Annonce
Samfund

Alt det gravstenen ikke fortalte: 'Bedste' fik 17 børn og var familiens samlingspunkt

Fire børn i familien døde, før de fyldte 10 år, kan man læse på gravstenen. Men der var også masser af lykke i familien. Foto: Hanne Bjørton
Dagny Bentsen overlevede alle sine børn, fortalte vi i en artikel for nylig om denne gravsten. Men nej, sådan endte det slet ikke, fortæller Gitte Jensen, der er mor til nogle af Dagny Bentsens oldebørn.
Annonce

RETTET 22.01.21. I artiklen 'Familietragedie smidt i skraldespanden: Hvornår har en gravsten historisk værdi?' fortalte vi om familien Bentsens gravsten og om mor Dagny, født 1905, der overlevede syv børn - fire af dem døde, før de var fyldt 10 år.

Men man skal vare sig for at prøve at skrive en families historie alene ud fra en gravsten. For Dagny fik langt flere børn end de syv, der er nævnt på gravstenen, fortæller Gitte Jensen fra Sundbyøster. Hun var gift med Dagny Bentsens barnebarn og er mor til nogle af Dagny Bentsens oldebørn. Og hun blev stødt over at læse ordet 'familietragedie' i artiklens overskrift.

- Selvfølgelig har der været sorg, når børn er gået bort, men en tragedie var hendes liv ikke. Dagny Bentsen, som vi kaldte 'Bedste', fik 17 børn, og fire af dem lever endnu. En af dem er langt oppe i 90'erne, så det er gode gener,  fortæller Gitte Jensen.

Dagny, hendes mand Christian og børnene boede i en lille lejlighed i Badensgade.

- De klarede det fint, arbejdede og sørgede for, at alle trivedes. Og alle hjalp til, for at få det til at fungere. Børnene fik, når de var gamle nok, lejlighed i samme bebyggelse, så der var altid familie omkring. Alle kom igennem med gode uddannelser, og alle stiftede familie. Bedste var familiens samlingspunkt, og jeg kan garantere, at hun aldrig har kedet sig, fortæller Gitte Jensen og fortsætter:

- Hun havde i mange år et lille, dejligt primitivt kolonihavehus i Tårnby midt i et villakvarter, hvor familiemedlemmer også boede. Det var hver sommer ivrigt besøgt af børn, børnebørn og oldebørn. Hun var samlingspunkt for hele familien. Familiesammenkomster krævede plads, for mange dukkede altid op, og der var hygge og sjov.

Annonce

Kæmpe fødselsdagsfest

I 1954 døde Dagnys mand, og hun blev alene med 13 børn, fortæller Gitte Jensen. Familien voksede sig stor, så beskrivelsen i vores artikel om stakkels Dagny, der stod alene tilbage i 1996, efter at have lagt sit sidste barn i graven, kunne ikke have været mere forkert.

- Da Bedste blev 90 år, blev der holdt kæmpefest i badmintonhallen på Strandlodsvej og over 100 var inviteret og kom. For min familie og mig var Bedste meget værdsat. De elskede at komme hjem til hende og se hendes stue med billeder overalt og få fortalt historier, spille spil, spise småkager og mærke en masse nærvær. Når hun kom hjem til os, var der kamp om at komme til at sidde ved siden af Bedste. For mig var hun et unikum, fortæller Gitte Jensen.


Selvfølgelig har der været sorg, når børn er gået bort, men en tragedie var hendes liv ikke.

Gitte Jensen


Når Dagny Bentsen gav julegaver til familien, blev sol og vind fordelt lige.

- Hun gav altid en 50'er til hver, og engang imellem fik hun lukket konvolutten uden 50'er, fordi der var så mange. Og så var der et barn, der sagde: "Hov, der var ikke noget i min konvolut." Og så sagde man: "Bedste har glemt at putte den i, du får den bare af mig." Tænk at hun var nede i banken og få vekslet til alle de 50'ere, fortæller Gitte Jensen.

Dagny Bentsen boede i egen lejlighed hele sit liv og fødte alle sine børn hjemme. I slutningen af livet boede hun på Øresundsvej.

- Hun havde aldrig været på hospitalet. Det skete første gang, da hun var 95, og der døde hun, siger Gitte Jensen.

Flere familiemedlemmer har henvendt sig, efter artiklen blev offentliggjort på amarliv.dk 18. januar og oplyst, at Dagny Bentsen fik 17 børn - ikke 18 som vi fik oplyst i første omgang. Kilden her i historien accepterer, at vi har rettet dette til 22. januar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Amager skal ikke drukne i lufthavnsparkering

CORONA

Opsigtsvækkende opslag: I bliver straffet, hvis I tester mit barn for corona

Annonce