bliver en markering af 50 året for månelandingen. Så vi kan vist allerede nu afsløre, at vi tæller ned til mange forskellige raket affyringer i den sidste weekend i september.

Spejderliv er ikke bare knob, bål og brændte pandekager! Spejderliv er friluftsliv, men endnu vigtigere, så er spejderliv et godt kammeratskab og et stærkt og meningsfuldt fællesskab. Et fællesskab, hvor vi ikke ser så meget på hvem der kommer først eller hvem der er den bedste, men i stedet opbygger fællesskabet ved at have et sted, hvor man godt må fejle og ikke behøver at være perfekt. Hos os lægger vi vægt på, at leg og læring går op i en højere enhed, og vi udfordrer og giver børn og unge mod på at tage ansvar.

Vi hjælper ikke så mange gamle damer over vejen mere … Af og til støder vi som spejdere stadig på den gamle skrøne om at vi hjælper gamle damer over vejen. Det er ikke fordi vi ikke vil hjælpe gamle damer mere, det vil vi godt! Men hos os hjælpes vi ad. Alene kan man ikke ret meget. Men ved at samarbejde, hjælpe hinanden og kende de andres og egne kompetencer, kan vi nå virkelig langt. I Vinderup gruppe prioriterer vi højt, at lære børn og unge selvstændighed og styrke deres fysiske, intellektuelle, åndelige, følelsesmæssige og sociale kompetencer.

Spejderhuset; Vindelevgård 271, det er her vi mødes! Her er vi tæt på byen og Vinderup Skov. Ved Spejderhuset er der højt til himlen og go’ plads både inde og ude til at lege og have det sjovt. Her, hvor der er store træer, grønt græs og vand der risler i bækken, kan leg og fantasi få frit spil. Og i bålhytten kan man uanset vejret lave mad på bål eller bare hygge sig med sine kammerater.

Vi synes selv, at det er et fantastisk dejligt sted … men kom og vær med og se det selv!

KFUM-spejderne Vinderup

Vinderup Gruppe er stiftet 20. december 1942.

Spejderhuset "Aktivisten" på Vindelevgård er indviet i 1983. Før den tid holdt pigerne til på KFUK på Kapelvej, og drengene holdt til på Skovlund Mejeri.

Gruppen tæller i øjeblikket i alt 69 medlemmer, heraf 12 ledere.

Bæver: 0-1 klasse. Mødes torsdag 15.45-16.45.

Ulv: 2.-3. klasse. Mødes mandag 19.00-20.30.

Junior: 4. klasse +. Mødes onsdag 19.00-20.30.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce