Annonce
Vinderup Avis

Vinderups unge pølsemand stopper: 58-årige Anders overtager

Niklas Bro Thomsen (t.v.) har solgt Grillhytten i Vinderup til Anders Magnusson (t.h.). Foto: Jan Briks
25. august er det slut. Her overdrager Niklas Bro Thomsen nøglerne til Grillhytten til den nye ejer, der blandt andet vil vriste sig fri af det for tætte samarbejde med Steff Houlberg.

Vinderup: To skaldede franskmænd i sovepose. En indianer i kano og et skinkesøm med pude. Der er blevet langet et hav af pølser over disken i de to år Niklas Bro Thomsen har haft Grillhytten i Vinderup. Men den 25. august er det slut. Den 21-årige grillejer har solgt butikken.

- Det er med lidt blandede følelser. For det har været to gode år, og det har været skidesjovt. Så jeg kan godt mærke, at det bliver underligt at skulle forlade det hernede, siger han.

Men tankerne om at få en ny uddannelse, har i længere tid kradset i baghovedet, og nu skal der gøres alvor af dem.

- Jeg er kommet frem til, at det er en tømreruddannelse, jeg skal have. Så tanken er at starte på uddannelsen til januar, og så håbe, at jeg kan finde en læreplads indtil da, siger Niklas Bro, der indtil nu har stået næsten hver dag fra tirsdag til søndag i den lille butik ved Brugsens parkeringsplads.

Den 21-årige grilleejer har i forvejen en HHX-eksamen i rygsækken.

- Jeg har haft to ansatte også, men jeg vil helst ikke, at de står her alene, siger han.

- Jeg kommer til at savne det hele. Men det bliver også godt at komme ud og kunne ses med nogle kammerater igen i weekenderne. For når jeg har haft fridag mandag, har de jo ofte været i skole. Så jeg glæder mig til at få lidt mere socialt liv, siger han.

Trapper lidt ned

Grillhytten fik han solgt midt i juli. Og det er 58-årige Anders Magnusson, der har købt den.

Han har drevet restaurant i både Danmark og Sverige de sidste 35 år og har arbejdet både i biografcafeen ved Apollon i Struer og ved Sognegården i Feldborg.

- Jeg er for ung til at trække mig helt tilbage, men jeg vil gerne trappe lidt ned og komme væk fra de her selskaber på 100-150 personer, man skal lave mad til, siger Anders Magnusson, der er uddannet kok og økonoma.

Derfor er Grillhytten en perfekt mulighed.

- Niklas har gjort det kanongodt hernede, så det skal jo drives videre, som han har gjort det, siger Anders Magnusson, der dog vil ændre et par ting:

- Det skal ikke domineres af Steff Houlberg. Jeg vil have min frihed til, at der også kan serveres en Langelænder eller en Gøl-pølse, siger han.

Annonce

Lukker i ti dage

Butikken bliver lukket fra 25. august og til 2. september, hvor Anders Magnusson åbner den igen.

- Der er flere ting, jeg lige skal have på plads. Blandt andet alarmsystem, strømsvigtsalarm, videoovervågning, NETS og leverandører, siger Anders Magnusson, der til dagligt bor i Struer med sin kone.

Tilbage bag disken er Niklas Bro Thomsen ved at gøre klar til en af sine sidste dage som selvstændig - en periode i livet, man kan godt kan bruge til noget videre i livet, mener han:

- Jeg synes, jeg kan mærke, at det har modnet mig meget at stå hernede og tage det ansvar. Man bliver mere voksen og ansvarlig, og der er mange ting, der skal holdes styr på, siger han.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce