Der var travlhed til indskrivningen som værnepligtig på Varde Kaserne. (Foto: Leif Møller)

Forrige
Næste

Arbejdsliv | Militær | Uddannelse | Varde
06/08/2012

Af Leif Møller

Haves: Kvindelige rekrutter

57 unge kvinder var til indskrivning som værnepligtige på Varde Kaserne 1. august og satte dermed rekord.

Måske var de næsten 30 befalingsmænd på Varde Kaserne en kende mere på stikkerne 1. august klokken 12.00, da de stod og tog i mod de 157 nye værnepligtige.

For blandt dem var 57 unge kvinder mødt frem til deres første dag i det danske militær.

En ny rekord på kasernen, der i de sidste par år har oplevet en generelt stigende søgning både af værnepligtige og officerer.

Batterichef og kaptajn, Martin Hillmann, der er ansvarlig for uddannelsen af de nye rekrutter, glæder sig over den store tilmelding fra kvinderne, men er også spændt på, hvad det kommer til at betyde for dagliglivet:
- Som udgangspunkt er alle lige uanset køn, men det er da klart, at med så mange kvinder bliver vi nødt til at tænke på blandt andet vores fysiske træning, der nok skal niveaudeles i starten, oplyser kaptajnen.

Mindre mandehørm
Han glæder sig til, at der nok ikke bliver så meget mandehørm og gas og røg, som han udtrykker det og trækker på smilebåndet ved tanken om de mange kærestepar, der kan dannes:
- Ja det må vi se på, men vi vil godt fortælle alle de nye, at de skal være varsomme med at danne par for tidligt. For går det galt, skal de jo altså stadig leve og arbejde sammen døgnet rundt. Og vi indretter os ikke efter dem. Men kærligheden kan vi trods alt ikke nægte dem.

Egnede til karriere
De i alt 157 nye værnepligtige bliver delt op i fire delinger med hver deres delingsfører.

I deling fire består holdet af lige mange kvinder og mænd, der skal leve side om side. Dog bor de på hver deres fællesstuer, mens alt andet er fælles.

Martin Hillmann understreger, at kvinderne har værneret og derfor kan melde fra med dags varsel i modsætning til drengene.

- Vi har haft besøg af to piger, der spurgte, om der var køkken på stuerne. Så der er nok nogle, der tror, at opholdet her, er en slags højskole, men de bliver ret hurtigt klogere, fortæller batterichefen, der har taget de sociale medier i brug for at fange interessen hos de unge:
- Vi har lavet en Facebook-side, hvor de nye kan skrive og lægge billeder ud og derved kommunikere med venner og familie. Det kan også være med til at skabe øget interesse for militæret, understreger han med stor entusiasme.
Kommentarer
• Tilbage til avisens forside